

Ruslands ambassadør i Danmark fastholder over for Tidende, at de sovjetiske tropper befriede Bornholm i 1945 og forlod øen uden tøven, da Danmark bad om det. Vi har præsenteret hans udtalelser for to personer med stort kendskab til perioden – ”desværre” har ambassadøren delvist ret, siger den ene.
Mens resten af Danmark fejrede befrielsen, fløj sovjetiske fly i maj 1945 ind over Rønne og Nexø. Alle bornholmere kender historien om, hvad der fulgte:
Bomberne faldt den 7. og 8. maj, byerne blev lagt i ruiner, og 10 personer blev dræbt.
Soldater fra den Røde Hær gik i land på øen og blev her i 11 måneder frem til 5. april 1946.
Denne weekend er det 80 år siden.
Alle disse år senere fastholder Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, at de sovjetiske tropper befriede Bornholm. Og han afviser over for Tidende, at Rusland bærer et ansvar for bombardementerne af Rønne og Nexø.
– De sovjetiske tropper befandt sig på Bornholm som øens befrier fra de fascistiske styrker, siger Vladimir Barbin.
Adspurgt, om han har forståelse for, at der på Bornholm kan være andre følelser – for eksempel blandt efterkommere af dem, der mistede deres hjem eller døde under angrebene – svarer han:
– Skylden for Bornholms indbyggeres død ligger fuldt ud hos den lokale ledelse af de fascistiske tropper, som ikke ønskede at overgive sig til de sovjetiske tropper, selvom Tyskland på det tidspunkt allerede havde kapituleret.
Befrielse og besættelse
I maj 2005 sagde den tidligere russiske ambassadør i Danmark, at soldaternes ophold på Bornholm juridisk set kunne betegnes som en besættelse.
Men det er den nuværende ambassadør ikke åben for at diskutere:
– De sovjetiske tropper befriede øen. Der kan ikke være tale om andre vurderinger, da der ikke er noget grundlag for dem. En modsat opfattelse af begivenhederne i 1945–1946 ville være i strid med den historiske sandhed, siger Vladimir Barbin.
Ambassadøren understreger, at der på øen gjaldt dansk lovgivning og administration. Det sikrede et ”normalt og fredeligt liv” for den lokale befolkning, mener han.
– Dette er et historisk faktum, som er fastslået i et fælles dokument i anledning af de sovjetiske troppers tilbagetrækning fra øen i april 1946. Dengang faldt det ingen på Bornholm eller i Danmark ind at betegne de sovjetiske soldaters midlertidige ophold på øen som en besættelse, siger han og tilføjer:
– Under en besættelse ville øens befolkning og administration aldrig have haft rettigheder og friheder, men ville have været under streng kontrol af besættelsesmagten.
Det er dog ikke alle, der ser på historien lige så entydigt.
Bent Jensen, historiker og forfatter til bogen ”Den lange befrielse: Bornholm besat og befriet 1945-1946”, mener, at billedet er ”lidt broget”.
– Jeg leger lidt med ordene befrielse og besættelse. For man kan sige, at der var tale om begge dele, siger Bent Jensen.
Det begyndte som en befrielse fra den tyske besættelse, men udviklede sig til en sovjetisk besættelse af uvis varighed, fordi der ikke blev sagt noget om, hvornår de ville rejse hjem igen, forklarer han.
Bent Jensen mener dog, at de sovjetiske soldater opførte sig ordentligt, mens de var på Bornholm.
– For det meste, tilføjer han.
Russerskræk
Omkring 8.000 soldater fra Den Røde Hær befandt sig på Bornholm i 1945-46.
Historiske kilder dokumenterer, at der blev anmeldt 27 voldtægter, og at der også fandt røverier og andre overgreb sted i perioden.
Det nævner Ruslands ambassadør imidlertid intet om. Han mener derimod, at bornholmerne var taknemlige for deres tilstedeværelse.
– I det nævnte dokument fremhæves det særligt, at befolkningen på Bornholm modtog og tog afsked med de sovjetiske soldater som deres befriere, siger Vladimir Barbin og fortsætter:
– I april 1946 skrev de danske medier, at de sovjetiske tropper ville efterlade de bedste minder, at deres disciplin var eksemplarisk, at de kom som venner og bragte befrielsen med sig.
Journalist og forfatter Jesper Gaarskjær, der har skrevet bogen ”Bornholm Besat”, kalder de sovjetiske troppers ophold på Bornholm for en besættelse, fordi det ”helt klart” afspejler den følelse, bornholmerne havde.
Også dengang, mener han.
– Fra officielt hold bød man dem jo velkommen, tilføjer han med henvisning til den danske regering. Men hans research viser, at de sovjetiske soldater skabte stor usikkerhed.
