Hvornår vokser vi fra umiddelbarheden?

Det er en sjov ting at blive voksen.

Man går fra barn til teenager (af egen erfaring har det hidtil været den værste periode, thank god, that’s over), fra teenager til ung voksen, fra ung voksen til voksen-voksen (du ved, hvor man er bundet til et huslån og et 8-16 job).

Jeg ved ærligt talt ikke, hvor på skalaen, jeg i skrivende stund befinder mig.

Skal man vælge? Og vigtigere, hvad efterlader man, når man går fra den ene periode i livet til den anden?

I foråret var jeg en tur i dyrehaven i Aarhus. Forårsvarmen havde gjort jorden på de stejle bakker godt mudret og kunne minde om kviksand, hvis man var så uheldig at jarve skoene for dybt i den. Foran mig gik en pige på omkring fem-seks år med sin far. Hun havde en palietnederdel med matchende cardigan på, som glitrede og dansede i takt med solens stråler, der endelig var brudt gennem skyernes tunge greb.

Pigens far gik med store skridt foran hende, da balancen svigtede, hun faldt med hovedet først og endte med at sidde fast i mudderets tunge greb.

Det fine paliettøj var blevet offer for en muddermassakre, og pigen råbte grådkvalt ”Jeg vil hjeeeem, mit tøj er blevet mudreeet”, mens faren gik tilbage og trak hende fri.

Jeg har ikke børn selv, er sjældent omkring børn, men efter gymnasiet arbejdede jeg i en børnehave i to år, og inden jeg overværede episoden med pigen i dyrehaven, havde jeg næsten glemt den umiddelbarhed, børn besidder. Umiddelbarheden til at agere lige ud fra, hvad man føler og mærker i en hver situation - sulten = at græde, træt = at græde, den forkerte film bliver sat på = at græde.

Børn har nødvendigvis ikke udviklet evnen til at overveje, hvordan deres opførsel smitter af på andre, fordi det ikke som sådan har nogen konsekvenser.

Da jeg så og hørte på pigen i dyrehaven, tænkte jeg: hey - jeg forstår dig faktisk udmærket godt.

Hvis jeg havde taget mit fineste sæt tøj på, og det blev helt mudret til, ville jeg da også være sur og ked af det – og måske endda have lyst til at græde.

Men chancen for, at det ville ske, er lille.

For jeg er voksen (sådan cirka i hvert fald, jeg er stadig i tænkeboksen angående det), og det ville nok virke mærkeligt, hvis jeg som 26-årig stod i dyrehaven og græd højlydt, fordi min nederdel var blevet mudret. Og så er jeg ret sikker på, at min kæreste, der var med på gåturen, ville tage fem meters afstand til mig og komme med en bemærkning til forbipasserende om, at ”hende kender jeg i hvert fald ikke”. (Han synes trods alt, at det er lidt pinligt, når jeg har lyserøde glimmerstrømper på i mine klipklappere, når vi skal en tur i Netto ((jeg gør det dog alligevel, for who cares? Ikke mig)).

Så at stå og skabe mig i dyrehaven en søndag formiddag, hvor der er, eller i hvert fald føles som, cirka 5000 andre mennesker, ville nok være grænsen. For det gør voksne mennesker ikke.

Som barn er det acceptabelt at skabe sig - hvor som helst egentlig.

Selvfølgelig er det knap så hyggeligt, når et barn græder hele flyveturen til Thailand, men vi ænser det ikke mere end, at det gør det sværere at sove, og at det er ok irriterende.

Men overvej, hvis det var et voksent menneske, der græd hysterisk hele vejen - så tror jeg, at det var noget, man ville ringe hjem og fortælle om, når man steg af flyet.

En psykolog fortalte mig engang, at det at være konfliktsky ikke bare er noget, vi er blevet - men noget, vi har lært. Mange af os har fra barnsben lært, at konflikter er skræmmende og kan være skadelige.

Og grunden til, at vi ikke altid følger det, vi mærker og fornemmer, er, fordi vi bliver bange. Bange for om det, vi mærker, er reelt. Bange for, om vi mister andres anerkendelse, hvis vi afviger fra majoriteten, og at vi ender med at stå alene.

Konflikter bygger ofte på frygten for forskellighed. At opdage, at jeg er anderledes end de andre, eller de andre er anderledes end mig. At turde tage en konflikt er at turde vise sig som den, man er, og stå ved det, man mener, uafhængigt af de andre.

Men anerkendelse fra andre mennesker er helt central, fordi vi er sociale væsener. Vi trives i hinandens selskab, og vi har brug for at føle os accepterede. Det sker, når vi modtager anerkendelse fra vores forældre og andre, som er tæt på os.

Men hvad er prisen for den anerkendelse?

Mister vi noget større og vigtigere, når vi så ihærdigt prøver at passe ind? Er det hyklerisk, når vi er fuldt bevidste om en situation, hvor vi burde have handlet, stået op for noget eller sagt noget, alligevel bevidst undgår at gøre det, fordi vi er bange for, hvad andre vil tænke?

Når jeg er umiddelbar, siger jeg det, jeg mærker og fornemmer højt uden så mange spekulationer – oo livet og de situationer, jeg befinder mig i, føles på sin vis lettere og mindre komplicerede.

Men når jeg ikke får sagt det, jeg mærker og fornemmer i situationer, specielt når det er af den konfliktrige eller sårbare karakter, så bliver livet pludselig ret kompliceret. Spekulationerne kan hobe sig op så hastigt, de vil, og tvivlen kan gro sig større. Jo mere, jeg spekulerer over noget, som jeg mærker står usagt hen, jo mere får det lov til at fylde.

Handler det om modet til at handle på det, vi mærker og tage chancen, selvom vi kan ende med at stå alene og potentielt stå udenfor fællesskabet? Og det gælder i alle kontekster – når vi færdes i arbejdslivet eller blandt venner, familie og fremmede.

Jeg har aldrig rigtig brudt mig om udtrykket ”elefanten i rummet”. Eller jo, betydningen af udtrykket er jo reelt nok, men når det bliver brugt i en kontekst eller situation, hvor elefanten ikke bliver tiltalt eller taget i hånden og ført ud af rummet, men bare får lov til at sidde i hjørnet og glo, så bliver det problematisk.

For hvorfor er vi så bange for at tale om det, der er galt, svært eller somme tider tabubelagt? Hvis jeg skal tage psykologens ord for gode varer, er konfliktskyhed noget, vi lærer i takt med, vi vokser os større, bliver voksne og en del af samfundet. Men er det virkelig meningen, at vi skal udfase den der umiddelbarhed og ærlighed, vi som børn så naturligt besad?

Det vigtigste spørgsmål her er nok: hvornår er det, at vi vokser ud af umiddelbarheden?

Min egen personlige, lille og usagkyndige konklusion er, at når vi fortæller børn, at de skal skrue lidt ned for sig selv, passe ind, lade vær med at skabe sig (det er alt sammen noget, jeg mere eller mindre er blevet fortalt gennem livet), lærer vi dem jo lige præcis, at det er nødvendigt at undertrykke de impulsive følelser, både store som små, hvis vi skal have en chance for at blive del af fællesskabet - God knows, at det værste jo måtte være, at man stod alene og var bandlyst fra fællesskabet.

Tilbage sidder følelsen af, at jeg er lidt dobbeltmoralsk. Det er så nemt at sidde her og evaluere, overtænke og prøve at finde frem til, hvordan jeg ville handle i situationer og håbe på, at jeg ville være ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Men det gør jeg jo - vi vil alle sammen gerne passe ind, ikke stikke for meget ud, helst være del af et fællesskab.

Men jeg tror, at jeg kan lære noget af den umiddelbarhed, jeg så fint observerede i dyrehaven. Lære, at det er ok at vise følelser, sårbarhed og at livet og de mange situationer og relationer, vi konstant bliver smidt ud i, kan være så utrolig svære - og at det nogle gange kan være fint at stå alene.

Når jeg engang har optaget et huslån og fundet min plads på barn-voksen-skalaen, så håber jeg, at jeg ikke har mistet den sidste mængde umiddelbarhed, jeg har tilbage. Indtil da vil jeg fortsat køre glimmersokker-i-sandal looket og måske blive lidt bedre til at være ligeglad med, hvad andre tænker om det.

Julia Aka Wille er journalist på Bornholms Tidende. Hun er 26 år og undrer sig over, om det så betyder, at hun er voksen-voksen - for hvad indebærer det egentlig at være det?