Den tidligere badebro, der stod ved Melsted strand, bukkede under ved den seneste storm. Den blev krøllet helt sammen. Det mener man ikke, at den nye vil gøre. Men havets kræfter er voldsomme kræfter, fortalte Jesper Nielsen, sidst vi skrev om broen. Han er byggeleder ved entreprenørfirmaet Jens Møller, der har stået for store dele af badebroens opførelsen.
Men det har altså taget lidt tid at få bygget broen helt færdig. Vi skrev i start juni om projektet. Her blev det sagt af kommunen, at broen var færdig inden for to uger. Men der gik altså lidt længere tid end planlagt.
Efter sigende skyldes forsinkelsen på badebroen, at der har været mangel på materialer, til at få den bygget færdig. Blandt andet materialer til at bygge den famøse stige, der hjælper dig i vandet og op igen. Det førte blandt andet til, at man i Melsted tog sagen i egen hånd. De byggede selv en stige til broen.
– Det er lidt mærkeligt, at man laver en badebro, men ikke gør den færdig, fordi de ikke sætter nogen trappe på. Det burde man kunne finde ud, tænker jeg. Eventuelt bare noget interimistisk noget, der kunne fungere som midlertidig løsning, siger Gitte Giese, der bor i Melsted og benytter badebroen.
I arbejdet med broen har entreprenørfirmaet anlagt en arbejdsvej ned til broen. De har gravet i klitterne for at maskinerne kunne tilgå stranden. Derudover har de lagt sten ud i vandet, så den 45 tons tunge gravemaskine kunne køre ude i vandet uden at synke i.