Opfinderrådgivningen er i 2020 nået i mål med 25 kommercialiseringer af opfindelser, hvilket er dobbelt så mange som de normale 12-13 kommercialiseringer om året. Også antallet af henvendelser har været markant højere, nemlig cirka 1.000 indkomne opfindelser mod normalt cirka 700.
Størstedelen er typiske henvendelser fra alle slags borgere, som har fået gode ideer til at løse alle typer af udfordringer, de har mødt i hverdagen. Den typiske opfinder er en borger, som har en særlig interesse og indsigt i et område, og får en idé til at løse en udfordring på en ny måde med et nyt produkt. Her nævnes den bornholmske tømrer Toke Hansen som et eksempel med det mobile affaldssorteringsstativ, som kan løse problemet med sortering af byggeaffald decentralt på byggepladser. Opfindelsen er sat i produktion af værktøjsfirmaet Ravendo.
Tre af licensaftalerne er direkte coronarelaterede: En bærbar løsning til håndsprit, en ny type håndtag, Armtag, som giver mulighed for bedre hygiejne ved kølediske i supermarkeder. Samt Slice Drop, som kan give forbedret hygiejne ved pålæg ved buffeter og andre steder, hvor der er brug for skiveskåret pålæg.