Da Richardt Sølvertorp vendte hjem til kasernen, blev han kontaktofficer:
– Lige i starten syntes jeg, at det var lidt hårdt, men det blev også positivt på den måde, at jeg fik en god kontakt med de udsendte soldaters pårørende. Jeg fik mulighed for at fortælle, hvordan vi oplevede situationen, så de pårørende ikke kun fik deres informationer via pressen.
Det var også Richardt Sølvertorp, der skulle ud og overbringe kedelige beskeder til pårørende, og han husker specielt, at det var en hård periode, da tre soldater fra den bornholmske opklaringsbataljon blev dræbt i 2009-2010.
– Hvis det var en alvorlig sag, tog chefen som regel med ud for at hilse på familien. Det var nogle svære samtaler. Vi blev hos familien, indtil vi følte, at nu skulle de selv have lov til at snakke om tingene. Hvis de så havde brug for at tale med os igen, kunne de bare ringe, eller vi kunne hjælpe på anden måde. Det var spændende, men også hårdt, når man oplevede, at telefonen ringede om natten. Og så måtte jeg bare tage snakken og gøre, hvad jeg kunne for at hjælpe den pårørende, siger Richardt Sølvertorp, der selv husker de såkaldte rampeceremonier fra Afghanistan: