Højeste boligpriser nogensinde: 'Jeg har oplevet mange opture, men aldrig noget som dette'

Højeste boligpriser nogensinde: 'Jeg har oplevet mange opture, men aldrig noget som dette'
Man finder mange skilte rundt omkring, hvor der står 'SOLGT'. Og rigtig mange skilte, hvor der står 'LIGNENDE SØGES'. Foto: Berit Hvassum
BOLIGHANDLER | BORNHOLM | Onsdag 8. september 2021 • 11:30
BOLIGHANDLER | BORNHOLM | Onsdag 8. september 2021 • 11:30

Boligpriserne på Bornholm er steget så kraftigt, og de er nået et rekordhøjt niveau. Ejendomsmægler fortæller, at det skyldes mange gode tiltag på øen, men at corona spiller en væsentlig rolle i det blomstrende boligmarked.

 

51 kommuner oplever lige nu, at de har højere priser på boliger, end de nogensinde har haft. Og Bornholm er en af dem. 11.090 kroner er udbudsprisen per kvadratmeter i gennemsnit i 2021, og det er det højeste nogensinde på Bornholm, viser tal fra Boliga.

Prisstigningen er også noget man mærker hos Nybolig Bornholm.

– Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Jeg har været mægler i mere end 30 år og har oplevet mange op- og nedture, men aldrig noget som dette, siger Kim Moore Kofod, der er indehaver af Nybolig Bornholm.

I Region Hovedstaden er priserne på boliger steget mest i forhold til resten af landet. Det er især Bornholm, der har været med til at øge gennemsnittet på regionens boligpriser. Udover Bornholm er også Furesø, Hørsholm og Rudersdal med til at trække priserne op. På landsplan ser man nu, at de ellers voldsomme prisstigninger på boliger er ved at flade ud. I august er prisen på et hus blot steget med 0,3 procent.

Men Kim Moore Kofod forventer, at priserne på Bornholm bliver ved med at stige. Han kan se, at der er historisk få huse til salg på øen. Det betyder, at efterspørgslen er stor, og når efterspørgslen er stor, så stiger prisen.

– I dag ligger vi på et niveau med omkring 250 ejendomme til salg, og det er langt under, hvad vi tidligere har haft. Der er en stor efterspørgsel, og det har været en udfordring. Priserne har fået en ordentlig nøk opad, og de stiger stadigvæk, qua at vi har et lille udbud. Og det er uanset, hvor vi er på Bornholm i dag, siger Kim Moore Kofod.

Hvis mankigger ned i byerne på Bornholm og de huse, der er til salg lige nu, kan man se, at i for eksempel Rønne er kvadratmeterprisen per den 1. september højere end den nogensinde har været. Den gennemsnitlige udbudskvadratmeterpris i Rønne er lige nu 12.801 kroner. Til sammenligning var prisen på 11.352 kroner ved seneste højkonjunktur i 2008.

I Svaneke er den gennemsnitlige kvadratmeterprisen på huse, der er til salg, 19.759 kroner. Generelt kan man sige, at kvadratmeterprisen på Bornholm stadig er en del under landsgennemsnittet på 20.281 kroner. På landsplan placerer det Bornholm som den 62. dyreste kommune at bosætte sig i. Det er lige mellem Svendborg på 61.-pladsen og Ringkøbing-Skjern på den anden side. I toppen ligger Gentofte og i bunden Morsø Kommune.

Danmarks Mallorca

Hele den enorme prisstigning på boliger, kommer dog ikke som nogen overraskelse. Nationalbanken skrev i juni, at de danske huspriser kommer til at stige med en tocifret procentsats i 2021. I en prognose vurderede Nationalbanken, at huspriserne i år kommer til at stige hele 14,2 procent.

På Bornholm giver Kim Moore Kofod corona skylden for, at priserne er steget så voldsomt, som de er. Bornholm er blevet Danmarks Mallorca under corona, mener Kim Moore Kofod. Hos Nybolig oplevede man under corona og efter coronanedlukningerne, at flere og flere afsøgte boligmarkedet på Bornholm. Og rigtig mange endte også med at flytte til øen.

– Lige siden coronas start, er der sket det, at vores marked har vist, at vi har for få boliger. Forespørgslen har været større, end hvad boligmarkedet har kunnet bære. Vi har været nede at vende på 175 ejendomme på hele Bornholm, som har været til salg. Når der er 175 ejendomme til salg, så er der noget, der tyder på, at efterspørgslen er større, end hvad der er på markedet, siger Kim Moore Kofod.

Lige nu har Nybolig Bornholm 190 ejendomme til salg på sin hjemmeside. Det dyreste koster 5,6 millioner kroner og ligger i Hasle. Det billigste koster 325.000 kroner og ligger i Aarsballe.



FÅ ABONNEMENT