Tolstrup om den forsinkede fred: Der var en person, der ikke glemte Bornholm

Anette Vestergaard

Journalist

I dag, den 5. april, samles bornholmerne i Skt. Nicolai kirke til en mindegudstjeneste for at markere en af de mest afgørende begivenheder i øens nyere historie: 80-årsdagen for russernes afrejse i 1946. Selvom dagen markerer en historisk befrielse, er det i år med et bemærkelsesværdigt afbud fra landets top, da hverken statsministeren eller forsvarsminister Troels Lund Poulsen deltager.

Borgmester Frederik Tolstrup (V) tager dog de manglende prominente gæster med ophøjet ro. Han betegner afbuddet som værende på den ene side ærgerligt, men på den anden side forståeligt. Da der i øjeblikket kun er tale om et fungerende forretningsministerium, påpeger han, at man som statsminister ligger "lidt lavt," indtil en ny regering er på plads. Frederik Tolstrup er ikke skuffet, selvom han medgiver, at det havde været "sjovt," hvis regeringen kunne have været repræsenteret i kirken.

En skæbnestund for Bornholm

For bornholmerne er søndagens jubilæum alt andet end en historisk fodnote. Tolstrup mener, at russernes farvel i 1946 er den begivenhed, der har spillet den største rolle i Bornholms nyere historie. Øens skæbne kunne have set radikalt anderledes ud, hvis de sovjetiske tropper var blevet.

– Historien havde taget en helt anden drejning for os, siger han og påpeger, at Bornholm eksempelvis kunne være endt som en sovjetisk enklave a la Kaliningrad, hvor den danske befolkning var blevet udskiftet med russere, eller at en genforening med Danmark først var sket efter Sovjetunionens fald i 1991.

Bombningerne og den russiske logik

Mindet om befrielsen er uløseligt forbundet med de tragiske begivenheder den 7. og 8. maj 1945, hvor Rønne og Nexø blev lagt i ruiner af russiske bomber. Frederiks egen familie mærkede krigen tæt på, blandt andet så hans farmors lillebror flyene flyve ind over øen den 8. maj.

Selvom bombningerne kostede ti bornholmere livet, mener Tolstrup ikke, at russerne bevidst gik efter at ramme civile. Han beskriver operationen som "kluntet" og udført på datidens militære præmisser, hvor målet var at få de tyske tropper ud, koste hvad det ville. 

– Hvis de virkelig havde villet slå bornholmere ihjel, så tror jeg, der havde været mange flere døde, siger han og minder om, at mindst 100 tyskere mistede livet under angrebene.

Historien havde taget en helt anden drejning for Bornholm, hvis russerne var blevet, siger borgmester Frederik Tolstrup (V). Foto: Jakob Nørmark.

Mellem befrielse og besættelse

I løbet af de 11 måneder, russerne opholdt sig på Bornholm, var der tale om en balancegang. Tolstrup påpeger, at russerne selv anså sig for at være befriere, og at den russiske selvdisciplin generelt var streng. Der var endda eksempler på sovjetiske soldater, der blev henrettet for mindre forseelser som tyveri for at opretholde ordenen. På et tidspunkt fik de sovjetiske soldater forbud mod at omgås bornholmerne, angiveligt fordi man i Moskva frygtede, at soldaterne ville blive påvirket af det kapitalistiske Vesten.

Når man ser på Danmarks rolle i krigen med eftertidens øjne, drager Tolstrup en interessant parallel. Han nævner, at den danske regering i 1945 kan have følt en vis skam over, at flere danskere døde på østfronten i tysk tjeneste end i den danske modstandsbevægelse. Dette satte Danmark i en kompleks position over for Sovjetunionen, der dog valgte at betragte Danmark som en allieret.

KH Kofoed og genopbygningen

Selvom bornholmerne i dagene efter Danmarks befrielse følte sig glemt, mens resten af landet festede, understreger Tolstrup, at hjælpen hurtigt kom. Allerede en uge efter bombardementerne blev der etableret en Bornholmerkomité med daværende departementschef KH Kofoed i spidsen, og en kæmpe landsindsamling sikrede midler til genopbygningen af Rønne og Nexø og opførelsen af svenskerhusene. KH Kofoed, der voksede op i Østermarie og senere blev medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, sikrede med andre ord, at Bornholm ikke blev glemt efter krigen. 

Dagens markering i Skt. Nicolai kirke, med vidneberetninger og musik, er ifølge Tolstrup vigtig, netop fordi det er ved at være sidste chance for at høre historierne fra dem, der selv kan huske det. 

– Det er en højtidelig markering af 80 år, der har formet Bornholms identitet.