Advokaten fortæller, at han og hans klient er tilfredse med sagens udfald.
– Vi er rigtig tilfredse med kommunalbestyrelsens beslutning. Jeg er helt overbevist om, at en retssag havde fået samme udfald, men det er selvfølgelig rart, at min klient ikke skal igennem en retssag, når han er så dårlig, som han er, siger han.
Erstatningen er ifølge Marc Malmbak Stounberg mere end blot de 300.000 kroner.
– Det betyder meget for min klient at få den erstatning. Det er specielt anerkendelsen af, at myndighederne skulle have gjort mere dengang, som betyder noget. Han sidder jo selv med en følelse af, at den var helt gal dengang. Så at man anerkender, at han har ret i den følelse, det kan hjælpe ham rigtig meget, siger Marc Malmbak Stounberg.
Han har ikke viden om, hvorvidt hans klienters søskende også vil stille krav om erstatning, men opfordrer kommunen til selv at tænke over det.
– Jeg mener, man kunne genbesøge familiens sag og se på, om der er noget, man kan gøre for de andre søskende, siger han.
Læs mere om Liv og erstatningssagerne mod kommunen på tidende.dk.
Sagen kort
Fredag den 19. februar 2021 vandt en 28-årig kvinde en erstatningssag mod Bornholms Regionskommune i Østre Landsret.
Her fik hun rettens ord for, at kommunen skulle have grebet ind og hjulpet hende ud af en opvækst præget af omsorgssvigt fra hun var 12 til 16 år gammel. Bornholms Regionskommune blev dømt til at betale kvinden en godtgørelse på 300.000 kroner, fordi kommunen havde forsømt sin forpligtelse til at sikre hende mod "umenneskelig og nedværdigende behandling".