Lived e hæjllut

I denne uge giver vi plads til en af de store bornholmske digtere, som allerede har fundet vej til Bâgsian adskillige gange, nemlig Christian Stub-Jørgensen.

Stub-Jørgensen (1897–1988) var bibliotekar og forfatter og digtede på såvel rigsdansk som bornholmsk. Han boede langt størstedelen af livet uden for Bornholm, men interessen for Bornholm og alt bornholmsk varede ved hele livet.

Som digter er han nok mest kendt for den meget velskrevne og morsomme sang om Kjestena, der under stormen i 1872 drev til søs på et lokum og vågnede op i Rusland, hvor hun blev gift og fik børn, men han beherskede både det alvorligere og det lette.

Dagens digt, “Lived e hæjlut” handler – som titlen indikerer – om det skønne i livet. Perspektivet er ungkarlens, der nok ser tilbage på forlovelsestiden som den bedste tid, han har haft, men ikke lader sig slå ud af, at kæresten forlod ham for en anden (som hun endte med at banke). Heller ikke knuste drømme om at se den store verden kan slå ham ud. Han endte godt nok med at blive søsyg som en høne, da han endelig blev inviteret med på en sejltur til Rønne, men selv i det tilfælde kan han prise livets herlighed. Det samme gælder, når han efter for mange ‘sypa’ kommer galt afsted i Blykoppe Å som resultat af, at det ene ben ville mod Rø, mens det andet søgte mod Nylars!

Stub-Jørgensens humoristiske hyldestdigt til det simple liv er hentet fra digtsamlingen ‘Hav og højlyng. Digte fra Bornholm 1926-1967’. Det gengives nedenfor med originalens retskrivning, når man ser bort fra gengivelsen af ‘aa’ som ‘å’ og rettelse af en enkelt åbenlys fejl.

Lived e hæjlut

Lived e hæjlut, ja mæjn e’d de.
Ejn hâr altid nâd, ejn kajn glæ saj te.
Ser’ed svårt ud idâ, bler’ed bære ijen,
å Mârndâjn hâr sajtans nâd godt i sin Taska.
Ded lære jâ, då jâ va nâuehen
så stor som en gaddelig Trepælaflaska.
Lived e fullt å Trøbbel å Draw
å Fortred å Sjøger å ajle Slaw,
men altijn e der ejn Ænna på.
Å Lived e hæjlut ilæl, demmeså.

Jâ hadde en Kjærest, å hvor jâ va glâr.
Ens Forlâuelsestid e dejn besta ejn hâr.
Men ejn Dâ så ståk Skâln sku å me ejn ajn,
som hon mente, hon bære kujne behawa.
Å nu e hon gjevt. Å nu bânkar hon Majn,
s’a mej e der ijnijn, der ska beklawa.
Ejn kajn sajtans hâ’d både godt å væl,
så læjne ejn bâra hâr Draw me saj sæl.
Å Kvijnfolk har jâ ikkje Klogskaw på.
Men Lived e hæjlut ilæl, demmeså.

Jâ hadde i många År glæt maj te
å få anra Vardensdela å se.
Å så ble jâ gjæstbøjn forleden År
på en Søndestur me Sajlbåd te Rønna.
Men Vijnen va stiv, å Sjøjn va hår,
å jâ va sjøsjøger som en Hønna.
Di sâ der va næt — jâ så ijned te’ed,
for jâ lå i Bådijn å brækte å sjed.
Men då vi kom hjim, va jâ kar pånå.
Å Lived e hæjlut ilæl, demmeså.

Jâ hâr smâgt på ejn Syp ejn ynka Gång.
Å dejn smâgar som Solsjin å Fjælstawnasång,
s’a jâ kajn begriva, a Folk di drâr
te Krâus, hvor di dajlige Dråverna sælles.
Men dejn fosta Sypijn bler strajs te et Pâr,
å så ynglar di sin, s’a di ikkje kajn tælles.
Å så gjik di te Ben, Vorharre bevâr’s.
Et Ben gjik ad Rø te å et te Nylârs,
å jâ sæl stev på Snudan i Blikoppa Å.
Men Lived e hæjlut ilæl, demmeså.

Om jâ kajn begriva, a nâjn kajn gå
å synes, a Varden e kjessam å grå,
når Sjyen e hvida, å Marken e grajn,
å Hawed e blåt, så lânt Ivad kajn følla’d.
Naj, glæ jer hæjler ver ded, som I kajn,
men hojl jer frå’d, om I ikkje kajn tølla’d.
Jâ hâr många Glær i mit Liv, kajn I tro.
Vil I gjorra maj glâr, kajn I gje maj en Skro.
Om I ijnen hâr, kajn ja ijnen få —
men Lived e hæjlut ilæl, demmeså.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk