Leder: Krigerne iblandt os

Hvad lavede du den 22. juni? Formentlig var du ikke med til at skrive danmarkshistorie. Det var til gengæld de sidste tilbageværende danske soldater i Afghanistan.

Tirsdag den 22. juni 2021 klokken 13:50 satte fem soldater fra det nationale støtteelement, en læge samt deres chef sig ind i en Hercules-flyvemaskine og tog hjem til Danmark. Efter to årtier er det sidste punktum sat i Danmarks militære bidrag til den USA-ledede krig i Afghanistan.

Med et tabstal på 44 er Danmark målt per indbygger et af de lande, som har lidt det højeste antal døde blandt koalitionsstyrkerne i Afghanistan. III Opklaringsbataljon fra Almegårds Kasserne har også ydet sit i det danske biddrag, og Den Internationale Koalition har flere gange rost spejderne for deres professionelle arbejde. Mest berømt under Talebans belejring af den lille afghanske by Musa Qala, som var et knudepunkt i opiumhandlen og derfor strategisk vigtig.

26. juli 2006 kørte 1. Lette Opklaringseskadron fra Almegårds Kasserne ind i den bombede og hårdtprøvet by og overtog fra briterne, der i månedsvis havde oplevet beskydninger og morter- og raketangreb fra talebankrigere, som havde gravet sig ned i de omkringliggende bjerge. Angreb, som ikke stoppede bare fordi danskerne var kommet til, men tværtimod tog til.

I 35 dage modstod de danske soldater "helvede på jord", og britiske historikere har senere sammenlignet slaget om Musa Qala med Waterloo, Somme og D-Dag.

Historien om de danske soldaters indsats ved Musa Qala og andre historier fra afghanistankrigen er dog ikke noget, vi herhjemme snakker om på lige fod med eksempelvis modstandsbevægelsen under krigen.

Uden at skulle sammenligne æbler og pærer, er det ikke alene besynderligt, men også respektløst. Besynderligt fordi danske politikere sender mænd og kvinder i krig under paroler om "Krigen mod terror", "Kamp mod undertrykkelse" og "Udbredning af demokratiet", uden at fortælle, hvad den kamp indebærer og ikke mindst koster.

Veteraner fra Afghanistan har skam stået frem og fortalt om deres oplevelser, og siden danske soldater første gang blev sendt til Afghanistan i 2001 og Irak i 2003, har Danmark også fået en national flagdag til ære for danske veteraner fra internationale missioner. Men alligevel er de danske soldaters 18 år lange tilstedeværelse i det centralasiatiske land blevet til krigen, vi ikke taler om.

I Bornholms Tidende i lørdags kan man læse om afghanistanveteranen Per Rathmann, som længe kæmpede med PTSD efter sin udsendelse. I dag arbejder han som socialrådgiver på Bornholm og kører ud til veteraner, der har brug for hjælp eller støtte.

– Det er veteraner, der har behov for en snak. Det kan være behov for støtte til forretninger, lægebesøg, til at skabe struktur i hverdagen, overholde aftaler med videre. Det er meget forskelligt, fortæller Per.

På Bornholm har vi forholdsvis mange veteraner, og vi skylder Per og andre en stor tak for, at de tager sig af dem. Folk med kompetencerne til at håndtere PTSD-ramte krigsveteraner. Vi andre kan imidlertid også gøre noget. Vi kan sende dem en tak og vores forståelse. Vi behøver ikke være enig i, om krigen var berettiget eller ej, klog eller ej. Men vi kan være enige om, at de mænd og kvinder, som har oplevet krigens rædsler, ikke skal føle sig set ned på. De gjorde blot, hvad den danske stat forlangte af dem. Skønt de nu har forladt krigen, vil krigen aldrig forlade dem. For som Platon sagde: "Kun de døde ser en ende på krig". Det skal vi huske, når vi sender soldater ud i verden, og det skal vi huske, når de kommer hjem igen.