28-årige 'Liv' fik erstatning for omsorgssvigt. Hendes historie handler om 'umenneskelig behandling' – og en kamp for retfærdighed

OMSORGSSVIGT

Fredag den 19. februar 2021 vandt en 28-årig kvinde en erstatningssag mod Bornholms Regionskommune i Østre Landsret.

Her fik hun rettens ord for, at kommunen skulle have grebet ind og hjulpet hende ud af en opvækst præget af omsorgssvigt fra hun var 12 til 16 år gammel. Bornholms Regionskommune blev dømt til at betale kvinden en godtgørelse på 300.000 kroner, fordi kommunen havde forsømt sin forpligtelse til at sikre hende mod "umenneskelig og nedværdigende behandling".

Den 28-årige kvinde har nu valgt at fortælle Bornholms Tidende, hvad rettens afgørelse betyder for hende, og hvordan opvæksten hos hendes mor på Bornholm har præget hende.

Avisen kender kvindens rigtige navn, men hun ønsker at optræde anonymt. I artiklen kalder vi hende ”Liv”.

Det er et par uger siden, Liv fik medhold i sin kamp for retfærdighed.

Pludselig er der ro til, at hun kan fordøje, at hun fik ret. Ret i, at nogen skulle have hjulpet hende, så hun kunne have fået en bedre opvækst. En opvækst, hvor hun ikke skulle sulte, fryse, bo i et hjem fyldt af dyreafføring og blive introduceret til alkohol og stoffer af sin egen mor.

For Liv er Østre Landsrets dom et længe ventet punktum på en periode i hendes liv, hvor hun med egne ord har overlevet mere, end hun har levet.

– Jeg er lettet og glad for, at jeg fik medhold. Men jeg tror ikke, jeg helt har forstået det endnu. Jeg blev så glad, lige da vi fik dommen. Det var som om, der blev løftet 700 kilo af mine skuldre. Det er tre års kamp, der er slut nu, og det går jo også længere tilbage end det. Det er fem år siden, jeg søgte aktindsigt i min egen sag. Og så var der årene på Bornholm, hvor jeg også kæmpede. Og jeg kæmper stadig en kamp i dag. En kamp for at komme til ikke bare at overleve, men rent faktisk at leve. Det håber jeg, at jeg kan komme til nu, fortæller Liv.

Et kaotisk hjem

I 2004, da Liv er 11 år, bliver hun og hendes to ældre søskende hjemgivet til deres mor, som de var blevet tvangsfjernet fra syv år forinden.

Københavns Kommune vurderer, at deres mor har tilegnet sig bedre forældrekompetence i løbet af deres anbringelse, men at hun har brug for ”støtte til at strukturere hverdagen og sikre børnenes fortsatte udvikling og trivsel”.

Livs mor har fået endnu et barn. Livs lillebror.

Efter hjemgivelsen af de store børn, holder Københavns Kommune fortsat øje med familien. Livs mor beslutter sig for at flytte til Bornholm med alle fire børn i 2005.

De flytter ind i et hus i Olsker, hvor døre og vinduer er utætte, og hvor de bor sammen med mere end 20 dyr, der sjældent bliver lukket ud.

Et halvt års tid efter flytningen får Bornholms Politi et opkald. Det er børnene, der ringer og fortæller, at deres moster, som er på besøg, ligger død i huset.

Politiet rykker ud og finder et hjem, hvor der hersker ”kaotiske tilstande”, som de skriver i en anmeldelsesrapport dagen efter. Heri beskriver de også, at familien lever sammen med mange dyr, og at der er dyreekskrementer over alt.

Aktindsigt i sit eget liv

Anmeldelsesrapporten er en af de mange akter, som Liv fik udleveret for fem år siden, da hun søgte aktindsigt i sin egen sag.

– Jeg søgte aktindsigt, fordi jeg var kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg var nødt til at se i øjnene, hvad det var, jeg havde været igennem, og hvorfor jeg var, hvor jeg var. I den proces var der også mange ting, jeg havde fortrængt, så jeg havde brug for at få kortlagt alt. Når jeg sad og tænkte på de huse, vi havde boet i, og på hvordan vi sov i dyreekskrementer, så var jeg også nødt til at vide, om andre havde vidst det. Og det havde de jo så, siger Liv.

”De” er Bornholms Regionskommune. Sagsbehandlere og den familiebehandler, der var tilknyttet familien.

I akterne finder Liv ud af, at der gennem årene er blevet sendt flere underretninger om bekymring for hende og hendes søskende.

– Jeg fandt utallige underretninger. Jeg fandt detaljerede beskrivelser af forholdene i hjemmet. Jeg fandt kvitteringer for en masse dyr, der er blevet afleveret på internat på kommunens regning. 15 hunde og fire katte. Og så fandt jeg jo akter, der viste udviklingen i, hvordan en pige, der flyttede til Bornholm som normalt begavet, sød og rolig, blev en udadreagerende, aggressiv og misbrugende pige i løbet af fire år. Jeg endte i specialklasse, fordi stofferne ødelagde for meget, oveni den stress, jeg følte, fordi jeg ikke havde en ordentlig base, fortæller Liv.

Meget af det, Liv finder i akterne, kan hun godt selv huske.

Men hun får også noget, som hun ikke har haft mulighed for at vide noget om før nu.

– Jeg fandt også kommunens interne journaler, og deri er der jo ting, som jeg ikke har vidst. For eksempel et notat, hvor der står, at min mor gerne vil have lavet en forældrekompetenceundersøgelse, men hvor sagsbehandleren siger til hende lige ud, at det vil hun ikke anbefale, fordi min mor overhovedet ikke kan drage omsorg og ingen indsigt har i hendes børns liv og behov. Det gør mig bare så vred. Altså det er sgu da netop det, en forældrekompetenceundersøgelse er lavet til. Det er da til at kortlægge, om forældrene kan drage omsorg, og hvis de ikke kan, skal børnene anbringes, siger Liv.

Skolen var bekymret

Gennemgangen af aktindsigten viser ifølge Liv også et system, der lader stå til i situationer, hvor der var brug for handling.

– Der var en leder fra Bornholms Kommune ude i det første hus, vi boede i. Det var nok det hus, der var allerflest dyr i, og der, hvor det var allerværst. Politiet, to paramedicinere og en læge, der var ude i forbindelse med min mosters død, havde sagt, at det var decideret sundhedsskadeligt at bo der. Men lederen fra kommunen vurderede, at de godt kunne vente med at fjerne dyrene til efter ferien. Så vi fik fortsat lov at sidde der uden varme og omgivet af dyr. Det kan man da ikke. Hvis jeg kom ud til bare en brøkdel af det der, så ville jeg da føle, at jeg var nødt til at bringe det videre med det samme, siger Liv.

I akterne er der underretninger fra Livs skole med bekymringer for Livs trivsel herunder hendes vægt. Der er også underretninger om, at børnene på et tidspunkt går rundt i deres nabolag og tigger om mad.

– Der er eksempler på, at der er nogen, der bliver ved med at underrette, men hvor der bare ikke sker noget, og de skriver også, hvor de skal rette henvendelse til, for at der sker noget. Og så er der det med, at vi ikke får noget mad. Altså jeg bliver virkelig ked af det, når jeg læser det. Jeg havde et BMI på 12. Når man har det, er man i konstant risiko for organsvigt. Det er jo sindssygt, siger Liv.

Fjernede lillebror og lod de andre blive

Bornholms Regionskommune tvangsfjerner Livs lillebror i 2006, men Liv og hendes to ældre søskende bliver hos deres mor.

Kommunen hjælper familien med en ny bolig. Der bliver for en kort stund ryddet ud i antallet af dyr, og familien starter på en frisk i et nyt, rent hjem. Men huset er tomt, så de sover på gulvet, og der går ikke længe, før situationen er den samme som før.

Mange dyr, uhygiejniske forhold og ingen penge til mad halvvejs inde i måneden.

Det fremgår af bevismaterialet i sagen, at Livs mor introducerer børnene for alkohol og hash. Liv udvikler herefter et massivt misbrug.

– Jeg havde det både fysisk og psykisk dårligt i de år. Når jeg ikke var stiv, havde jeg jo bare ondt i hele kroppen, ondt i maven, og jeg var stresset. Det var jo også det, der gjorde, at jeg bare kunne drikke fra morgen til aften. Det var nemmere end at stå ansigt til ansigt med virkeligheden. Det kunne jeg bare ikke magte, fortæller Liv.

Selvom der kommer underretninger på Liv og hendes søskende fra politi og Livs skole, så fortsætter hun og hendes søskende med at bor hos deres mor.

Moren er kritisk overfor kommunen, og det går ifølge Liv videre til børnene.

”Systemet” bliver en fjende, som Liv tager afstand fra. Hun bliver en del af et misbrugsmiljø i Rønne, hvor hun også finder venner, der minder om hende selv. Sådan går flere år, indtil Liv er 16 år og selv ønsker at blive anbragt.

– Jeg blev meget tæt med en pige, som jeg stadig er meget tæt på i dag. Vi mødte hinanden i misbruget. Kommunen ville gerne anbringe hende, og hun sagde til mig, tag nu med herop. Så kom jeg med og så, hvor dejligt og befriende det var at sove i en ren seng, få mad og ikke skulle bekymre sig om der var mad i morgen og resten af måneden. Institutionen lavede en underretning med det samme, de så mig, og de havde en dialog med kommunen, og så blev jeg frivilligt anbragt der, fortæller Liv.

Den 19. februar 2021 fik ”Liv” Østre Landsrets ord for, at Bornholms Regionskommune forsømte sin forpligtelse til at sikre hende mod den umenneskelige og nedværdigende behandling, hun var udsat for som barn, da hun boede sammen med sin mor på Bornholm. Det har været opslidende for hende at køre sagen, men hun håber, at afgørelsen kan sætte hende fri og minde andre om, at det har konsekvenser, når man ikke hjælper et udsat barn. Foto: Martin Lehmann/Scanpix

En del af misbrugsmiljøet

Men misbrugsmiljøet trak stadig i Liv, og under et år efter anbringelsen på den bornholmske institution, flyttede hun til en institution på Sjælland, hvor de var specialiserede i misbrug.

– Jeg kunne slet ikke bryde op med det miljø. Jeg skulle væk. Jeg tror, at hvis jeg var blevet på Bornholm, så var jeg død i dag eller havde fået en psykose, siger Liv.

Misbrugsmiljøet var der, hvor hun havde sine venner. Igennem årene var Liv kommet langt væk fra de børn og unge, som levede almindelige liv.

– Det er så svært at bryde op med det fællesskab, fordi det er alle, du kender, og Bornholm er jo ikke særligt stor. Og når man først er sådan, så gider de andre normale børn og unge ikke være sammen med dig. Når man har levet sådan et liv, bliver man også en anden type. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det, men jeg kunne slet ikke styre mine følelser. Jeg var ikke en særlig god ven eller særlig sød pige til sidst. Jeg kan godt forstå, og det var rigtig fornuftigt, at de andre børn tog afstand til mig, siger Liv.

På Sjælland kom Liv ud af sit misbrug, men hun var og er fortsat mærket af sin opvækst.

– Jeg kæmper med mén efter det liv, jeg har haft. Jeg har et lavt selvværd, men jeg prøver at få mig selv ud af det, når jeg kører ned i et hul. Jeg har det hverken godt eller skidt. Jeg føler stadig, jeg overlever, men jeg håber, jeg bevæger mig hen imod at blive fri og rent faktisk leve, i det omfang jeg nu kan. Jeg må jo også acceptere og er også kommet overens med, at det her liv, det har gjort noget ved mig, som jeg nok altid skal have med mig, fortæller Liv.

Ingen erstatning til de ældre søskende

I dag har hun mest kontakt med lillebroren, som hun betragter som sin nærmeste familie. Han klarer sig ifølge Liv rigtig godt og fik en tryg barndom hos en god plejefamilie.

Liv har også kontakt med sin mor og sine to ældste søskende, men i et begrænset omfang.

– Min mor er et eller andet sted også et offer. Hun kommer også fra en traumatisk barndom og har taget skade. Jeg har det lidt ambivalent med hende, fordi jeg har ondt af hende, men jeg er også skuffet og vred, siger hun.

De to ældre søskende bor fortsat på Bornholm og har forskellige udfordringer. Selvom der ifølge Liv også ligger sagsakter på dem, bliver det ikke muligt for dem at køre en erstatningssag mod kommunen, som Liv har gjort.

– De er et sted i deres liv, hvor konsekvenserne jo har været endnu større. Min storebror og storesøster ville aldrig kunne køre en sag som den her. Det er pisseuretfærdigt. Da jeg gik ind i det, var det jo også med et klart ønske om, at det var for os alle sammen, men det er der bare ikke noget, der hedder. Sådan kan man ikke gøre det. Jeg blev rigtig skuffet over det, og så følte jeg mig lige pludselig også egoistisk for at gøre det her, for hvad så med dem? siger Liv.

Det er for dårligt

Hun er taknemlig for, at hendes lillebror fik den trygge barndom, som hun og de to andre ikke fik. Men hun har svært ved at forstå, hvorfor kommunen lod hende og hendes to ældre søskende blive tilbage hos deres mor med de underretninger, der ligger på dem.

– Det er rigtig vigtigt for mig, at min lillebror fik et andet liv. Jeg er da ked af det på mine egne vegne, men jeg er så glad for, at de trods alt gav ham en chance for et ordentligt liv og en god barndom. Det under jeg ham 700 procent. Jeg synes selvfølgelig, det er for dårligt, at man kan lade andre børn blive i sådan noget. Jeg var 12, da han blev anbragt, så jeg var et stort barn, men børn er jo børn og skal have hjælp uanset alder. Vi burde ikke have levet i det, og det har jeg rettens ord for nu, siger hun.

Under retssagen forklarede den sagsbehandler, der havde kontakten til Liv og hendes familie, at de tre store børn var vrede og truede med at løbe væk, hvis de blev anbragt. Derfor vurderede sagsbehandleren, at det ikke ville nytte.

Den forklaring giver Liv ikke meget for.

– Min mors kritik af systemet gik jo videre til os. Hun fik lige som sat i os, at de bare ville fjerne os og splitte os ad, så vi havde en frygt, som også kom til udtryk som vrede. Børn bliver påvirkede af deres forældres holdninger, men det kan jo ikke ligge dem til last. Det er da derfor, der er noget, der hedder tvangsanbringelser. Der står jo decideret, at det er en anbringelse uden barnets eller forældrenes samtykke, siger hun.

Hjælp fra Børns Vilkår

Da Liv for fem år siden fik aktindsigten og dermed et indblik i, hvor meget kommunen havde vidst om hendes opvækst, fik hun sammen med en psykolog sat ord på, hvad hun ønskede, der var blevet gjort anderledes.

Derefter begyndte hun at undersøge muligheden for officielt at få opbakning i, at kommunen burde have fjernet hende. Hun fandt frem til, at Børns Vilkår har et statsstøttet projekt, hvor de hjælper mennesker med at få erstatning for de svigt, de har været udsat for som børn, som kommunerne har overset.

– Så tog jeg alle mine mange akter og afleverede dem der (hos Børns Vilkår, red.). Teamlederen, der tog imod, ville ikke sætte nogle forventninger i gang, men hun kunne jo se ud fra de mange akter, at det var en omfattende sag. Hun sagde, at de ville se på det, og så ville hun vende tilbage. Det tog nogle måneder, men når man står i sådan en situation, føles det som flere år, fortæller Liv.

Processen fra Liv fik akterne og frem til dommen i februar 2021 har været længere og mere opslidende, end hun havde regnet med, da hun først gik i gang. Først skulle sagen tages op af Børns Vilkår, derefter skulle de finde en advokat, der ville føre sagen, og dernæst skulle de søge fri proces, inden kommunen kunne stævnes.

Da det var på plads, kom sagen for byretten på Bornholm i 2019. Her blev Bornholms Regionskommune frikendt.

Det var et hårdt slag for Liv.

– Hele processen har været sindssygt hård. Jeg anede slet ikke, at det ville kræve så meget af mig. Man bliver revet med følelsesmæssigt, og det er så hårdt at læse, at alle de sindssyge minder, jeg har, har været dokumenteret i journaler. Og så har det været vanvittigt hårdt at få det ridset op for andre. Da vi tabte sagen i byretten, røg jeg fuldstændig ned. Det gjorde så ondt, at noget, der var så klart og tydeligt for mig og for alle mulige andre instanser, ikke fik medhold, siger Liv.

Retfærdighedssans var drivkraft

Efter nederlaget i byretten tog det ifølge Liv et halvt år for hende at komme op igen.

Støtten fra hendes omgivelser og hendes retfærdighedsfølelse hjalp hende, når det var svært at holde modet oppe.

– Jeg er i fleksjob på en fantastisk arbejdsplads, som har været støttende og forstående. De fleste af mine kolleger er ironisk nok psykologer, så de er lidt ekstra rummelige og forstående. Det har været rigtig rart at have dem og kunne være ærlig om, hvad jeg gik igennem. Og så har det været rart at kunne være noget på arbejdet i de timer, jeg kunne, så jeg ikke kun var i det her hul hele tiden. Når jeg ikke var på mit arbejde eller sammen med en veninde, men sad derhjemme alene, så gjorde det helt sindssygt ondt. Men jeg har også været nødt til at holde fast i, at jeg kæmper for retfærdighed. Jeg har brugt det lidt som en drivkraft til ikke at give op. For jeg har da haft lyst til at give op. Mange gange, fortæller Liv.

I samråd med sin advokat ankede hun byrettens afgørelse, og de fik Institut for Menneskerettigheder med om bord som støtte, da sagen skulle for Østre Landsret.

