Per blev ramt af PTSD: 'Jeg er altid på vagt, men det er blevet bedre. Meget bedre'

Per legede krig med de andre drenge hjemme i Allinge, hvor han voksede op, og da han i fjernsynet så en dokumentarfilm om Jægerkorpset, var han solgt. Han ville også i forsvaret. Drømmen gik i opfyldelse, men blev knust og endte med flere års mareridt og en diagnose lydende på posttraumatisk stressforstyrrelse (ptsd).

Per, der er 40 år, er efter mange års kamp kommet ud på "den anden side". Han har taget en ny uddannelse, er kommet i job, har fået en kæreste, er flyttet på landet, og en formiddag sidst i juni sidder han i ejendommens store have og fortæller sin historie. Han har personlige årsager ønsket, at vi kun bruger hans fornavn i artiklen.

Per kom ind som værnepligtig i Slagelse, blev uddannet som sergent, men da der efter to år blev ansættelsesstop i forsvaret, måtte han finde på noget andet at lave. Han arbejdede blandt andet som flyttemand, men det var forsvaret, der trak, og efter flere ansøgninger startede han i sommeren 2005 på Almegårds Kaserne som en del af den højt profilerede opklaringsstyrke, som ofte er blevet sendt ud til verdens brændpunkter.

Til Afghanistan

– Jeg bliver i oktober 2006 udsendt første gang tll Afghanistan. Til Helmand på hold 2. Jeg anede ikke, hvad jeg havde sagt ja til. Et er at træne herhjemme, noget andet er at stå dernede. Men jeg følte mig uovervindelig, fortæller Per, der som gruppefører har fem kolleger og to biler under sig.

– Vi kører i perioder i tre uger ad gangen. Vi er ude i ørkenen i tre uger og bor derude og er hjemme i lejren i halvanden uge, og så ude i ørkenen igen i tre uger. Vi kører rundt til byerne. Vi viser, at vi er der, og vi viser velvilje ved blandt andet af uddele fodbolde og tavler. Vi taler med lokalbefolkningen og med ledere fra byerne for at få en god dialog.

– Det går meget godt i starten, men til sidst er der ballade næsten ligegyldigt, hvor vi kører hen. Vi når op på i det halve år at have 18-20, måske flere, kampe med Taliban. Det er lige fra et par minutter til næsten 12 timer, hvor der bliver skudt, fortæller Per.

Ikke tid til at være bange

– Da kuglerne og raketterne begynder at flyve, finder man ud af, at der er nogen, der vil en til livs. Det er ikke for sjov længere. Det eneste, man har, er sin gruppe og sin træning. Man slås, man bruger alt, hvad man har. Hele kroppen kører for at overleve.

– Jeg var spændt på, hvordan jeg ville reagere, og jeg gjorde faktisk som jeg skulle. Jeg oplevede ikke, at jeg var bange. Det var der faktisk ikke rigtig tid til. Jeg oplevede en enorm vrede og havde lyst til at springe ud af bilen for at skyde, for vi kom faktisk for at hjælpe og ikke for at bekrige nogen – og så vi bliver beskudt, uden at vi har provokeret.

Per kommer hjem i februar 2007 i god behold – fysisk. Tre fra holdet blev såret, og en af dem sidder i dag i kørestol.

En tur i brugsen

– Jeg er glad for at være hjemme. Det går op i fester og alkohol og bare at leve livet.

– Et par måneder efter er jeg i brugsen i Allinge. En mor med et barn står ved kassen ved siden af. Jeg står og fantaserer om, hvordan jeg har lyst til at skære halsen over på moren og slagte barnet bagefter. Jeg tænker: Hvad har du gang i. Jeg havde det varmt, var urolig, var vred. Jeg siger til min far, at jeg er nødt til at gå ud, fortæller Per.

– Jeg troede bare, at det var fordi det var varmt, og der var mange mennesker i brugsen. Men en pige, jeg har mødt og er blevet glad for, beder mig om at gå til psykolog. Og så begynder tingene bare at vælte ud af skabet. Diagnosen ptsd bliver dog først stillet fem-seks år senere, og der er ingen af de psykologer, jeg går hos, der nævner ptsd.

