Hos far

Onsdag. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan Maria og Josef har set ud udvendigt og indvendigt efter i tre dage at have ledt efter Jesus. Søvn har de sikkert ikke fået meget af. Ordet "panik" er på dette tidspunkt alt for svagt til at beskrive deres tilstand. De har ledt ethvert tænkeligt sted: Hos en grandkusine, hos Marias gamle tante, hos en ven af Josefs far. Oven i købet er barnet ikke Josefs eget, men ét, Gud på en særlig måde har betroet ham at passe på. Reddet fra Herodes den Stores vanvid, bragt i sikkerhed i Egypten og siden opvokset i det afsides Nazaret. Og så bliver han væk til en påskefejring i Jerusalem.

Nu er de så langt ude, at de begynder at lede de utænkelige steder. Da finder de ham omsider. Hvem skulle have troet, at en 12-årig dreng frivilligt opholdt sig i Guds hus? Men det gjorde Jesus. Han undrer sig endda over, at de ikke med det samme havde gættet, hvor han var. Hvem var Jesu nærmeste slægtning i Jerusalem? Gud, naturligvis. Han er jo Jesu far. Hvorfor begyndte I ikke med at banke på i Guds hus?

Vi fornemmer nok, at der har fulgt nogle særlige udfordringer med at være forældre for Guds søn. Samtidig lærer denne episode alle forældre noget vigtigt om opdragelse i den kristne tro. Ved dåben bliver barnet Guds barn, ligesom Jesus er Guds barn. Derfor har de krav på at lære deres far at kende og besøge ham i hans hus. Jesus søgte af sig selv til Guds hus. Det gav Maria og Josef én slags udfordring. Forældre skal tage deres børn med til Guds hus. Det er en anden slags udfordring.

Luk 2,41-52