Byting efterlyser klar politisk opbakning til byfornyelse

Byting efterlyser klar politisk opbakning til byfornyelse
Som formand for Aakirkebytinget er Bjarne Westerdahl glad for, at bopælspligten er bevaret i byen. Næste skridt er flere helårdsboliger og flere pladser i børnehuset Trilobitten. Arkivfoto: Berit Hvassum
UDVIKLING | AAKIRKEBY | Onsdag 21. juli 2021 • 17:45
Henrik Nielsen
Journalist
UDVIKLING | AAKIRKEBY | Onsdag 21. juli 2021 • 17:45

Byfornyelsen i Aakirkeby er i fuld gang, de første resultater har vist sig, og modtagelsen har langt overvejende været positiv. Så langt, så godt. Byen står på tærsklen til næste fase, og der skal sikres budgetmidler fra regionskommunen. Spørgsmålet er, om Aakirkeby bliver prioriteret.

Det er i hvert fald det spørgsmål, man stiller sig selv i Aakirkebytinget, fortæller formand Bjarne Westerdahl i en mail på baggrund af tingets repræsentantskabsmøde.

Ifølge Aakirkebytinget er der stadig meget, der skal tages hånd om. Der skal være tilgængelige rum i bymidten, rekreative og grønne tilbud som hundelufterpark og motionsstier for børn og unge, aktivitetsplads bag multibanen og medborgerhus for bare at nævne nogle.

– Men skal det kunne lade sig gøre, skal der være politisk opbakning og velvilje til at afsætte midler i budgettet. Jeg har ikke hørt, at nogen politikere offentligt har sagt, at de vil prioritere byfornyelsen som noget, der skal gennemføres nu. Derfor opfordrer vi alle til at rejse ønsket om midler til Aakirkeby. Det må ikke glippe, lyder det fra Bjarne Westerdahl i mailen.

Et varigt problem

Byfornyelsen var ikke det eneste emne, der var oppe på Aakirkebytingets repræsentantskabsmøde. Bopælspligten var også på dagsordenen, og den er man glad for i bytinget.

– Beslutningen, om at der skulle være bopælspligt i Aakirkeby, har vist sig rigtig, og den bør fortsat bevares, lyder meldingen fra Bjarne Westerdahl.

Faktisk mener han og Aakirkebytinget, at der er behov for flere helårsboliger i Aakirkeby, da gode boliger er nødvendigt for at tiltrække tilflyttere.

– Det gavner heller ikke, at der i lang tid har været venteliste til Trilobitten, både vuggestuen og børnehaven. Det er et varigt problem, som skal løses meget hurtigt. Det kan ikke være rigtigt, at tilflyttere til Aakirkeby får at vide, at de kan få plads på børnehaver i Rønne, lyder det fra Aakirkebytingets formand.

Han fortæller, at børne- og skoleudvalget har bedt om forslag til en løsning.

– Det er ikke godt nok. Akut bør man etablere en pavillonløsning, mens man finder ud af, hvordan der kan bygges til, bemærker han og tilføjer, at hvis man visiterer mange børn andre steder hen, så fjerner man også grundlaget for Hans Rømer Skolen.

– Det kan blive en katastrofal udvikling for byen, lyder det fra Bjarne Westerdahl.

 

Byfornyelsen i Aakirkeby må ikke gå i stå, lyder det fra Aakirkebytinget. Derfor er der brug for, at regionskommunen afsætter flere penge til arbejdet, mener bytinget. Foto: Jens-Erik Larsen

FÅ ABONNEMENT