Siger du dermed, at det eneste, I kan gøre for eventuelt at øge kapaciteten, er at øge frekvensen med flere daglige afgange?
– Ja. Vi fik jo på et tidspunkt penge fra staten til en ekstra fjerde, daglig afgang efter en rapport udarbejdet af Cowi, som anslog, hvor mange ekstra passagerer det ville give. Det viste sig så, at der kom endnu flere passagerer end forudset, samtidig med, at driftsomkostningerne blev lavere end forventet, og det betød, at vi akkumulerede ikke-brugte midler i det, man kan kalde frekvenspuljen. Den pulje brugte vi til at sejle nogle flere afgange. Vi indsatte simpelthen en del ekstra afgange i 2019, endnu flere i 2020 og rigtig mange flere i 2021 – faktisk sejler vi 388 enkeltture mere, end kontrakten tilsiger, siger Jesper Maack.
En anelse mindre
Men de akkumulerede ekstra midler er nu ved at være opbrugt, forklarer han.
– Vi har efterhånden sejlet den opsparede fjerde frekvens-kapital, som vi havde i frekvenspuljen, op. Det betyder, at så er der kun det årlige tilskud til den fjerde frekvens at sejle for, og dermed vil der alt andet lige komme færre afgange end i år.