Har forandret sig markant på 19 år

Fra frodig sprækkedal til vildnis: Sygdomme og ramsløg har ændret en af Bornholms mest ikoniske naturoplevelser.

I 2007 lavede DR en programserie med navnet ”Danmarks vidundere”. Her blev mange danske naturlokaliteter vist og omtalt af lokale folk. På Bornholm valgte man Hammeren, Døndalen og Christiansø.

I Døndalen skulle jeg fortælle om den flotte sprækkedal med sit høje vandfald, den lokale Carl Aage Reuss fortalte historier fra sin ungdom, og hvorfor han altid havde betragtet naturlokaliteten som todelt. Fra parkeringspladsen til vandfaldet var stedet naturplejet ligesom en park, det område kaldte han for ”best stauan” – den fine stue, som viste frem til turisterne. Den øvrige dal kaldte Carl Aage Reuss for dagligstuen.

I dag er Carl Aage Reuss afgået ved døden. Da DR i marts 2026 genudsendte serien, blev den genset af mange, og jeg fik bagefter nogle kommentarer om Døndalen. Nogle mente, den eneste forandring var undertegnede, som var blevet 19 år ældre. Det er naturligvis sandt, men naturen har sandelig også forandret sig.

Den forandrede Døndal

Dengang kunne man finde 309 forskellige planter og træer i sprækkedalen. Det kan man ikke mere på grund af de utrolig mange ramsløg. Selvfølgelig dufter de dejligt af løg om foråret, men de stinker, når de hvide blomster visner og dør. Stanken skyldes en art blåsyre, der kvæler alt liv. Skovbunden med ramsløg er fuldstændig nøgen.

I 2007 var elmesyge også kommet til Døndalen. De første træer var døde, men man fjernede de væltede elmetræer, så turisterne kunne følge stien op til vandfaldet.

I dag er elmesygen tiltaget samt en anden svampesygdom, der angriber asketræer. Så sprækkedalen er næsten et vildnis af døde og halvdøde væltede træer, hvor kun de enkelte træer tværs over stien bliver skåret op. De bliver ikke fjernet, men kaldes for urørt skov. Desværre er åen også dækket af væltede træer, der forhindrer havørrederne i at gyde om efteråret.

Sprækkedalen er ejet af Danmarks Naturfond og har været naturfredet siden 1975. Fra parkeringspladsen ved landevejen følger de fleste kun stien direkte ind i skoven til vandfaldet, en kort tur på 700 meter, der for det meste er gennem en bøgeskov.

Hvis man vil have en større oplevelse med stejleklipper og flottere natur, skal man ud til landevejen og følge stien på den nordre side af sprækkedalen. Hvis man går turen en solskinsdag om formiddagen, vil modlyset fremhæve træernes nøgne stammer, den rislende å og sprækkedalens former.

Geologiske forhold.

Der er mange sprækkedale på Bornholm. Geologisk har Døndalen en anden historie. Sprækkedale er skabt af vulkans aktivitet for millioner af år siden med dybe revner i grundfjeldet.

I dette område sank klipperne på den sydlige del ned i dybet, mens de nordlige klippeformationer blev bevaret. Efter istiden blev dalen dækket af isens moræne, blandt andet ler der forvandlede de sydlige dele til lerede skrænter.

Vandet i åen udspringer ved Dammegårds Mose i Klemensker. Derfra løber det i grøfter til Spellinge Mose i Rø og videre som Spellinge Å til Døndalen. Fra vandfaldet til udløbet i havet med navnet Døndale Å. Navnet skyldes, at bornholmerne synes, at vandfaldet ”dønner”, når det syder og bruser ned over de 20 meter høje klipper.

Når man går turen om foråret, kan stien være fedtet og glat. Engang blev stedet også kaldt for Dyndalen. Der vokser mange avnbøg, ahorn, spidsløn og høje gamle douglas graner samt elme og asketræer, der endnu ikke er døde af svampesyge, de fleste træer er bevoksede med stedsegrøn vedbend. Man kan heller ikke undgå at se skovbundens mange ramsløg, de grønne blade kan spises om foråret. Der er ikke mange anemoner, de vokser derimod på den anden side af dalen.

Stor flagspætte

For den store flagspætte er foråret tiden til at slå på tromme og vise sin store styrke. Højt oppe i træet sidder fuglen og trommer for at finde sig en mage. Hver fugl synger med sit næb, spætterne hamrer deres næb ind i træer uden at få hovedpine.

Stop op og lyt. Standfuglene indleder forårskoncerten. Solsort, musvit, blåmejse, bogfinke og gærdesmutte. I marts ankommer de første sangdrosler og gransanger.

Sidstnævnte sang er let: Taktfaste ”Tjef – tjaf – tjef – tjap”, sangdroslen er ligeså let. Dens sang lyder sådan: ”akvavit, akvavit, akvavit, rigtig tit, rigtig tit, rigtig tit”.

Stien fortsætter ned mod åen med sine mange væltede syge elme og asketræer. Den urørte skov er et modenavn for at skabe en mere afvekslende natur med en større biodiversitet, flere svampe, insekter og smådyr.

Fra åen går stien opad mod en stejl klippevæg på 25 meter. Den er beklædt med lange lianer af vedbend, mos og stedsegrønne bregner. En lang trappe med 131 trin fører op til toppen af klippen med en stor vandreblok kaldt for ”Amtmandsstenen”. Herfra er der en smuk udsigt i det tidlige forår, efter løvspring ses kun toppen af træerne, ofte med svævende lokale sorte ravne over deres revir.

Hvis man tager den lange trappe, fortsætter stien opad og ned igen til en afsats med vandreblokken. Et ældre jerngelænder ses stadig, om sommeren er der mange sjældne planter, men i dag kan man se blå anemoner.

Mod vandfaldet

Man behøver ikke tage den lange trappe, men fortsætte turen ad stien gennem dalen. På højre side er der stejle lave klippevægge, man kan allerede herfra høre vandfaldet.

Senere ses nogle grønne strittende planter, stedsgrønne padderokker med navnet skavgræs. Kort efter deler stien sig til to. Mod højre fortsætter den til Døndalens ”dagligstue” og Spellinge Mose. Til venstre fører stien nedad skrænten til åen med det store sydende vandfald.

Nedefra ses vandfaldet flot. Øverst oppe ligger en stor en vandreblok, der ligesom deler vandet til to, om vinteren kan synet ligne en gudindes hvide hår. Når åen om sommeren taber pusten, er der ikke engang ”hentehår”.

Under vandfaldet ligger også store sten, det er også vandreblokke. Der kom hertil under istiden, men lagde sig her, da isen smeltede. Smeltevandets indhold af ler var årsag til dalens oprindelige navn Dyndalen.

Fra vandfaldet følger man stien langs den højre side af åen retur til udgangspunktet. Undervejs vokser der også ramsløg. Der ses også hvide og gule anemoner, vorterod og lærkeporer. Hvis man hører en høj og meget hidsig trille nedefra en bunke kvas, er det sangen fra landets næstmindste fugl gærdesmutten. Hvis fuglen var ligeså stor som en ko, kunne sangen høres i Rom fortæller en sjov lille fugleanekdote.

Rigtig god tur.