Tre hurtige mål afgjorde lørdagens opgør mod Union.
Viking/RIK er kommet skidt fra start i anden halvdel af Københavnsserien i fodbold. Efter premierenederlaget på 0-4 mod FB blev forårets første hjemmekamp mod Union også tabt med 1-2 (1-2).
Tre meget hurtige mål afgjorde kampen på Rønne Stadion. Union scorede til både 1-0 og 2-0, inden der spillet otte minutter af 1. halvleg, og så hjalp det fedt, at Viking/RIK fik reduceret til 2-1 ved Lamujr Michael efter 13 minutters spil.
2. halvleg forblev målløs. I stedet for kom fire gule kort i den halve time til at præge forestillingen - to til hver side. Hos Viking/RIK var det Lucas Svendsen og Frederik Bønk, der blev sendt til afkøling af dommer Jeppe Pedersen.
Viking/RIK manglede i den første kamp seks potentielle spillere fra træner Mads Olands foretrukne startopstilling, og af dem var det kun Anton Therkelsen og Mads Michelsen, der var blevet klar til opgøret mod Union. Topscorer Andreas Olsen, Gustav Beier, Thomas Anker og Esey Tadros sad over for anden kamp i træk.
Mod Union måtte Viking/RIK også undvære målmand Mathias Kofoed. Ny mand i målet var Karl-Emil Dellgren, der godt kunne have ønsket sig en bedre debut i det bornholmske bur.
Sammen med FB indtager Viking/RIK lige nu de topladser over og under nedrykningsstregen. Begge hold har med 13 point fem point til Rødovre på tiendepladsen.
Allerede på mandag, 2. påskedag, skal Viking/RIK i kamp igen - denne gang på udebane mod top 4-holdet Fremad Valby.