En novembernat lå en jomfru på Bornholms Hospital med en lille baby til sit bryst og tænkte: 'Den er god nok, jeg har fået et barn'

PORTRÆT

For 15 minutter siden så livet lyst ud på Bornholms Hospital. Kampen mod blodproppen så ud til at sejre. Alt virkede til at skulle vende tilbage til det normale.

For 15 minutter siden havde de siddet og planlagt at skulle ud at rejse. For 15 minutter siden havde morfaren stadig været i live.

– Det var rigtig hårdt. Jeg var faktisk så rystet, at de måtte få mig væk fra stuen et øjeblik, men de fik mig så ind igen, så jeg kunne nå at sige farvel. Og jeg var så den sidste, han så, siger Pernille Boldemann.

Næsten præcis tre år senere skulle hun atter befinde sig på Bornholms Hospital. Denne gang under noget lykkeligere omstændigheder.

Opvækst i dødens skygge

Siden hun var to år gammel, har morfaren taget sig af Pernille Boldemann efter morens død.

– Hun gik bort af en pludselig hjernedød. Hun havde det fint om aftenen, og næste dag faldt hun bare omkuld.

I første omgang kom den lille pige i farens varetægt, men han kunne ikke leve op til forældrerollen. Selv ikke de mest basale krav.

– Han solgte alt mit legetøj for at få penge til spiritus og stoffer. Han tog sig ikke af mig. Skiftede ikke ble eller sørgede for, at jeg fik ordentlig mad. Det var så galt, at min mave blev lidt ødelagt af det.

Efter fem måneder overtog morfaren forældremyndigheden og ansvaret over Pernille Boldemann, og faren fik lov til at sejle i sin egen sø.

Tragedien havde dog ikke spist sig mæt med morens død. I 1992 kom den forbi familien igen. Denne gang tog den morfarens tilbageværende barn med sig – Pernille Boldemanns onkel.

– Der havde kun været min morfar, min mor og min onkel igennem mange år, efter de mistede deres mor i teenagealderen. Hun havde været syg gennem otte år. Så da min mor gik bort, tog det så hårdt på min onkel, at han tog livet af sig. Han blev fundet af sin kæreste i sin stue, hvor han havde hængt sig.

Datteren Emma kom til verden 28. november 2020 ved en jomfrufødsel på Bornholms Hospital. Foto: Jens-Erik Larsen

Alene med morfar i huset i Møllegade

Siden da var det bare hende og morfaren. Han gjorde det dog fremragende.

– Morfar sørgede for, at jeg fik et godt liv, siger Pernille Boldemann, der fortæller om en opvækst, som i nogens øjne måske var gammeldags, da den bød på ansvar og pligter, men også masser af kærlighed og tryghed.

Hun manglede aldrig noget, og skønt Pernille Boldemann savnede hende, har morens fravær ikke påvirket hende synderligt.

– Jeg har haft det hele i morfar. Han har flere gange sagt: "Jamen, det var din mor, du skulle have haft". Hvor jeg har svaret: "Jamen, jeg har dig, og det er jeg glad for".

Faren blev der aldrig snakket om, og det gælder også den dag i dag.

– Nogle siger, han lever, andre siger, han ikke gør. Men jeg er ligeglad. ­For mig fortjener han ikke den titel.

Efter at have gjort sit bedste for at opdrage den lille pige til en voksen kvinde, begyndte beskytterrollen så småt at skifte.

– Han har været der for mig, og da jeg blev voksen, var det min tur til at være der for ham. Fordi vi havde kun hinanden.

Det stærke bånd mellem de to fortsatte med at vokse sig større og lagde en beskyttende ring om huset i Møllegade. Men 21. november 2017 måtte båndet lide den skæbne, som til sidst overgår. Beskytteren og følgesvenden lå foran Pernille Boldemann og var død. 75 år gammel. Hans sidste ord hang stadig i barnebarnets bryst.

– Gå fremad.

At komme videre efter sorgen

De to ord har været Pernille Boldemanns mantra og livsfilosofi lige siden.

Men der var bump på vejen. Ikke mindst sorgen, som lige efter morfarens bortgang helt naturligt tyngede den dengang 33-årige kvinde ned.

– Jeg blev ramt af dyb sorg og nok også depression, men jeg startede på kokkeuddannelsen for at lede tankerne hen på noget andet.

