En dag i 1977 i Aarkirkeby blev ni-årige Lone udsat for sit første seksuelle overgreb – nu har hun skrevet en bog om sit liv

SEKSUELLE OVERGREB

1977
Jeg er ni år gammel.
Jeg ligger på sengen i soveværelset. Det er højlys dag. Jeg kan se hans hoved mellem mine ben. Jeg tæller ribberne i radiatoren igen og igen. Det hjælper mig til at komme væk.
Ham kan jeg ikke få væk. Det er helt umuligt. Jeg kan ikke sige nej, jeg kan ikke få ham til at holde op, jeg kan ikke lide det, men sådan må jeg ikke føle, det er forkert. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre?
Til sidst føler jeg mig fuldstændig stivnet indeni. Som om der er en del af mig, der dør".
Lone Holm i sin bog "Vejen tilbage" om et overgreb begået af hendes mors nye mand, premierløjtnant af reserven, i et hus i Østerled, Aakirkeby

Det er næppe mærkeligt, hvis nogen skulle læse Lone Holms bog "Vejen tilbage" og i den forbindelse sende en tanke til forfatteren Vladimir Nabokovs "Lolita" fra 1955. Sidstnævnte var en meget omdiskuteret bestseller, et litterært værk, som står tilbage på trods af, at den handler om en midaldrende professor, Humbert Humbert, som begår forbryderiske og årelange overgreb på en ung pige, fra hun er 12 år.

Da hendes mor dør, påbegynder professoren, som har adopteret Lolita, en rejse gennem USA med hende, hele tiden på flugt fra opdagelse, mens hun jo altså er prisgivet ham, som er den eneste voksne i hendes liv, der er stabilt og konstant til stede.

I "Vejen tilbage" fortæller Lone Holm, som er født i 1967 på Bornholm, om, hvordan den nye mand, hendes mor flytter sammen med i Aakirkeby, da Lone er syv, snart begynder sine seksuelle overgreb på hende. Da hun er 14 og familien bor i Frederikshavn, og han har adopteret hende, vælger moren at flytte tilbage til Bornholm, som familien kommer fra, og hvor også Lones to søskende bor med deres biologiske far.

Moren lader sin datter tilbage – helt i adoptivfarens vold, for han er den eneste voksne i hendes liv.

Ja, det er et fællestræk i de to fortællinger: En ung pige alene i verden med sin krænker, men alligevel er det næppe heller mærkeligt, at Lone Holm slet ikke bryder sig om, at de to bøger bliver nævnt i samme sætning.

– Jeg kan mærke, at jeg reagerer lidt på det og ikke har lyst til sammenligningen, siger hun således, da journalisten bemærker omtalte sammenfald i de to fortællinger, hvoraf den ene altså er en roman, mens den anden handler om et virkeligt levet liv, nemlig det, Lone Holm har haft med sin adoptivfar og krænker, Jens-Ivar.

– Når jeg reagerer, skyldes det, at der i "Lolita" også er – og jeg ved, at Jens-Ivar havde bogen – den der vinkel, som pålægger barnet en skyld, forklarer Lone Holm.

– Jeg kommer også til at tænke på, at der lige nu er så megen omtale af sugardating, hvor man taler om, at børn ned til 12 år sælger sig selv for penge, og med hele sprogbruget pålægger man børn et ansvar, som de ikke er i stand til at påtage sig – det er jo netop derfor, de er beskyttede af loven.

Skulle han beslutte på grund
af min bog til at anlægge
en injuriesag mod mig,
så ta'r jeg også den.
Denne bog er vigtig,
det er vigtigt at fortælle de her
historier og bryde tabuerne.
Og hvis jeg skal dømmes for
at fortælle sandheden,
så må jeg blive det.

På samme måde husker Lone det, som at der i "Lolita" er noget seksuelt ved den unge pige.

– Men det er jo igen den voksne mand, der har ansvaret for at respektere barnet og vide, at der er en grænse, der ikke skal overskrides, siger hun.

Det forstår jeg, min pointe er bare, at ligesom hun bliver ladt alene tilbage hos sin krænker, da hendes mor dør, bliver du ladt alene tilbage hos din, da din mor flytter. Du havde ikke en chance?

– Nej, det er rigtigt, men "Lolita" tematiserer pædofile og seksuelle overgreb mod børn som forbudte fantasier og taler ind i noget med en gensidig seksuel tiltrækning mellem voksen og barn. Det er en præmis, som jeg ikke genkender. At skrive om emnet som forbudte fantasier giver det en klang af noget frækt og sjovt som æblerov hos naboen, ikke som overgreb. Det er en forestilling, som jeg forsøger at kæmpe imod med min bog, siger forfatteren.

– Jeg havde ikke noget valg, da min mor rejste, og børn er nødt til at have nogen, der passer på dem, og de er nødt til at tro på, at de voksne i deres liv evner det. Ellers er det psykologisk fortabelse – og det var jo sådan, det var for mig: Jeg havde ikke andre, hvis ikke jeg havde ham.

Fanget i et spind

Du beskriver også i bogen, hvordan du om aftenen går rundt i Frederikshavn, da I bor der, og kan se familier med normale liv sidde omkring middagsbordet, og du drømmer om, hvordan det ville være?

– Ja, men der er ikke nogen vej væk fra min adoptivfar. Jeg har for nylig fået et brev fra en veninde, jeg havde i 7. klasse og gennem gymnasiet, og som også vidnede i retssagen mod ham i 2001. Og hun skriver om, hvor forfærdeligt det må ha' været at være fanget i det spind. Hun skriver blandet andet: Alle ku' se dig – byen, skolen, hele omverdenen ku' se dig, men ingen gjorde noget. Og den dag i dag fortryder hun og bebrejder sig selv, at hun ikke gjorde noget.

Mange kunne se, at det var et eller andet galt?

– Ja, jeg fortæller også i bogen om et anonymt brev, vi modtog, hvor nogen skrev, at de vidste, hvad der foregik hjemme hos Jens-Ivar og mig. Men folk ønsker ikke at forholde sig til den slags og at tale om det. Det er så ubehageligt for os at tænke på, at den slags kan foregå, og det er det den dag i dag. Der er en stor berøringsangst.

Er det lige præcis i forhold til det, din bog er vigtig?

– Ja, det er utrolig vigtigt, at man tør tænke tanken og også reagere på den, men der er mange aspekter. For andre, der har oplevet det samme som mig, er også genkendelsen i min bog og en accept af, at de gerne må have det, som de har det, vigtig. Mange kvinder har kontaktet mig og har fortalt, at de er stødt på min bog og har været glade for at kunne spejle sig og ikke være helt alene i verden med det, de har oplevet.

 

Hvornår kan man tale om det?

Lone Holm har fire børn i alderen fra 13 til 21 år. For hende står de for "lys og kærlighed og glæde".

Hvornår har du kunnet begynde at tale med dem om de svære ting i dit liv?

– Det er kommet gradvist. Den ældste har kendt til det i nogle år, og drengene på 17 og 19 begyndte jeg at tale med om det for et par år siden, da jeg begyndte at skrive bogen. Den yngste talte jeg med i forbindelse med bogens udgivelse sidste år, og hun er stolt over, at jeg har skrevet den set i perspektivet af, at den kan hjælpe andre. Men hun kender jo ikke detaljer, og jeg har forklaret, at det er en voksenbog, som hun absolut ikke skal læse nu, siger Lone Holm og fortsætter:

– Men i processen har jeg da kigget på hende og tænkt: Hvor er hun lille! Jeg var selv ni år, da det startede. Eller det tror jeg, for jeg kan ikke præcist tidsfæste, hvornår det begyndte. Men min første erindring om overgreb er fra det hus i Østerled i Aakirkeby, hvor vi boede dengang. 

 

Mens folk, der ikke har oplevet noget på egen krop, har lyst til at vende blikket væk?

– Ja, og det bidrager til stigmatiseringen. Man kan næsten blive udstødt, fordi folk ikke har lyst til at se, hvad der sker, siger Lone Holm.

Og svigt – også fra myndighedernes side – har der været. Da Lones mor returnerede til Bornholm og lod sin datter tilbage hos hendes krænker, tog moren kontakt til Frederikshavn Kommune, hvor de boede, og meddelte, at der var noget galt. Men det førte hverken til, at mor eller datter fik hjælp, oplyser Lone Holm.

Derudover blev moren indlagt på Bornholms Hospital umiddelbart efter, at hun var flyttet tilbage til øen, da Lone var 14 år, og der står i morens journal, at hun på det tidspunkt fortalte, at Lone var udsat for seksuelle overgreb.

– Men ingen på sygehuset gjorde noget, fortæller Lone Holm og fortsætter:

– Derfor håber jeg jo virkelig, at der i dag er en underretningspligt, som måske ikke var der på det tidspunkt, eller at der i hvert fald er langt mere opmærksomhed omkring pligten til at handle. Hvis nogen havde gjort noget dengang, kunne jeg have sluppet for mange års overgreb.

Moren var alkoholiker

Der er store forskelle på de senfølger, kvinder får af sådanne overgreb, som Lone Holm har været udsat for. Selv ønsker hun ikke længere at opfatte sig som offer – selv om det jo indiskutabelt var det, hun var som barn – og hun vil gerne vise, at man kan få et godt liv med den rette hjælp.

Har du nogensinde haft behov for at gå ind i krænkerens psykologi for at forstå, hvad der foregår i hovedet på ham?

– Nej, det har jeg ikke, siger hun.

Har du tænkt på, om nogen på Bornholm burde have reageret, dengang det startede?

Lone Holm tøver, så siger hun:

– Nej, det tænker jeg egentlig ikke, der var. Jeg fik fine udtalelser fra skolen. Så begyndte jeg at få en del sygdom og blive meget træt, men det kunne jo skyldes så meget andet. Det er svært for mig at sige, at der på det tidspunkt var nogle tegn, som burde være opfanget.

"Engang tager han mig op ad køkkenbordet. Jeg står fuldstændig ved siden af mig selv, da det sker. Da han har gjort sig færdig, spørger jeg ham, måske i et pludseligt anfald af oprørstrang, om han også havde gjort sådan ved mor.

Han bliver fuldstændig vild i øjnene, og jeg tror et øjeblik, at han vil slå mig ihjel. Han kalder mig rablende vanvittig, at jeg kan finde på at sige sådan.

Så nu er det mig, han kalder skør".

Fra "Vejen tilbage"

I dag har Lone Holm stadig familie på Bornholm i form af sin bror, Michael, og dennes kone, som bor i Aakirkeby. Moren døde i 2007 som 61-årig, og mormoren er også gået bort.

– Min mor var jo alkoholiker i en stor del af sit liv, men jeg fik kontakt til både hende og mormor i de senere år, og jeg fik også et afklaret forhold til dem, siger Lone.

Sin søster har hun ingen kontakt til.

– Men jeg besøger gerne min bror, fortæller hun.

– Og jeg er uddannet dyrlæge og arbejder i USA-enheden i Fødevarestyrelsen, så jeg kommer også på Bornholm i arbejdsmæssigt øjemed, hvor jeg besøger slagteriet i Rønne.

Er dit forhold til Bornholm præget af de overgreb, som startede her?

– Nej, jeg føler, jeg kommer hjem, når jeg kommer til Bornholm. Stadigvæk. Mit forhold til øen er slet ikke præget af, at overgrebene startede, da vi boede på den, men det skyldes også, at jeg har den gode kontakt til min bror og hans familie, som jeg har. Jeg er bornholmer, ler hun.

– Og når jeg kommer på slagteriet, føler jeg mig simpelthen som en del af det, selv om jeg ikke taler bornholmsk. Jeg er bornholmer i hjertet og glad for det. Etape Bornholm har jeg deltaget i flere gange, og jeg vandt faktisk min aldersklasse i 2017, som er det år, jeg blev 50.

Bevægende bog

På de første eksemplarer af hendes bog stod der "roman" på forsiden, men det er nu sløjfet, omend det står inde i selve bogen. Man skal imidlertid ikke læse meget i den, før man forstår, at det, hun har ønsket at skrive, er en selvbiografi, hvor hun så ærligt som muligt beskriver sit liv, som hun har oplevet det.

Hun støtter sig til gamle breve og sine dagbøger, som hun flittigt har skrevet i, også mens overgrebene stod på.

Det er en bevægende bog, hvor hun krydsklipper mellem dengang og nu og tager læseren helt tæt på sin tilværelse. Vi får også lov til at læse nogle af de breve, hun har skrevet til sin adoptivfar, hvoraf mange aldrig er blevet sendt, som eksempel brevet her:

 

Kære far

Et brev Lone Holm skrev til sin adoptivfar den 24. november 1992, men aldrig sendte:

"Kære far.

Hvis du vidste, hvor ondt du har gjort mig – mon du så ville fortryde?

Ville du trække dine ord og handlinger i dig igen, hvis du kunne? Ville du give mig en bedre barndom og ungdom end den, jeg fik? Ville du give mig en anden bagage – ville du give mig kærlighed og styrke og selvtillid?

Hvis du kunne se mig nu, ville du så forstå? Ville du forstå smerten og angsten? Ville du forstå, hvor ondt du har gjort mig?

Eller ville du lukke øjnene eller se den anden vej? Ville du tænke, at det ikke er noget, du har gjort – at det ikke har noget med dig at gøre?

Jeg ønsker, at du ser, hvad du har gjort. At du angrer. At du indrømmer, at du ikke havde ret. At du indrømmer, at det er løgne, du har bildt mig ind om andre mennesker.

Lone"

 

Hun tager tilmed læseren i hånden på besøg i tidligere forhold, hun har haft med unge kærester på sin egen alder. Forhold, som bliver påvirket af hendes fortid, og vi står på sidelinjen, når hun gang på gang bryder grædende sammen i den gruppeterapi, hun gennemfører, og som trods alt hjælper hende af med de knuder i maven af ophobede, uforløste følelser, hun har. Hun finder sin indre styrke og gennemfører sin uddannelse som dyrlæge – et fundament, der har gjort, at hun siden har fået et godt liv.

Skal hun selv i kort form præsentere sin bog, siger hun:

– Der er én del, som handler om barndommen og ungdommen og de seksuelle overgreb, jeg var udsat for, og så er der en del to, som handler om helingen. Jeg forsøger at lægge vægt på, at man godt kan få hjælp – og at jeg selv fik den – til at komme videre. Men uanset hvad er det en lang proces, og jeg kan da heller sige, at det præcis er den samtaleterapi, jeg deltog i, der har været afgørende. Der er nok tale om mange små skridt, også efter at terapien ophørte.

 

Forældelsesfristen for overgreb er bortfaldet

Lone Holm har haft kontakt til alle justitsministre siden i 1995, da hun fik at vide, at de gældende forældelsesregler gjorde, at hendes egen sag var strafferetsligt forældet.

På det tidspunkt regnede man hvert overgreb som en forbrydelse for sig, så overgreb mod børn under 15 år blev forældet efter 10 år, altså da hun selv var 25 år, og overgreb mod børn fra 15-18 år blev forældet efter fem år (da hun var 23).

Havde man set det som en "sammenhængende" forbrydelse, ville man have kunnet tælle 10 år fra hun blev 18, forklarer hun.

– Lene Espersen skrev på et tidspunkt til mig, at min historie blev videregivet til det udvalg, der på det tidspunkt arbejdede med forældelsesreglerne, så gennem tiden har jeg nok været en af de mange små brikker, der er endt med at ændre forældelsesreglerne, fortæller hun.

Forældelsen for seksuelle overgreb mod børn blev ophævet i 2018. I 2019 oplyste justitsminister Nick Hækkerup Lone om, at det i forbindelse med ændringen af forældelsesreglerne blev overvejet, om dette skulle gøres med tilbagevirkende kraft, men dette ville være i strid med menneskerettighedskonventionen. Forældelsen er altså kun ophævet for sager, der ikke i forvejen var forældede, hvorfor Jens-Ivar stadig ikke kan idømmes en straf, selvom han er kendt skyldig i overgrebene.

 

– Men jeg har alligevel forsøgt at beskrive terapien konkret, ligesom jeg i forhold til mit barndoms- og ungdomsliv har forsøgt at give et billede af psykologien bag. Man kan hurtigt blive præsenteret for mange kliniske begreber i forhold til, at man som krænket kan få det svært med grænsesætning og så videre. Ja, men hvad betyder det konkret, at man ikke engang har haft lov til at have sine egne grænser? Jeg vil gerne gøre det tydeligt og bruger barnets stemme i del ét. Det kan jeg jo kun gøre med den forståelse, jeg har i dag, og i bogen har jeg valgt at fokusere på styrken og helingen og på, at jeg har sluppet skammen.

– Jeg vil gerne bruge min voksne stemme til at tale om seksuelle overgreb – netop for at hjælpe de børn og unge, der er i det nu. Undersøgelser viser i øvrigt, at bare det, at der tales om det, gør, at antallet af overgreb mindskes. Og hvis vi, der har været udsat for seksuelle overgreb som børn, står frem, bliver det nemmere for børn og unge, der er udsat i dag, at fortælle om det. Hvis der så samtidig også kan være øget opmærksomhed hos de voksne fagpersoner, der omgiver børn og unge, vil det forhåbentlig kunne gøre en forskel, siger hun og fortsætter:

– Jeg håber, at læseren undervejs kommer til en dyb forståelse af, hvorfor jeg ikke kunne komme væk før. Forstår, at det ikke er et gensidigt og ligeværdigt forhold. Bare det at bruge ordene "forhold", og at jeg "flyttede fra ham, da jeg var 21 år" giver et lidt forkert billede. Måske derfor vælger jeg tit selv at sige, at jeg som 21-årig "kom helt væk fra ham" eller "brød kontakten med ham" – for det var dét, jeg gjorde. I bogen og i omtalen af bogen har jeg også valgt at nedtone den del. Den er der, men den kommer ind under huden på en anden måde.

Man skal turde blande sig

– Jeg har ikke mindst skrevet bogen, fordi det er vigtigt for mig, at folk bliver klar over, at man skal turde blande sig. Jeg vil gerne give et lille skub til nogen, som måske har mistanke om noget, som foregår, for det er så vigtigt, at de børn, der bliver udsat for seksuelle overgreb, får hjælp, siger Lone Holm

Har det også haft en terapeutisk betydning for dig selv at skrive bogen?

– Ja ... jeg tænker, at det måske endnu er for tæt på til, at jeg kan se betydningen. Jeg har umiddelbart mere set det som, at den rejse, det har været for mig, og det, at jeg kunne lægge skammen fra mig, skete op til, at jeg besluttede at skrive bogen. Men jeg har altid tænkt, at jeg skulle skrive bogen på et tidspunkt, fordi jeg gerne ville hjælpe andre.

Nogle navne i bogen er fiktive, men ikke alle. Hendes krænkers, siger hun, er det rigtige, han hedder Jens-Ivar i virkeligheden, ganske som i bogen.

– Og han lever endnu, siger hun.

– Jeg har både byrettens og landsrettens dom for, at han er skyldig, men på grund af forældelse kunne han ikke dømmes. Men skulle han på grund af min bog beslutte at anlægge en injuriesag mod mig, så ta'r jeg også den. Denne bog er vigtig, det er vigtigt at fortælle de her historier og bryde tabuerne, og hvis jeg skal dømmes for at fortælle sandheden, så må jeg blive det. Jeg har ingen kontakt med ham overhovedet og aner ikke, hvordan han forholder sig til det. Jeg ved dog, at han har fået bogen afleveret i sin postkasse, så han kender til dens eksistens og har haft mulighed for at læse den.

Hvor længe siden er det, du havde kontakt til ham?

– Det var under retssagen i 2001, hvor vi ikke talte sammen, men hvor jeg kiggede ham i øjnene, mens jeg fortalte min historie. Og ellers har jeg ikke haft det, siden jeg som 21-årig flyttede fra ham.

Kan du stadig mærke den del af det, som var kærlighed, i forhold til ham – og som du også omtaler i din bog?

– Øhm ...

Lone tøver længe.

Eller vil du overhovedet betegne det som kærlighed?

– Ja, altså, som datterens kærlighed til sin far ...

Hun tænker igen.

– Nej, det ved jeg ikke, siger hun så.

– Jeg er for længst kommet over at savne ham, men jeg kan jo se, at der i årene efter var et savn. Det med at savne en, der var der for mig, for det havde han jo på én eller anden måde været. Men når jeg tænker på det nu, er det overgrebene i relationen, der fylder mest.

– Jeg slutter også bogen med vrede, og det skyldes ikke mindst, at han bare gav mig skylden. Han har aldrig erkendt, hvad han gjorde – at han udnyttede et barns afhængighed af en voksen på det groveste, og at det var fuldt og helt hans ansvar, siger Lone Holm.

Hun blev uddannet som dyrlæge i 1995, hvor hun startede i blandet landpraksis i Støvring 25 kilometer syd for Aalborg, hvor hun stadig bor.

I 2007 kom hun til Fødevarestyrelsen i Aalborg, og i 2012 blev hun ansat i Fødevarestyrelsens hovedkontor i Glostrup, hvorfor hun nu med udgangspunkt hjemmefra tager rundt til alle USA-godkendte kødvirksomheder i Danmark– heriblandt Danish Crown i Rønne – og laver supervision af kontrollen.

– Hvis vi, der har været udsat for seksuelle overgreb som børn, står frem, bliver det nemmere for børn og unge, der er udsat i dag, at fortælle om det, siger Lone Holm. Privat foto