De russiske flys krænkelse af dansk luftrum fik fredag udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til at indkalde Ruslands ambassadør i Danmark til en samtale i Udenrigsministeriet.
– Her vil det blive gjort umisforståeligt klart, at Danmark ser med stor alvor på sagen, og vi forventer at få en både god, hurtig og fyldestgørende forklaring på de her hændelser.
– Det her vil vi selvfølgelig også drøfte med vores allierede - først og fremmest Nato. Det er fuldstændig uacceptabelt at krænke et andet lands suveræne luftrum, sagde Jeppe Kofod fredag.
Der var tale om to russiske jagerfly af typen Sukhoi Su-30, der i tidsrummene 11.08 til 11.10 og 11.40 til 11.42 fredag bevægede sig ind i luftrummet nær Christiansø.
De to russiske fly blev advaret om, at de var på vej ind i dansk luftrum, men makkede altså ikke ret. Flyene blev umiddelbart efter første indflyvning indhentet af danske F-16-fly, der også fulgte russerne under hele anden krænkelse.