Smuk vandretur med solen i ryggen

Smuk vandretur med solen i ryggen
”Lyseklippen” er en høj strandpille ved Helligdomsklipperne.
DELUXE | Lørdag 28. juni 2025 • 05:30
Af:
Tekst/foto: Søren P. Sillehoved
DELUXE | Lørdag 28. juni 2025 • 05:30

Vandretur fra Gudhjem – Helligdommen, med skibet M/S Thor tilbage.

På denne seks kilometer lange vandretur ad kyst stien fra Gudhjem til Helligdomsklipperne vil vi lege turister og sejle med skibet Thor tilbage. Det kan kun lade sig gøre hvis skibet sejler, så undersøg sejltider på forhånd, så turens tidspunkt kan tilpasses med skibets anløb og afhentning ved Helligdommen.

Vandreturen begynder ved Nørresand i Gudhjem, overfor Oluf Høst Museet. De seks kilometer til Helligdomsklipperne varer to-tre timer, det afhænger af længden af ophold under turen. For folk i dårlig kondition kan vandreturen føles lidt anstrengende, for snart befinder stien sig i niveau med havet, andre gange højt oppe over klipperne. Men den er det hele værd, vandreturen er en af øens smukkeste.

Turen er bedst om formiddagen.

Når den udgår fra Gudhjem om formiddagen skyldes det solen, for så foregår turen med solen i ryggen. Hvis den samme tur foregår modsat, er der modlys. Det meste af eftermiddagen vil hele klippekysten ligge i skygge.

Vandreturen er meget smuk, men har dog to højdepunkter: Starten og slutningen. Udsigten over Salene bugten ved Hestestenene og slutningen ved de imponerede klippepartier ved Helligdommen.


Nørresand Gudhjem med den sjældne gule orientalske takkeklap.

Ad kyst stien mod Helligdommen

Fra udgangspunktet Nørresand går man over det store areal hvor fiskerne i gamle dage havde deres net hængende til tørring, så de efter klargøring kunne bruges til nattens sildefiskeri.

Hele juni blomstrer den gule rapslignende orientalske takkeklap. Planten er meget sjælden i Danmark.

På den modsatte side af den åbne plads er der en trappe, som fører op til landets eneste serpentinervej. Ved det første sving følger man kyststien til højre.


”Røverborgen” kaldes en isoleret klippe med en stentrappe til toppen.

Røverborgen

Landskabet ligner en klippehede med lyng, bregner og forvildede æbletræer.

Måske sidder en gulspurv og synger. Kort efter til højre ses et isoleret klippeparti med en stentrappe til toppen. Det kaldes ”Røverborgen”. Navnet skyldes, at stedet i 1917 var kulisse til en sort/hvid stumfilm optaget af Nordisk Film. ”Sicilianerrøverens bryllup” var filmens navn. Da den blev fremvist i alle landets biografer, blev Gudhjem berømt.


”Hestestenene” er navnet på fire bautasten fra jernalderen med en flot udsigt.

Hestestenenes flotte udsigt

Senere ses fire bautasten fra jernalderen.

De er rejst med en fantastisk flot udsigt over bugten ved Salene og klipperne ved Helligdommen. Måske skyldes navnet, at man herfra ofrede heste. Stedet kan således have været et helligt sted i jernalderen fra perioden 400-800 år efter Kristus. Stednavnet ”Gudium” er den fra samme periode.

Her menes ikke den kristne gud, men om den guddommelige sol.

Fra Gudhjem kan man om sommeren se solens opgang over havet mod øst, og den samme aften opleve solens nedgang over havet mod nord.

Gravrøserne i Salene, det mærkelige stednavn

Stien løber på kanten af klipperne med små kig gennem spalterne til havet dybt nede.

Senere fører stien gennem en løvskov og det går ned ad mod Salene. Ved et lille hus fører en mindre sti ud til strandens løse sten, det er hævet havbund efter istiden. Her findes 30 små og store gravrøser fra jernalderen og vikingetiden med en hulning ligesom et krater. Det skyldes ikke røsernes konstruktion, men en senere udgravning, hvor man i 1888 kun fandt nogle rester af skeletter.


Fundamentet til en skibshal fra vikingetiden ved Salene. Dengang kaldt for ”Sal”

Fundamenter til skibe

Foruden kraterrøserne ses også to fundamenter til lange huse.

Arkæologer mener, det er rester af haller til vikingeskibe. Dengang sejlede man kun med de åbne skibe om sommeren. Hele vinteren var de trukket på land og lagt ind i huse med stråtag. Sådanne blev i vikingetiden kaldt ”Sale”. Da der er spor af to huse, er navnet således blevet til flertallet ”Salene”.

