Bornholm ser ud til at kunne gå fri af uvejr

Bornholm ser ud til at kunne gå fri af uvejr
Arkivfoto: Berit Hvassum
VEJR | BORNHOLM | 6. AUG 2021 • 07:05
Henrik Nielsen
Journalist
VEJR | BORNHOLM
6. AUG 2021 • 07:05
Af:
/ritzau/

Der venter en lun, men særdeles våd weekend, hvor der både er meldinger om kraftig regn og torden i det midt- og vestjyske fredag og udsigt til en del byger i det meste af landet lørdag og søndag.

Det siger Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt fredag morgen.

– Generelt hedder overskriften en våd weekend i det meste af landet, siger hun.

– Der er nok nogle stykker i den danske befolkning, der har nydt, at solen har kigget frem, og at der har været mindre nedbør på det seneste, men det er slut fra i eftermiddag.

I løbet af fredagen trækker et stort lavtryksområde nemlig ind over landet fra sydvest, og det kan både være ledsaget af torden og kraftig regn.

– Der kan faktisk falde helt op til 25 millimeter regn inden for en periode på seks timer, og derfor har vi også udstedt et varsel om kraftig regn og torden i det sydvestlige Jylland fra klokken 18 til klokken 03 i nat, siger Mette Wagner.

Hun tilføjer, at vejrsystemet også kan strejfe den sydøstlige del af Midtjylland samt store dele af Fyn og Lolland.

– Men om varslet også bliver udvidet til de steder, det må vi se, når vi kommer tættere på, siger meteorologen.

Før lavtrykket kommer ind, venter dog en relativt pæn fredag med godt med sol fra morgenstunden, der op ad dagen kan blive afløst af skyer og byger flere steder.

Temperaturen kommer til at ligge mellem 20 og 25 grader.

Lørdag og søndag ser lige nu ud til at blive temmelig ens rent vejrmæssigt med en del byger og mest skyet vejr samt temperaturer omkring 18 til 22 grader.

I løbet af lørdagen ventes en del byger at strømme ind over Danmark fra syd og sydvest, og stort set kun Bornholm ser ud til at kunne gå fri.

Bygerne kan også være med torden lokalt.

Søndag kan der ifølge Mette Wagner en overgang komme nogen sol til de heldige, men generelt ser dagen altså også temmelig våd ud.

FÅ ABONNEMENT