Hvad er det der vælter ud af skabet?

– Det er vrede, følelser, afmagt, nogle ting fra barndommen. Men det er primært nogle ting fra udsendelsen. Vi fik jo aldrig snakket tingene rigtig igennem dernede. Det var bare beskeder som: "Der er nogen, der er kommet til skade", "nogle, der er kørt på en mine". Der var ikke tid til at snakke. Så alt det, det skulle bare ud.

– Jeg er glad for at kunne fortælle min historie, som forhåbentlig kan være med til at hjælpe andre veteraner. For mig er det vigtigt at fortælle, at med den rette hjælp og støtte, kan man komme et godt sted hen, hvor man kan gøre noget for andre, og hvor man får et godt liv trods en masse udfordringer, siger Per. Foto: Jens-Erik Larsen

Mærkede det ikke

Var der ikke nogen debriefing og psykologhjælp, da I kom hjem fra Afghanistan?

– Jo, der var nogle psykologer. Jeg tror, der er afsat fem-ti minutter per mand, for der er rigtig mange, der skal igennem. De spørger: Har du det godt? Ja, det har jeg. Hvad skal du senere? Jeg skal drikke, og så skal jeg være sammen med nogle damer. Det er det.

– Det er alt for tidligt, jeg mærker det slet ikke. For følelsen af at være hjemme igen, at være glad, at være hjemme hos familien, den overskygger "det andet".

– Når det begynder at blive hverdag, sniger de der følelser sig ind. Men jeg aner ikke, at det er ptsd. Jeg havde godt hørt om, at soldater kom psykisk belastede hjem fra Balkan i 1990’erne. Men jeg havde aldrig regnet med, at det skulle ramme mig. Aldrig. Jeg tog usårlig ud, tog usårlig hjem. Det var i hvert fald det, jeg troede.

Rejser hjem før tid

Per bliver udsendt igen til Afghanistan med en ny gruppe i samme enhed i 2009:

– Jeg vælger selv at sige stop efter en måneds tid, for jeg kan mærke, at jeg ikke kan træffe de beslutninger, jeg skal som gruppefører. Rent mentalt er jeg ikke på den udsendelse. Jeg er nervøs og bange. Jeg er ikke usårlig, som jeg var på den første tur.

– Jeg er begyndt at tænke mere over tingene. Jeg har også været med til begravelse, hvor jeg tænkte, at det kunne have været mine forældre, der stod der og tog afsked med deres søn, fortæller Per.

Det var en handling med store konsekvenser, for han vidste også, at det ville betyde en afsked med forsvaret.

– Jeg kunne være blevet i Afghanistan og skjult, hvordan jeg havde det. Men jeg havde det sådan, at jeg ikke kunne leve med det, hvis en af mine kolleger ville dø, fordi jeg ikke kunne træffe den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt.

– Jeg mister mit job, min løn, min bolig, for jeg bor på kasernen, mit netværk. Det tog mig en uge at tage den beslutning.

– Jeg er på det tidspunkt 29, og min kontrakt løber, til jeg er 35.

Overladt til sig selv

Per vender tilbage til Almegårds Kaserne:

– De fleste har svært ved at tro, at jeg er kommet hjem før tid. Jeg bliver sat til at passe et våbenkammer i et års tid. Jeg synes, det er svært, for mine kolleger har fået at vide, at de skal ikke spørge for meget. Jeg er meget overladt til mig selv, og det er en svær periode.

– Jeg kommer op til erhvervspraktikanttjenesten, hvor jeg er i to år. Jeg flytter samtidig i hus i Rønne. Inden min kontrakt udløber, er jeg nødt til at finde ud af, hvad jeg så skal lave. Jeg vælger at læse hf på Dams Gård med løn fra forsvaret, og jeg bliver student i 2014.

– Det var en stor sejr at kunne vende tilbage fra mørket, siger Per, der undervejs i hf-uddannelsen, i 2013, fik diagnosen ptsd.

Carl-Mar Møller

Per kommer tilbage til erhvervspraktikanttjenesten på kasernen, hvor han ser en video om veterankurser hos par- og psykoterapeut med videre Carl-Mar Møller i Nordsjælland.