Salenes mærkelige sten

Derefter kommer man til kysten ved Salene.

Her var engang en smuk badestrand og et badehotel. I dag er sandet og badehotellet væk. Kort efter passerer man broen over Bobbeåen, og fortsætter ad stien gennem skoven og til en udsigt over kysten. Prøv at gå ned på stenstranden.

Her findes store og små sten der er ført hertil med isen. Glatte og polerede ligner en sten en strandet hval, en søløve eller en kravlede havskildpadde. Alle er slebne som fine skulpturer, ikke ude i havet, men af stærkt fossende smeltevand efter istiden.


Talrige glatte og is poleret sten ved kysten har sjove former. Her ses en søløve.

Sølvklippen og Stevelen

Stien fortsætter gennem skoven, og man ser et klippeparti, der kaldes ”Sølvklippen”.

Navnet skyldes klippernes bevoksninger af lyse mosser og laver. Ved broen over Storefos vokser der en meget sjælden plante, den hedder vedvarende måneskulpe. Frugterne minder om planten judaspenge, men har facon som en halvmåne.

Ved Stevelen, et højt fritstående klippeparti, fører stien ad en betonbro og fører derefter op over klipperne og nedad til kysten.


Indgangen til den 60 meter dybe grotte kaldt for ”Sorte Gryde” og det er den.

Her findes Røsted

Her åbner naturen sig til et kulturlandskab med fårefolde, små enge og lille havn til nogle små både.

Måske synger nattergalen. Hvis man højt oppe fra træerne hører en lille fugl synge: ”vidi-o-vidi-o”, er det den sjældne østlige karmindompap.

Mod Bornholmerpladsen og Helligdomsklipperne

Stien langs kysten fører igen opad og videre langs et markskel.

Her skjuler skoven udsigten over havet, men snart kommer der imponerende udsigter gennem spalter i kystklipperne. Kort efter passeres en stor åben plads, hvor der længere oppe er toilet og overdækkede borde og bænke. Det kaldes for Bornholmerpladsen. Der er også parkeringsplads til biler og busser, ude ved klippekyster begynder de berømte helligdomsklipper.


Man kan gå ind gennem grotten med navnet ”Tørre Ovn”

Helligdomsklipperne

Helligdomsklipperne er navnet til en længere strækning af 22 meter høje klippeformationer.

Det er stærkt forrevne og lodrette klipper med dybe spalter med store og små grotter. Nogle kan man sejle ind gennem, det et de ”våde ovne”, mens grotterne over havets overflade kaldes ”tørre ovne”. Den dybeste kaldes ”Sorte Gryde”, med en længde af 60 meter er grotten en stor og mørk oplevelse. Grotterne og klippernes store variation skyldes deres løsere bjergarter, der gennem tiden er spulet væk af havet bølger.

Historien om Helligdommen

I middelalderen var der en hellig kilde, som syge søgte til omkring sankthans. Oppe over klippekysten blev der anlagt et kapel for de troende, selv om den hellige kilde kun var snyd, men en hulning for foden at klipperne som blev overskyllet af havets bølger. Nogle gange kan troen blive til overtro.

Til gengæld blev kysten beundret af 1800-tallets danske kunstmalere, der syntes at naturen var så eksotisk og udansk. For at kunne bevare det hellige ved stedet kaldte man klipperne derefter. ”Himmeriges Port”, ”Apostelens Heste” og ”Alterlysene”. Der var engang to høje og slanke strandpiller ved siden af hinanden. Da den ene forsvandt under stormvejr, blev navnet ændret til ”Lyseklippen”.

Ved et flot udsigtssted kan man ned over Libertsklippen ved kysten med en cementmole. Herfra sejler skibet Thor tilbage til Gudhjem.

Ellers kan man besøge Bornholms Kunstmuseum, se gamle malerier fra kysten og mange nye og moderne malerier, drikke en kop kaffe og tage med bus til Gudhjem. Om sommeren er der afgang hver time.

Følg debatten på facebook!

BOMBERNE UNDER OVERFLADEN

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

65.000 ton kemiske våben ligger på havbunden ud for Bornholm. Vi kender risikoen – nu skal Danmark og Europa handle.
Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal
NYHED | ABONNENT

Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal

80 år efter Anden Verdenskrig er der fundet kræftfremkaldende stoffer fra eksplosiver i skaldyr og andre dyr i Østersøen ud for Tysklands nordkyst.
FÅ ABONNEMENT