Traditionelt er søndag en hviledag, men ikke i et skadeservicefirma, når regnen står ned i stride strømme. Det kan direktør Ole Ib Boskov i Boskovs Skadeservice bekræfte, for han har selv vagten på firmaets døgnbemandede vagttelefon, da Tidende ringer for at få en status på uvejret.
– Vi har rigtig mange skader i Nexø, og vi har også fået en del i Rønne-området. Vi har været på arbejde i et par timer, og vi er 10 mand ude at køre, siger Ole Ib Boskov.
Han fortæller, at der er ret voldsomme skader i Nexø, ikke mindst på havneområdet.
– Det er altid et godt bud, for dernede kommer der altid vand. Når først det rammer Nexø, så ved vi, at der komme rigtig mange, for havneområdet specielt har nogle kloakker, der bare gør, at der kommer opstigende kloakvand, og der er kommet rigtig meget vand, siger Ole Ib Boskov.