Kirstine van Sabben: Jeg er virkelig skuffet, især over Venstres besynderlige ageren

Kirstine van Sabben: Jeg er virkelig skuffet, især over Venstres besynderlige ageren
Kirstine van Sabben på vej til budgetmøde på Hotel Griffen. Foto: Jens-Erik Larsen
BUDGET | BORNHOLM | 2. SEP 2021 • 12:39
BUDGET | BORNHOLM
2. SEP 2021 • 12:39

Kirstine van Sabben fra Bornholmerlisten forlod sammen med Dansk Folkeparti, SF, Kristendemokraterne og Enhedslisten budgetforhandlingerne i kommunalbestyrelsen torsdag formiddag.

 

Mine opprioriteringer
var økonomisk set
beskedne ønsker

 

I en skriftlig kommentar forklarer hun:

– Efter en meget ustruktureret forhandlingsproces uden en plan eller strategi for budgetarbejdet, har Socialdemokratiet og Venstre indgået et budgetforlig som er fuldstændig uspiseligt for Bornholmerlisten. Det er lykkedes mig og andre at få fjernet besparelsesforslaget på klippekortsordningerne på Ældreområdet og et par andre tidsler. Men det er så også det. Man fjerner puljen til de små børnehuse, man tager besparelsen på en familierådgiver i dagtilbud. Man "effektiviserer" på nattevagtslaget i hjemmeplejen. JUFU's frie (udvalget for job, udvikling og fritid, red.) midler bortfalder, man reducerer de kulturelle puljer. Man nedprioriterer bygningsvedligehold og sætter havnetaksterne op. Og man fortsætter med at forsøge at sælge Østre Skole. Jeg havde gerne set Østre Skole brugt til Foreningshus og mere plads til Center for Børn og Familie.

– Alt dette gør man for at skaffe nok penge til at bygge prestigeprojektet Nyt Rådhus. Men jeg hverken kan eller vil være med til at tage disse besparelser, for at man kan få en masse mursten oppe på bakken. Det er så usmageligt og helt ude af trit med kommunens økonomi. Vi HAR altså ikke råd til at lave alle de anlæg, når det bliver på bekostning af vores ældre, vores børn, den sociale indsats og de andre ægte kerneområder.

– Mine opprioriteringer var økonomisk set beskedne ønsker, men vigtige. Jeg havde foreslået, at man satte en god pose penge af til en bedre indsats på misbrugsområdet. Desværre er der på Bornholm rigtig mange unge, som havner i et misbrug af en eller anden slags, så jeg havde foreslået en bedre indsats med for eksempel flere gadeplansmedarbejdere, en styrket PPR-indsats (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.), og en indsats, som ikke kun løber fra klokken 8 til 16, men også om aftenen og i weekends. Jeg havde foreslået penge til at oprette flere ungdomsklubber rundt på øen, så de unge har nogle steder at være. Men ingen af mine forslag er blevet imødekommet. Der har ikke engang været dialog om de forskellige partiers opprioriteringsforslag.

Nemmest mulige løsning

– Borgmesteren har på intet tidspunkt rakt ud og forsøgt at få et bredere flertal. Dette er den nemmest mulige løsning, som borgmesteren har valgt, måske fordi man ikke har været tilstrækkelig velforberedt. Venstre har solgt sig selv enormt billigt – hovedrystende billigt – og det er helt tydeligt, at man ikke ønskede at forhandle med os andre. Man ønskede ikke, at vi skulle være med. Det er jo også besværligt at skulle indgå kompromiser. Men i min verden er det en af de vigtigste evner, man skal have som politiker. Det har hverken S eller V haft i denne proces.

– Dette var det 10.ende budget, jeg har været med til at forhandle – så nej, jeg er egentlig ikke overrasket. Men jeg er skuffet. Virkelig skuffet, især over Venstres besynderlige ageren. Naturligvis kan jeg og Bornholmerlisten ikke tage ansvar for det budget S og V har indgået. Hvor er det trist, at man overlader sådan et budget til en ny kommunalbestyrelse, slutter Kirstine van Sabben.