– Jeg vælger at tage op til ham og bruge et år i terapi, hvor man er hos ham i en uge ad gangen og derefter har tre uger fri. Vi er otte-ti veteraner, både fra balkantiden, fra Irak og Afghanistan. Vi er sammen hele tiden, bor sammen, laver mad sammen. Det ophold redder mit liv, for jeg havde tidligere, især lige efter den anden tur til Afghanistan, overvejet, om jeg skulle gøre en ende på livet. Jeg var så skuffet over mig selv. Jeg følte, at jeg svigtede de kolleger, jeg havde trænet med, og som regnede med mig. Det forblev heldigvis ved tankerne.

Havde du en fornemmelse af, at andre også mente, at du havde svigtet?

– Jeg tror nok, at jeg var min egen værste kritiker. Men jeg oplevede også nogle kolleger, som tog afstand til mig. Så ja, der var visse kolleger, der mente, at jeg havde svigtet. Og jeg forstod dem til dels godt.

Smadrede biler

Hvad er det, der ændrer sig i det år hos Carl-Mar Møller?

– Han kommer helt i dybden med de ting, traumer og kamphandlinger. Han får kroppen med. Vi laver øvelser, hvor man ligger fastspændt under en madras og får påvirket kroppen. Man får en økse og får lov til at smadre biler og råbe frustrationerne ud. Det gør man ikke hos en psykolog, hvor det er meget mere samtalebaseret.

– Noget af det første, han sagde til mig, var, at jeg skulle ændre den måde, jeg talte på, for ellers ville jeg isolere mig selv. Jeg havde ikke noget filter. Alt det, jeg tænkte, sagde jeg også. Det er ikke altid hensigtsmæssigt.

– Mit alkoholforbrug i den periode gjorde det heller ikke bedre. Jeg tænkte, at jeg nok kunne drikke det væk. Eller træne det væk, for jeg vægttrænede også meget i den periode. Men man kan ikke træne det væk. Man skal have hjælp til det, og der var Carl-Mar rigtig god, siger Per, der også nævner psykolog Annika Annas som en god støtte.

Socialrådgiver

Hjemme igen fik Per mod på at starte på socialrådgiveruddannelsen i 2015:

– Det var tre et halvt år, der var rigtige hårde. Jeg studerede ikke på fuld tid, for jeg var nødt til at få det ind i en rytme med at få sovet og have plads til alle de rutiner, jeg har for at få det til at køre nogenlunde. Jeg havde også gjort kommunen opmærksom på, at jeg ikke ville kunne arbejde på fuld tid. Men det valgte man at overhøre, hvilket betød, at jeg blev sygemeldt. Ikke fordi jeg havde lyst til det, men fordi det var på den måde, at jeg kunne få en afklaring i kommunen, således at jeg kunne finde ud af, hvor meget jeg kunne arbejde og hvilke skånehensyn, der skulle tages. Det tog to år at blive afklaret til et fleksjob, fortæller Per.

– Kommunens veterankoordinator, Niels Chresten Andersen, fulgte mig i det sidste år af det forløb og kæmpede for at få lov til at ansætte mig i det opsøgende arbejde, jeg laver i dag med sårbare veteraner. Jeg blev ansat i starten af 2021. Jeg har kontor i Midtpunktet, hvor Ingrid Bentsen er min leder. Hun har om nogen givet mig chancen og troet på mig.

12 timer om ugen

Per arbejder i 12 timer om ugen, hvor han tager ud til veteraner, som der er forholdsvis mange af på Bornholm. Det er typisk på baggrund af henvendelser fra pårørende eller fra veterancentret i Ringsted.

– Det er veteraner, der har behov for en snak. Der kan være behov for støtte til bankforretninger, lægebesøg, til at skabe struktur i hverdagen, overholde aftaler med videre. Det er meget forskelligt, siger Per, der oplever, at der er rigeligt at bestille på området.

Er den form for støtte, du nu selv yder, en hjælp, du ville ønske, at du selv havde fået?

– Ja, bestemt. Men på det tidspunkt, hvor jeg havde det dårligst, var der ikke nogen veterankoordinator, og veterancentret var lige startet. Jeg havde kontakt til en socialrådgiver i forsvaret. Det var det.

Nej til medicin

Hvad er status med dig og din ptsd?

– Jeg har lært at leve med den, og jeg ved godt, at jeg ikke kommer af med den. Jeg bliver nødt til at være meget struktureret. Det handler om at få søvn nok, for jeg bliver hurtigt træt. Jeg sover halvanden-to timer om eftermiddagen. Jeg træner tre-fire gange om ugen. Det er vigtigt for mig, for det er min medicin. Jeg er blevet tilbudt store mængder medicin. Jeg har altid sagt nej tak, for jeg er bange for, hvad det vil gøre ved mig.

– Mit humør kan svinge, hvilket min kæreste kan skrive under på, og jeg kan aldrig rigtig forklare hvorfor. Jeg kan heller ikke det med at sidde i et selskab i flere timer. Der er for meget larm. Jeg tager alt ind og kan ikke filtrere det. Jeg vil heller ikke sidde med ryggen mod et vindue, men sidder helst i et hjørne, hvor jeg kan overvåge det hele. Jeg er altid på vagt, og især hvis der kommer en uventet lyd. Men det er blevet bedre. end det var 10 år siden. Meget bedre, siger Per, der for tre år siden flyttede med kæresten ud på landet.

– Jeg havde brug for ro. Jeg blev stresset af larmen inde i Rønne.

Hvad håber du på for fremtiden?

– Jeg håber at få lov til fortsat at arbejde med veteraner. Det er et drømmejob, hvor jeg kan bruge alt det, jeg har været igennem. Jeg ved om nogen, hvordan de har det. På det personlige plan handler det om at forblive en god kæreste. At arbejde endnu mere med mig selv og blive endnu bedre til at håndtere koncerter, konfirmationer, og at slippe den kontrol og struktur, jeg har nu, for at leve et så normalt liv som muligt, siger Per.

En lang rejse

– Det har været en lang rejse og tro mig, der har været mega hårde perioder, så mange nederlag og frustrationer, så meget kamp for at komme dertil, hvor jeg er nu. Man skal nok prøve at bo sammen med mig for at opleve det fulde billede.

Fortryder du i dag, at du valgte forsvaret – eller er du bitter på forsvaret?

– Jeg er ikke bitter på forsvaret eller veterancentret, for jeg synes faktisk, at jeg har fået den støtte, jeg skulle have. Men jeg har lyst til at sige til de unge mennesker på kasernen: Lad være, for hvis du bliver ramt af ptsd, er prisen umenneskelig.

– Hvad skulle vi i Afghanistan for? Har det halve år, jeg har været der, været 12 års kamp værd? Nej, det synes jeg ikke. Jeg har virkelig været nede i kælderen og kæmpe med nogle dæmoner, jeg stadig har, men som jeg har fået bedre styr på.

– Jeg fortryder noget af det, fordi det har haft så høj en pris. Men der er også mange ting, jeg ikke fortryder, fordi det har givet mig så meget. Men det kan jeg sige nu, fordi jeg er på denne side nu og har det godt.

PTSD

Sundhed.dk skriver blandt andet:

Posttraumatisk stressforstyrrelse (Ptsd) kan være en langvarig tilstand, som opstår efter voldsomme, katastrofeagtige psykiske belastninger.

Ved ptsd genoplever man den skræmmende hændelse (får flashbacks) i vågen tilstand og ofte også som mareridt. Man forsøger at undgå ting eller situationer som minder om hændelsen.

Mange er plaget af irritabilitet, har problemer med at sove, besvær med at koncentrere sig og huske.

Ptsd kan blandt andet behandles med bestemte former for psykoterapi (blandt andet kognitiv terapi), eventuelt i kombination med antidepressiv medicin.

Undersøgelser har vist, at der ikke er forebyggende effekt af samtaler med krisepsykolog (såkaldt debriefing) af ofre for katastrofer og lignende. Almindelig menneskelig omsorg er vigtigere i sådanne situationer.