Solveig Thorborg er uddannet cand.mag. i kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet og RUC. Hun kommer fra en stilling som leder af Salaam Film og Dialog gennem 18 år.
Den kommende forstander kender højskolen særdeles godt, idet hendes forældre, Karsten og Bente Thorborg, var forstanderpar gennem 18 år, så hun er vokset op på højskolen og har den under huden.
– Jeg ser frem til at begynde som forstander for Bornholms Højskole. Jeg har jo fulgt højskolen gennem mange år på afstand og glæder mig over, at skolen nu er i god gænge med fyldte hold. Jeg ser frem til at stå i spidsen for højskolen og sammen med personale og bestyrelse udvikle skolen yderligere, så den fortsat er et kvalitetstilbud til unge og ældre på både lange og korte kurser. Ikke mindst glæder jeg mig til at åbne skolen for lokalsamfundet med folkeoplysende arrangementer, siger Solveig Thorborg i pressemeddelelsen.