Den 19. februar fik de medhold, og Bornholms Regionskommune skal betale Liv 300.000 kroner i erstatning. Afgørelsen er historisk, fordi det er første gang, en kommune er blevet dømt for at svigte et barn, der har været udsat for omsorgssvigt, som ikke indebærer vold eller overgreb.

Efterfølgende har Børns Vilkår udtalt, at afgørelsen kan få betydning for, om andre lignende sager kan prøves for en domstol.

For Liv er det stort at have været med til, at det kan lade sig gøre for andre med samme historie.

– Det er så vild en følelse at vide, at man har været med til det. Der bliver jeg sådan lidt stolt. Hvor har jeg bare lyst til at sige til dem, der måske har det sværere end mig i dag, at det skal nok gå, og at vi ikke må give op. Vi skal kæmpe meget mere end alle mulige andre mennesker, men der er retfærdighed derude et sted, siger hun.

Det er vores pligt at underrette

I løbet af retssagen har Liv skullet fortælle meget om en tid, der stadig gør ondt på hende.

Hun vil helst lægge den tid bag sig nu, men hun har alligevel valgt at stille op til interview, fordi hun håber, det kan give et indblik i, hvilke konsekvenser det kan få, når man ikke hjælper et barn ud af omsorgssvigt.

– Det er vigtigt for mig, at folk får en forståelse for, at børn aldrig er skyld i sådan noget her selv. Det kan godt være, de fremstår som ustyrlige og dumme, og det er de helt sikkert også, når de er der, fordi man mister sin empati og sit greb om virkeligheden, når man er under konstant pres. Stofferne får det jo bare til at stikke helt af, men det er på den anden side også den eneste måde, man kan overdøve det. Virkeligheden er bare så hård, at den ikke er til at bære, medmindre man er påvirket, siger hun.

Liv opfordrer til, at man underretter sin kommune, hvis man ser eller hører om et barn eller en ung, der mistrives. Det er for vigtigt til at lade være, understreger hun.

– Jeg håber, at folk hellere underretter en gang for meget end en gang for lidt. Det vil jeg virkelig sige. Hvis du hører om et barn, der tager stoffer, om det så bare er rygter, indberet det. Det er din pligt. Det er en pligt, vi alle sammen har over for Danmarks børn, for det bliver også Danmarks voksne på et tidspunkt. Det hjælper ikke noget, at vi har en masse, der render rundt og får psykoser og bliver en udgift for samfundet. Mange af de skæbner, vi ser i psykiatrien og i misbrugsmiljøerne, kunne have set anderledes ud, siger hun.

Det var ikke min skyld

Nu er sagen afgjort. I hvert fald i landsretten.

Bornholms Regionskommune kan anke dommen til Højesteret, men har endnu ikke meldt ud, om man har tænkt sig at gøre det. Borgmester Thomas Thors oplyser, at sagen er på dagsordenen for mødet i børne- og skoleudvalget og økonomi-, erhvervs og planudvalget den 10. marts og på kommunalbestyrelsesmødet den 11. marts. Her vil kommunalbestyrelsen beslutte, hvordan kommunen forholder sig til Østre Landsrets afgørelse.

Liv håber på, at kommunen accepterer dommen, så hun kan komme videre.

– Jeg håber, de accepterer dommen, og det havde været helt fantastisk med en undskyldning, men det har jeg fået at vide, at det får man ikke. Det er sjældent sket. Om ikke andet så har jeg i hvert fald rettens ord for, at selvom jeg ydede modstand mod hjælpen i mange år, skulle jeg stadig have haft den. Jeg har bebrejdet mig selv mange gange, at jeg ikke bare sagde det, og at jeg ikke bare kunne forstå, at min mor ikke var god for mig. Det har jeg været vred på mig selv over, men lige meget hvad, så var det ikke min skyld. Det skal lige trænge ind, og det arbejder jeg på, siger hun.

Liv bor i dag i sit eget hjem og har et fleksjob, hvor hun kan arbejde 7,5 time om ugen. Selvom hun klarer sig og har været i stand til at føre erstatningssagen, er hun ikke helt der i livet, hvor hun gerne ville.

– Selvom jeg er ung endnu, så er jeg alligevel så gammel, at folk på min alder får børn, er færdiguddannede og har et helt andet liv end mig. Jeg har ikke engang færdiggjort min niende klasse. Jeg kan godt føle mig som en taber, men jeg prøver at tage mig sammen og sige til mig selv, at det er sgu alligevel stærkt gået, at jeg er, hvor jeg er i dag.