Det lader til, at der ikke lige kommer en tresporet motorvej igen, og det gør det vel svært at springe på udviklingen nu, hvor mulighederne er der?
– Vi er som ø fuldstændig og aldeles afhængige af, at vores transportmuligheder er optimale. Og når man andre steder i landet taler om motorveje, så skal vi til enhver tid huske at gøre vores politikere – både lokalt og nationalt – opmærksomme på, at vi har behov for, at vores færgeforbindelser, og naturligvis også vores flyforbindelse, er særdeles velfungerende. Men lige nu kigger vi ind i et scenarie, hvor vi har en kapacitetsudfordring. Den ser vi meget gerne, at der er en politisk opmærksomhed omkring. Der bør følge en pose penge med til at løse det problem.
– Molslinjen har sådan set været inde at gøre, hvad der var muligt, og det hilser vi meget velkomment. Nu skal der politisk opmærksomhed til, siger Pernille Kofod Lydolph.
En ting er turismen, men bornholmerne har jo også svært ved at komme ud at rejse i højsæsonen?
– Ja, det er uhensigtsmæssigt for det samlede bornholmske samfund, uanset om det handler om en privat rejse for en bornholmer, om det er gæstebesøg eller turister eller godset. Det bornholmske samfund kan kun fungere med en kapacitet, som stemmer overens med det reelle behov. Lige nu må vi konstatere, at vi er underbemandede, om jeg så må sige.