Dagmar fra Arnager prøvede det hele på meget kort tid

SLÆGTSFORSKNING

Jeg har under min slægtsforskning altid haft nogle slægtninge, som har prikket mere til min nysgerrighed end andre. Min morfars storesøster Dagmar Marie Nielsen fra Arnager er en af dem.

Slægtsforskning handler om at samle store og små skæve brikker, som på et tidspunkt falder så meget i hak, at der tegner sig en mosaik af den person, som man ellers aldrig har mødt. Hvordan kommer man helt ind i hovedet på dem? Hvad tænkte de?

Dagmar er en af dem, hvor jeg ville ønske, jeg kunne sætte mig over for hende med en kop kaffe og spørge: ”Var du forelsket, da du giftede dig med den 12 år ældre Axel Nielsen og fulgte ham til USA i 1920”, ”Hvordan overkom du at tage fra USA som enke med tre mindre børn i 1937?” og ”Hvordan magtede du at miste din 19-årige søn Harold ved et forlis i Østersøen i 1942, og var det baggrunden for, at dit liv blev alt for kort?”

 

Dagmar var ud af en søskendeflok på 14

 

Men jeg kan desværre ikke stille spørgsmålene til min grandtante, men en ting er sikkert. Dagmar prøvede en del mere, end hvad en fattig fiskerdatter fra Arnager født i år 1900 ellers normalt gjorde for den tid. Dagmar var ud af en søskendeflok på 14.

Hendes far, Hans Andreas Christian Thorsen var fisker og hendes mor Jensine Christine Margrethe Thorsen har vist aldrig haft et roligt øjeblik med den store børneflok. Husfader Thorsen skulle have været lidt af en tyran, han slog børnene oven i hovedet med sin ske, hvis de formastede sig til at snuppe en ekstra bid, når de alle skulle rage til sig af det store fad ved spisebordet, og så var han det første socialdemokratiske medlem i Nylars Sogneråd.

Måske har Dagmar længtes væk fra det trange hjem med de mange søskende. Som 16-årig finder vi hende i Storegade i Rønne. Her er hun tjenestepige hos Jens Hansen Laurentius Lund, tidligere ejer af Vestergaard i Nylars, og så springer vi tre år frem, før jeg igen finder hende i arkiverne, hvor hun pludselig er i København og bor på Nørrebrogade 40. 1 sal hos lægen Riis. Her er hun tilsyneladende tjenestepige. Det er i hvert fald, hvad hun står opført som i Københavns Politis registerblade, som var datidens folkeregister.

Hvorfor rejste hun til København? Var det for at opleve hovedstaden, eller lå der noget helt andet bag? Jeg kan se, at hun rejser tilbage til Arnager igen den 9. september i 1920, og lige præcis det år bliver skelsættende for hende, for her vælger hun at følge sin mand Aksel Alfred Viggo Nielsen til Amerika.


Aksel er en erfaren mand, viser flere dokumenter, som jeg finder i Myheritage. Han har allerede været i Iowa i næsten 10 år. Dog er det først i 1919, at Aksel ansøger om pas i USA. Her er det bekræftet, at han emigrerede til USA i 1910, og at han var i hæren i otte måneder under 1. verdenskrig. Ansøgningen til passet beskriver, at han rejser udenlands i seks måneder med plan om at komme tilbage og bo. Måske var planen at finde en kone? Måske kendte han allerede Dagmar, selvom han var 12 år ældre end hende. De var nemlig begge født i Arnager.

De bosætter sig først i Iowa, hvor de får børn med amerikansk-klingende navne, først Emmy i 1921 og derefter Harold i 1923 og efternøleren Else Marie i 1931. I 1926 skriver Dagmar et julekort til min morfar Harald med en fin lille amerikansk remse på: Merry Christmas. May your hearth be warm. Your hearts be glad. And christmas as bright as ever one had.” Der star ikke så meget på kortet, men Dagmar beder Harald om at hilse de andre brødre, Knud, Waldemar, Kristian og Holger.” På et tidspunkt flytter de, for ved juletid i 1929 får min morfar som nu er blevet gift med min mormor Dagny et fint ”Hello Santa julekort” sendt hele vejen fra Seranto i Pennsylvania. Fra en folketælling kan jeg se, at Aksel – eller Axel som han amerikaniserer det – lever formentlig af landbrug.


I 1937 dør Aksel Nielsen, og Dagmar må tage tilbage til Bornholm med sine tre børn. Her bosætter hun sig i Løkkegade i Rønne. I november 1942 skal hun bære endnu en stor sorg, for da forliser hendes 19-årige søn Herold Nielsen med Hasle-skibet ”Pollux.” som er på vej til Bandholm med en last rug, beskriver Bornholms Tidende i dagene omkring forliset.

Selvom Harold – eller Harald som han kaldte sig, da han flyttede til Danmark, ikke blev gammel, så er hans navn dog foreviget på monumentet over faldne søfolk og fiskere, som står på Munch Petersens Vej i Rønne. Om Dagmar nogensinde fik det at vide er usikkert, for hun døde af kræft på sygehuset i Rønne som kun 48-årig, mens monumentet kom op i 1949.


Vraget af Pollux blev først fundet af vragdykkere i 2009, og her bliver det beskrevet på vrag.dk, at skibet står kølret på 47 meters dybde og begge ender af vraget er intakte, men hvor styrehuset og maskinrummet er, ser det ud til, at der har været en eksplosion indefra. Skibssider og dæk er flået op, jernpladerne er bøjet og ligger spredt omkring sammen med interiør, hvoraf det meste er knust. Det passer med antagelsen om, at skibet var stødt på en mine.

Har jeg fået det fulde billede af Dagmar. Nej, men jeg håber, at jeg en dag finder mennesker eller dokumenter, som kan fortælle mig, hvem Dagmar var som menneske. Indtil da vil jeg passe godt på hendes fine amerikanske julekort med den sirlige håndskrift, som hun sandsynligvis har skrevet, mens fremtiden stadigvæk virkede lys og nogenlunde tillokkende.

 

 

Der staves så vinden blæser

Et godt råd til nye slægtsforskere er, at man ikke skal give op, selvom man ved første øjekast ikke finder sine slægtninge, når man søger løs i kirkebøger, folketællinger, avisartikler eller hvor man nu søger henne.

Jeg har fundet flere af mine slægtninge ved at stave deres navne på en alternativ måde. Det kan være en sjusket håndskrift i en kirkebog, der har afgjort navne-skæbnen, og det kan især være, når slægtninge er emigreret til andre lande. For eksempel har min tipoldefars niece Caroline fået et helt nyt navn, da hun emigrerede til USA. Hendes fine Kofoed er blevet til Kofford og sådan har det fortsat i generationer.

Da jeg skulle søge efter min mors fætter Harold Elmer Nielson, så lykkedes det mig ikke at finde noget på ham, indtil det slog mig, at han var flyttet til Danmark og sikkert derfor havde fordansket navnet igen – eller myndighederne havde, og så dukkede han op i arkiverne.

Mine slægtninge har også selv været med til at påvirke deres navne. For eksempel så nægtede min tipoldefars ældste datter Karen Thorsen, at hendes Thorsen skulle amerikaniseres til Thorson, da de emigrerede til Utah. Faktisk var familien uvenner over, om de skulle hedde det ene eller det andet. Så derfor er navnet stavet forskelligt inden for familien, selvom de er tæt beslægtede.

 

 


Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com