Nu har Rasmus Nielsen imidlertid solgt huset til sit eget ejendomsselskab, anpartsselskabet Stedets Ånd, formentlig med en milliongevinst til følge. Selskabet blev stiftet i 2007 og har en egenkapital på 10 millioner. Det mere interessante spørgsmål er imidlertid, om det formelle ejerskifte får konsekvenser for husets anvendelse – og for bopælspligten. Det ved Hans Jørgen Jensen ikke. Han er næstformand og kasserer i Gudhjem By- og Museumsforening og sidder med i den gruppe, der holder øje med, om bopælspligten overholdes i byen. Han ærgrer sig over den seneste udvikling på Ejnar Mikkelsensvej 38, men først og fremmest på grund af de nye ejendomsvurderinger, som blev fastsat af staten sidste år.
– Det er ikke så heldigt for byen, for et salg på otte millioner hiver vurderingen op i hele byen. Men hvor meget det tæller i det vægtede billede, det ved jeg ikke. Der er mange faktorer, der spiller ind i ejendomsvurderingen, blandt andet prisen på de omkringliggende huse.
Bopælsteam har vundet alle sager
Rasmus Nielsen har med afgørelsen fra 2023 fået kommunens velsignelse til, at han må bruge huset i Gudhjem som kontor. Og det ændrer sig nok ikke, fordi han sælger til sit eget selskab, vurderer Hans Jørgen Jensen.
Han vil imidlertid tage sagen op i Tomme Huse-gruppen. Gruppen samarbejder løbende med juridisk team i BRK, og på et møde i sidste uge kom det frem, at samarbejdet med de lokale bopælspligtsgrupper og juridisk team i høj grad har båret frugt, også i Gudhjem, hvor der har været bopælspligt siden 2013.