Kokkeuddannelsen var således et brud med jobbet som social- og sundhedsassistent. Et fag, som Pernille Boldemann havde arbejdet i gennem det meste af sit voksne liv. Men en ulykke satte imidlertid en brat stopper for kokkedrømmen.

Under en ferie på Mallorca får hun sin arm i klemme, som skader nogle nerver permanent. Det gør det stort set umuligt for hende at hakke, piske og røre i det høje tempo, som et køkken kræver af en kok. Hun måtte derfor opgive sin praktik på Christianshøjkroen.

Nemmere blev tilværelsen ikke, da hun nogle måneder senere i 2019 pådrog sig en svær hjernerystelse, da hun slog hovedet op i en jernlåge på Bornholmerbussen på vej til København. Under interviewet tager hun sig af og til lange pauser for at søge efter ordene. En følgevirkning, fortæller hun, fra hjernerystelsen, som hun stadig ikke er kommet sig helt over.

Denne periode i Pernille Boldemanns liv bød ikke kun på uheld. Hun brugte også tiden efter morfarens død på at skrive sin første roman "De frosne minder", som hun udgav på eget forlag.

Under sin søgen efter en ny tilværelse lå imidlertid en gammel drøm og et løfte til morfaren og rørte uroligt på sig.

Siden hun var tretten år, har Pernille Boldemann vidst, hun gerne vil være mor. En vished, som voksede sig til et brændende ønske, efter hun var fyldt atten.

Rundt om halsen bærer Pernille Boldemann en amulet med morfarens billede samt et lok af hans hår. Dermed føler hun, at han altid er med hende. Foto. Jens-Erik Larsen

Jomfruen og prinsen, der aldrig kom

Opvæksten i huset med morfaren udgjorde en lille borg af tryghed. I skolen var det desværre en anden sag.

– Jeg havde jo lidt ekstra på sidebenene, så jeg blev klassens outsider og blev mobbet. Men jeg sagde ikke noget videre til morfar, fordi jeg ikke ville give ham nogen bekymringer. Så jeg lukkede det inde i mig selv.

På trods af dårlige erfaringer med mobbende drenge i skolegården, havde – og har – Pernille Boldemann stadig drømmen om, at den helt rigtige mand vil komme forbi. Én, som hun ved, aldrig vil forlade hende, og som hun kan stifte familie med.

Hun har også haft en kæreste. Men forholdet varede kun otte måneder, og den fyrige forelskelse blev aldrig til mere end et par gløder. De blev begge derfor enige om at være venner, hvilket de stadig er i dag.

– Han er der, hvis jeg har brug for noget, ligesom mine andre nære venner.

De to var aldrig i seng sammen, og Pernille Boldemann siger, hun stadig er jomfru.

– Jeg har aldrig været sammen med en mand på den måde.

Drømmen om et barn hang i mange år uløseligt sammen med håbet om den rigtige mand. Til sidst blev Pernille Boldemann dog træt af at vente på prinsen på den hvide hest.

– Det var måske også en lidt barnlig tanke.

Hvorfor det?

– Fordi jeg efterhånden har set, hvordan folk, der finder sammen og får børn, også ofte går fra hinanden igen. Og det der med at være skilsmissebarn, det tager temmelig hårdt på barnet, og der har jeg tænkt, at det vil jeg ikke udsætte mit kommende barn for. Så vil jeg hellere finde fyren bagefter.

Hvorfor vil du ikke udsætte dit barn for det?

– Fordi det kan gå dem temmelig psykisk på.

Hvorfor tror du det?

– Fordi jeg har set flere tilfælde, hvor børnene lukker sig inde i sig selv.

Valget som alenemor

Ideen om i stedet at blive alenemor gik Pernille Boldemann med i noget tid. Men en dag traf hun sin beslutning. Hun ville søge hjælp til at blive gravid hos lægevidenskaben.

– Da jeg var midt i 20'erne, fortalte jeg min morfar, at nu ville jeg være mor. Jeg ville have et barn, og det skulle være gennem insemination.

Sådan beskriver Pernille Boldemann selv beslutningen i sin graviditetsbog, hvori hun har skrevet hele forløbet og alle sine overvejelser ned. Her skriver hun også, at morfaren straks gav sin uforbeholdne støtte. Om sin beslutning om at blive alenemor forklarer Pernille Boldemann:

– Jeg havde jo et forbillede i min morfar. Han har passet to børn alene, mens konen var syg. Og bagefter tog han sig af mig, også alene. Så det gav mig gåpåmod.

Nogle medicinske komplikationer gjorde dog, at hun udskød ideen om insemination, og i en periode overvejede hun i stedet adoption. Morfarens pludselige død gav babydrømmen fornyet styrke.

– Jeg havde det sådan, at hvis der skal ske noget, skal det ske snart. Og jeg følte mig også ensom. Det at gå alene, det tærer for meget. Jeg manglede ligesom at kunne være der for nogen.

Graviditeten skulle ske med insemination, besluttede hun sig for i maj måned 2019. Måneden efter tog lægerne tde prøver, de skulle bruge. Efterfulgt af flere prøver i december.

Den 2. marts 2020 fik Pernille Boldemann den første insemination, og det lykkedes ved første forsøg.

Efter et halvt livs venten var hun endelig med barn.

Pernille Boldemann har ført graviditetsbog, som hun planlægger at give datteren Emma, når hun skal konfirmeres. Foto: Jens-Erik Larsen

Familiedrømmen

Ni måneder senere kom datteren Emma til verden den 28. november 2020 på Bornholms Hospital. Til at støtte hende gennem graviditeten og fødslen havde Pernille Boldemann to gode veninder. De var der også med hende på fødegangen, da den lille pige skulle forlade morens mave.

Blandt dem var en jævnaldrende barndomsveninde, som Pernille Boldemann har kendt siden, de var fem år gamle.

– Hun er som en søster for mig, og min graviditet havde været sværere at gå igennem uden hende.

De to barndomsvenner havde ellers en periode fra slutningen af teenageårene og frem til morfarens død, hvor kontakten mellem dem var mere sporadisk. Men dagen efter, morfaren udåndede på hospitalet, knyttede et telefonopkald dem atter tæt sammen.

Hvorfor ringede du til hende?

– Fordi jeg ikke ville have, hun skulle høre det fra en anden part. Hun var jo kommet meget i vores hjem som barn, fortæller Pernille Boldemann.

Hvornår fik du den tanke, at du blev nødt til at ringe til hende?

– Jeg havde lige snakket med bedemanden, og jeg havde brug for at få tankerne væk på noget andet.

Ringede du til hende, fordi du var ensom?

– Jeg ved det ikke. Jeg ringede mest til hende, fordi det jo kom som et chok, at morfar så pludselig var gået bort, og det ville jeg gerne have, at hun skulle have at vide fra mig.

Altså, du havde ikke snakket med din veninde i omkring ti år?

– Jo. Hun var kommet sådan smutvis på besøg, og jeg havde også hilst på hendes børn.

Det virker måske lidt underligt, at du så tænker: "Jeg bliver nødt til at ringe og fortælle det her, så hun ikke får det at vide andre steder fra". Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der ligger noget andet under?

– Jeg ville gerne have det venskab, som vi havde før. Vi havde jo kendt hinanden, siden vi var fem, og hun boede ofte hos os i flere dage ad gangen. Så på den måde var vi en slags familie.

Så efter tabet af din morfar, havde du brug for at række ud til nogen, der kunne minde om familie?

– Ja, nemlig. Fordi familie er vigtig for mig.

Hvad er det for en familie, du ønsker dig?

– Jeg har altid drømt om at sidde sammen som en stor familie om et opdækket bord til jul og den slags.

I den drøm var det oprindelig meningen, at morfaren også skulle være dér. I stedet vil Pernille Boldemann sikre, at hans minde er til stede ved at placere et billede af ham tæt ved spisebordet.

Mellem vugge og grav

Hjemmet i Møllegade er i høj grad bevaret, som det så ud, da morfaren levede. Det er nærmest, som han følger med i barnebarnets nye liv gennem de gamle, mørkpolerede møbler, de dekorative tallerkener på væggene, porcelænsfigurerne og de ældre malerier.

Midt i den antikvariske stue sidder det altid skønne syn af en mor og sin datter. Mellem pauserne i interviewet vugger Pernille Boldemann roligt den sovende Emma i takt til væguret. Tik-tak, tik, tak.

Over for Bornholms Tidendes udsendte sidder en kvinde, som gennem meget af sit liv har båret døden på sine skuldre. Nu bærer hun livet i sine arme. Det fordrer et spørgsmål, det normalt vil være mærkeligt at stille en nybagt mor:

Hvordan har du det med døden?

– Vi har altid snakket om det, så jeg har altid været forberedt på det. Morfar har generelt altid sørget for at fortælle tingene, som de var. Og så hvad, jeg skulle gøre, den dag, der skulle ske ham noget.

Døden har fyldt meget i den familiehistorik, nu har du så givet liv til en sund og rask datter. Hvad betyder denne kontrast for dig?

– Fødsel og død er jo en del af livet, og man skal passe på med ikke at pakke det for meget ind. Vi skal ligesom bare se på det som en normalitet.

Hvad har døden lært dig?

– Det skal ikke være en hindring i livet. Man skal fortsætte.

Hvad har du lært af at få en datter?

– Vil man noget i livet, skal man ikke udsætte det, for man ved ikke, hvordan dagen i morgen bliver. Og man skal ikke tage noget for givet.

Føler du, at du har gjort det. Taget noget for givet?

– Nej, men jeg fortryder, at jeg ikke fik barnet før, så min morfar kunne nå at få den her oplevelse med.

Graviditetsbogen fortæller hendes lange historie om at blive gravid med datteren Emma. Foto. Jens-Erik Larsen

At gå fremad

To måneder efter at have født Emma, er det ikke alene en lykkelig mor, man finder i huset i Møllegade. Pernille Boldemann er også stolt. Stolt over sin datter og stolt over sin jomfrufødsel.

Hun føler sig mere selvstændig end nogensinde og har bevist over for sig selv, at hun – ligesom sin morfar – godt kan opfostre et barn alene.

Derudover er hun glad for, at hun valgte insemination.

– Man skal ikke levere sig ud til hvem som helst. Og jeg har det stadig sådan, at min første kæreste skal være en person, jeg ved, jeg vil være sammen med resten af livet. Det er vigtigt for mig.

På trods af en meget hård fødsel af Emma, har Pernille Boldemann planer om, at datteren skal have en lillebror eller -søster om to-tre år.

– Fordi hun skal ikke være alene.

Undfangelsen skal igen ske ved insemination, og Pernille Boldemann vil høre Rigshospitalet, om de kan skaffe den samme donor, så de to søskende bliver blodsbeslægtede. Det betyder også, at prinsen på den hvide hest fortsat er lagt lidt på is.

– Det kan godt være, fyren kommer på et tidspunkt. Men nu har jeg det vigtigste. Og nu har min første fødsel jo givet mig masser af gåpåmod.

Som du selv siger, så har du jo masser af mod og styrke. Beviset for det er din datter, du holder i dine arme. Så hvorfor er det, at du ikke kan overføre det samme gåpåmod til at turde tage springet med en kæreste. For du har jo ikke afskrevet at få en kæreste?

– Det har nok også noget at gøre med den oplevelse, jeg har haft med min egen far. Han har jo ikke været det for mig, og han fortjener ikke engang den titel.

Hun holder en pause lang nok til, at væguret når at slå adskillige tik.

– Og så har det nok også noget at gøre med, at jeg blev mobbet i skolen i en del år. Så det der med tillid, det tager lang tid for mig. Og tillid det er vigtigt.

Hvordan vil du sørge for, at Emma vokser op og bliver et tillidsfuldt menneske?

– Hun skal vide, at hun kan have tillid til mig og vide, at jeg vil gøre alt for hende. Og så skal hun lære, at man ikke skal være bange for at få venner, men man skal bare være forsigtig med hvem, man lægger ens fulde sjæl ind i.

På nuværende tidspunkt er der ingen planer om at flytte fra huset i Møllegade. Måske engang i fremtiden. Hvor Emma og hendes kommende søskende vokser op, er knapt så vigigt. Så længe hjemmet er trygt og kærligt. Det vigtigste for Pernille Boldemann er, at hendes børn ikke kommer hjem efter at have besøgt en klassekammerat med to forældre og føle, at de mangler noget.

– Der er ikke noget, der hedder normalt eller almindeligt. Noget er normalt for én slags personer, mens noget andet er normalt for andre personer. Det syn på livet kan jeg takke morfar for.