– Man begyndte pludselig at låse døren, når man var alene hjemme. På den måde var der jo en utryghed. Der var også adskillige gruppevoldtægter og røverier og sovjetiske soldater, som gik ind i huse bevæbnet for at finde noget honning eller lignende, siger Jesper Gaarskjær.
Han har fundet eksemplerne i arkiver og dokumenter, blandt andet i øjenvidneberetninger og breve mellem folk samt i breve, som amtmanden sendte til ministeriet, hvor ordet “russerskræk” blev brugt.
”Slap billigt”
Under omstændighederne, og sammenlignet med, hvordan de sovjetiske tropper opførte sig andre steder på samme tid, så "opførte de sig faktisk meget disciplineret” på Bornholm, mener Bent Jensen:
– For mig er der ingen tvivl om, at de var blevet instrueret, i hvert fald befalingsmændene, i, at Danmark ikke havde noget med Tyskland at gøre, og derfor skulle de tage hensyn og opføre sig ordentligt.
Han siger, at soldaterne og bornholmerne havde tæt kontakt, sådan som Vladimir Barbin også fortæller.
– Der var bal på torvet, hvor sovjetiske soldater kunne danse med bornholmske damer, siger Bent Jensen som eksempel. Det hørte dog op med tiden uden forklaring.
– Jeg synes, Danmark efter omstændighederne slap meget billigt.
Men han tilføjer:
– Jeg forstår godt, at mange af dem har været urolige. Også i det daglige liv. Kommer der pludselig en russisk soldat og banker på? Det var der jo eksempler på. Den usikkerhed må have været næsten uudholdelig for de bornholmske kvinder, siger Bent Jensen.
Jesper Gaarskjær taler også om, hvordan den store usikkerhed gjorde folk nervøse, og at der var en kløft mellem Bornholm og resten af Danmark.
– Man følte sig både forladt og svigtet i dagene efter befrielsen, siger han.
– Der var ingen udmeldinger om noget som helst, og ingen vidste, hvornår de ville tage hjem. Og det er jo en del af usikkerheden. Man kunne jo godt få den tanke, at den Røde Hær ville blive der for evigt.
Forlod øen uden tøven
Vladimir Barbin svarer ikke direkte på spørgsmålet om, hvorfor det var nødvendigt for de sovjetiske tropper at blive på øen i 11 måneder.
Men han siger, at de udførte både ”militære opgaver med minerydning og fredelige opgaver med genopbygning af den civile infrastruktur, især kommunikationsnettet”.
Det kender hverken Bent Jensen eller Jesper Gaarskjær til, at det skulle være sket.
– De sovjetiske tropper forlod øen uden tøven, så snart den danske regering anmodede herom. Der var ingen forsøg på at sabotere denne anmodning eller udskyde dens gennemførelse. Dette er også et historisk faktum. Det er fastlagt i den diplomatiske korrespondance, siger Vladimir Barbin.
– Han har – desværre – fat i noget, mener Bent Jensen:
– For den danske regering var simpelthen så nervøs og overhøflig over for den russiske besættelsesmagt. Man gik og sagde: Kan vi tillade os at spørge om, hvornår de egentlig forlader os?
– Han har delvist ret, ambassadøren. Danmark tog sig ikke sammen til at spørge. Derfor kunne de jo bare sidde og vente fra sovjetisk side, tilføjer Bent Jensen.
Jesper Gaarskjær har samme opfattelse af, at den danske regering ikke gjorde noget:
– De havde det jo godt på Bornholm, det var jo paradis for de sovjetiske soldater at komme sig ovenpå krigen. Så gik tiden, og Danmark gjorde jo ikke rigtig noget.
Han mener, at Danmark var bekymret for, at det ville blive opfattet som en provokation, hvis man bad de sovjetiske styrker om at forlade øen.
– Man ved jo ikke, hvis man havde spurgt, om de var taget tidligere hjem, siger Jesper Gaarskjær.
Men han siger også, det er rigtigt, at så snart anmodningen kom, gik der kun et par uger, før tropperne sejlede fra havnen.
Ruslands ambassadør i Danmark siger afslutningsvist, at det er beklageligt, at "de skamløse forsøg på at få indført åbenlyse løgne i den offentlige mening ikke møder den nødvendige modstand i Danmark."
– Forfalskerne satser på, at i en situation, hvor der skabes en anti-russisk stemning i Danmark, er der kun få, der vover at forsvare den historiske sandhed og Sovjetunionens bidrag til Europas befrielse fra fascismen, siger Vladimir Barbin.
Sovjets afrejse fra Bornholm bliver i denne weekend markeret med arrangementer flere steder på øen.
At 5. april bliver fejret som en befrielsesdag på Bornholm, må være en markør for, hvordan bornholmerne ser tilbage på den tid, mener Jesper Gaarskjær.
45 år med kuldsejlede planer
Birgit fylder 80: Har allerede fået sit livs største gave
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Jesper Dollerup Merved.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration












