Det begyndte på Sorte Muld

HISTORIE

”De higer og søger/I gamle Bøger,/I oplukte Høie/Med speidende Øie,/Paa Sværd og Skiolde/I muldne Volde,/Paa Runestene/Blandt smuldnede Bene.”

I sin – i hvert fald før i tiden – berømte indledning til ”Guldhornene” fremmaner Øhlenschlæger et billede, der giver forestillinger om arkæologi, inden metaldetektorerne blev almindelige i 1980’erne og siden har givet amatørarkæologer del i alle væsentlige fund på øen i de seneste 40 år.

Men først i 1995 var tiden moden til at stifte foreningen De Bornholmske Amatørarkæologer. Ved etableringen var man 18 personer. Allerede før foreningen blev til, havde man udvalgt Sorte Muld-bopladsen som fællesområde, hvilket man stadig praktiserer. I dag ligger medlemstallet omkring 90.

I jubilæumsbogen ”De første og de største Fund” fortælles, at det var den nu afdøde Gert Møller Larsen, der i december 1981 opdagede tykke kulturlag på Sorte Muld og fandt østersøkeramik, som var de første arkæologiske fund på Ibsker-bygden i nyere tid.

De første guldgubber

Umiddelbart herefter blev en systematisk overfladerekognoscering iværksat. Nogle af de første bopladser, der blev rekognosceret, var Sønderhøjbopladsen, Kanonhøjpladsen, Biskopsengen og Ndr. Brændesgård. Arbejdet organiseredes af Gert Møller Larsen og Dorte Dam, som hos lodsejerne hentede tilladelser til at gå på deres jorder.

Gammel litteratur blev gennemlæst, hvoraf amtmand Vedels bøger var en meget stor hjælp til at genfinde de gamle bopladser. En fremgangsmåde var at indsamle fosfattal fra området, idet forhøjede tal kan være tegn på bopladser. Sorte Muld har et af Danmarks højeste fosfattal.

En lille gruppe på 8-10 personer etablerede efterhånden et netværk, og det var også denne flok, der i april 1985 fandt guldgubberne på Sorte Muld. Det skal dog nævnes, at Gert Møller Larsen allerede på dette tidspunkt havde fundet den første guldgubbe, der ledte til de følgende års udgravninger.

Ildsjælen og pioneren Gert Møller Larsen på farten, som Margrethe Watt husker ham.

Metaldetektorer

Først i 1988 blev de første metaldetektorer indkøbt. Netop i disse år var der en stor debat omkring brugen af metaldetektor, som i de fleste arkæologiske kredse blev betragtet som et middel til ren skattejagt. Men med stor opbakning fra Bornholms Museum og en fremsynet Margrethe Watt, fik tingene et særdeles positivt forløb.

– Den systematiske rekognosceringsteknik, vi havde udviklet fra overfladeturene, overførte vi uden problemer til detektorarbejdet. Hvor man i begyndelsen brugte målebånd, er man siden gået over til at måle op med gps, fortæller amatørarkæologerne i bogen om Sorte Muld.

Blandt meget andet godt fortælles også om udlandsture, hvor foreningens detektorførere den seneste snes år er blevet hidkaldt for at bistå fagarkæologer i Sverige, Norge og Tyskland, Men selv om detektorfolkene fylder en hel del i jubilæumsbogen, så har man ikke glemt de ”almindelige” amatørarkæologer, der jo i sin tid startede eventyret.