Fik afslag på statsborgerskab, fordi han tog til sin fars begravelse

Fik afslag på statsborgerskab, fordi han tog til sin fars begravelse
Alon Chaviv har blandt andet været fodboldtræner for ungdomsspillerne i Elite Bornholm. Her ses han tilbage i 2017. Derudover kender mange ham nok også som forhenværende ejer af Bagel Express på Lille Torv i Rønne. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Søndag 29. juni 2025 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
Søndag 29. juni 2025 • 05:30

Alon Chaviv har boet på Bornholm i 24 år, men må vente lidt endnu, før han kan blive dansk statsborger. Ansøgningen er nemlig blevet afvist. Årsag: Alon måtte i december tage en måneds ulønnet orlov for at deltage i sin fars begravelse i Israel, og dermed lever han akkurat ikke op til beskæftigelseskravet.

Statsborgerskab eller fars begravelse. Alon Chaviv vidste ikke, han skulle vælge mellem de to ting, men det viser sig nu at være tilfældet.

Før vi vender tilbage til, hvordan det kan hænge sammen, så lad os lige få på plads, hvem Alon Chaviv er. Han er født i Israel, og i 2001 flyttede han til Danmark sammen med sin bornholmske kone. I dag bor de i Svaneke.

Der er nok mange, der især kender ham som bagelsælger, da han fra 2003 til 2022 var selvstændig med Bagel Express på Lille Torv i Rønne. Derudover har han været et kendt ansigt i fodboldverdenen som blandt andet ungdomstræner i Elite Bornholm og assistenttræner hos NB Bornholm i Københavnsserien.

– Jeg tror, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at falde til i det danske samfund. I 19 år var jeg selvstændig og startede en virksomhed, der forsørgede mig og min familie og også sørgede for job til en hel del danskere. Jeg arbejdede i mange år med børn, teenagere og voksne på lokale fodboldhold, og jeg var og er stadig aktiv i flere lokale foreninger, fortæller Alon Chaviv, som er 57 år gammel.

Efter at have boet i Danmark i en stor del af sit voksne liv, føler han sig så meget dansk, at han har valgt at søge om dansk statsborgerskab.

– I mange år følte jeg mig som en andenrangsborger, der lever og spiller sin rolle i samfundet på den gode side, men stadig ikke er ligeværdig med de fleste mennesker, bare fordi jeg er født i et andet land. Derfor besluttede jeg mig for at starte processen med at ansøge om dansk statsborgerskab, siger han og oplyser, at han tog og bestod alle prøverne, som er et krav for at få dansk statsborgerskab.

Efterlyser menneskelighed

Alligevel er det ikke lykkedes for Alon Chaviv at få godkendt sin ansøgning om dansk statsborgerskab. Den 19. juni modtog han svar fra Udlændingestyrelsen, som oplyste, at han ikke opfylder kriterierne, da han ikke har været beskæftiget på fuld tid i tre år og seks måneder ud af de seneste fire år.

Alon Chaviv var på orlov i en måned efter at have lukket sin virksomhed og yderligere fem måneder arbejdsløs, indtil han fandt et nyt job. Ifølge dette opfylder han stadig kriterierne. Problemet er, at hans far døde i december sidste år, og han valgte at tage ulønnet orlov, så han kunne komme til Israel og være med til begravelsen og hjælpe med arrangementerne efter begravelsen.

– På grund af denne måned, hvor jeg måtte være uden løn, afviste Udlændingeministeriet min ansøgning om dansk statsborgerskab. Jeg spørger derfor, om der ikke er mennesker med lidt følsomhed i systemet? Er det hele bare regler? Findes der ingen menneskelighed og sympati i det danske system? spørger Alon Chaviv.

Han havde ikke forestillet sig, at det ville få så store konsekvenser for hans ansøgning om dansk statsborgerskab at tage til sin fars begravelse. Han kendte godt til reglen om beskæftigelse, men troede, at der i særlige tilfælde som dette kunne gives dispensation.

– Det er ikke, fordi jeg synes, der ikke skal være nogen regler. Men jeg synes, man godt kan være menneskelig og ikke være så firkantet. ikke kun for min egen skyld, men også for andre, der kunne komme i samme situation. Man burde ikke skulle stå og vælge mellem sin forælders begravelse og statsborgerskab, siger han.

Peter Juel: Han kan søge om dispensation

Det er Folketinget, der har vedtaget, hvilke regler man skal leve op til for at få tildelt dansk statsborgerskab. Derfor har Tidende henvendt sig til de to bornholmske folketingsmedlemmer Peter Juel-Jensen (V) og Lea Wermelin (S) for at høre, hvad de mener om afvisningen af Alon Chavivs ansøgning om dansk statsborgerskab. Og om de mener, der skal gives dispensation til personer, der er nødt til at tage ulønnet orlov for at kunne deltage i sin forælders begravelse.

