Camping-dronning forelsket i Bornholm - igen

Camping-dronning forelsket i Bornholm - igen
DCUs landsformand Anne-Vibeke Isaksen var på Bornholm lørdag for at forestå den officielle åbning campingunionens nye campingplads på Galløkken. Foto: Jens-Erik Larsen
| 5. JUN 2021 • 21:11

5. JUN 2021 • 21:11

TURISME

Der var stor glæde i Dansk Camping Union (DCU), da det sidste år stod klart, at overtagelsen af campingpladsen ved Galløkken lige uden for Rønne var en realitet. Campingpladsen åbnede allerede i marts måned, men på grund af coronarestriktionerne var den officielle åbning udskudt til Grundlovsdag.

–  I DCU er vi simpelthen så glade for, at vi nu er til stede på Bornholm med vores egen campingplads. Campingpladsen, som er omdøbt til DCU-Camping Rønne Strand – Galløkken, passer 100 procent ind i DCUs familiekoncept med gode, gedigne campingpladser, hvor der er plads til at lade det naturlige nærvær udfolde sig, sagde DCUs landsformand Anne-Vibeke Isaksen i forbindelse med åbningen.

Vi vil fremme turismen på Bornholm

Åbningen blev fejret med taler af Anne-Vibeke Isaksen og den lokalkendte naturguide Søren Sillehoved, og der blev også tid til et festligt besøg af Bornholmer Garden. 

–  Vi glæder os meget til at spille en aktiv rolle i den lokale turisme på Bornholm ved at arbejde målrettet på at tiltrække nogle af de 50.000 medlemsfamilier, der er i DCU, til øen. Vi vil rigtig gerne have vores medlemmers øjne op for den skønne ø – hvis de da ikke allerede har det, siger Anne-Vibeke Isaksen, der lige har afsluttet en vandretur rundt om øen.

– Jeg føler mig simpelthen genforelsket i Bornholm og alt, hvad den har at tilbyde, sagde landsformanden, der søndag trak i vandretøjet for at gå tur med campinggæsterne på Galløkken.