Peter Juel-Jensen fortæller, at han først og fremmest godt kan forstå, at Alon Chaviv valgte at deltage i sin fars begravelse.

– Jeg er enig i hans prioritering. Jeg havde nok prioriteret på samme måde som ham, siger han.

Peter Juel-Jensen pointerer dog, at det er muligt for Alon Chaviv at søge om dispensation i Indfødsretsudvalget i Folketinget. Og det vil også være muligt for Alon Chaviv at søge om dansk statsborgerskab igen, når han atter lever op til beskæftigelseskravet.

– Så statsborgerskabet er ikke tabt, så firkantet er reglerne heller ikke, forsikrer Peter Juel-Jensen, som ikke selv sidder i Indfødsretsudvalget, men har søgt råd og vejledning om Alon Chavivs sag hos Venstres ordfører på området, Hans Andersen.

Peter Juel-Jensen mener, at det er vigtigt, at der er regler for beskæftigelse, og at man er selvforsørgende, når man søger om dansk statsborgerskab.

– Jeg ved, at Alon på alle måder har valgt Bornholm og Danmark til, men statsborgerskab hviler på et objektivt grundlag. Der er nogle ting, man skal leve op til, og det tænker jeg er ganske rimeligt – det er på alle måder et privilegie at blive statsborger i vores land. Desværre har vi ad flere omgange måtte skærpe kraverne, og det er som altid, de få der ødelægger det for de mange, siger Venstres folketingsmedlem.

– Jeg håber snart at se Alon på et kommende lovforslag om indfødsret, men Alon kommer først til at opfylde kravet om beskæftigelse. Vi har en fast og fair politik på området, så jeg køber ikke præmissen om det handler om begravelsen – den måned havde ikke gjort nogen forskel, da én måned ikke ville være nok til at løse kravet om beskæftigelse, som jeg har fået det forelagt, siger Peter Juel-Jensen.

– Sluttelig er det vigtigt for mig at sige, at jeg normalt ikke arbejder med dette område, og der kan være oplysninger jeg ikke har fået, men jeg ser frem til at Alon bliver bornholmer.

Wermelin inviterer på dialogkaffe

Lea Wermelin ønsker ikke at diskutere Alon Chavivs sag i pressen, men kommer med følgende skriftlige svar:

”Vi har stramme regler for dansk statsborgerskab, også med opbakning fra mit parti. Men det er ikke det samme som, at der ikke er nuancer. Det er dog svært at diskutere enkeltsager i pressen, så jeg har taget fat i vores indfødsretsordfører, som har tilbudt at drikke en kop kaffe sammen med Alon Chaviv og jeg. Det har jeg rakt ud til ham med”, skriver Lea Wermelin til Tidende.

Alon Chaviv glæder sig til at kunne tale om sin sag med Lea Wermelin.

– Jeg er glad for, at hun rækker ud, siger han.

Det kan dog være, at kaffen når at blive kold, inden Alon Chaviv kan deltage i mødet med socialdemokraterne. Han befinder sig nemlig i skrivende stund i Israel, hvor han har besøgt sin mor, som altså nu er enke efter at have mistet sin ægtemand og Alons far i december. Alon Chaviv skulle egentlig have været tilbage i Danmark på nuværende tidspunkt, men hjemrejsen blev udskudt, efter konflikten mellem Israel og Iran blussede op den 13. juni.

– Lufthavnen er åbnet igen, nu hvor der er våbenhvile, men mange andre står foran os i køen. Men vi håber at være hjemme i næste uge, for jeg skal starte på nyt arbejde, og det skal min søn også, siger Alon Chaviv, som har haft sin voksne søn, Daniel, med på familierejsen til Israel.

Daniel Chaviv - som ligesom sin far er kendt i fodboldverdenen, da han har spillet for NB Bornholm - behøver dog ikke at bekymre sig om beskæftigelseskrav. Han har nemlig haft dansk statsborgerskab fra fødslen.

Indfødsretsudvalgets behandling af dispensationssager

Ansøgninger om dispensation fra kravene til at få dansk statsborgerskab forelægger udlændinge- og integrationsministeren for Indfødsretsudvalget. Udvalgets opgave er at vurdere, om den pågældende person bør få dispensation fra nogle af kravene, så ansøgeren kan komme på lovforslaget om indfødsrets meddelelse.

Dispensation kan eksempelvis. gives, hvis en ansøger er alvorligt syg og derfor ikke formodes at kunne opfylde kravet om danskkundskaber og kravet om en bestået indfødsretsprøve.

At en sag bliver forelagt for Indfødsretsudvalget, er ikke ensbetydende med, at den pågældende person automatisk får dispensation til at komme på lovforslaget.

Kilde: ft.dk



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT