Folk & Sikkerhed udtrykker stor bekymring over, at Bornholm ikke er dækket af hele DR's nødplan for radio i tilfælde af at landet rammes af et stort cyber- og sabotageangreb. Mere konkret er bekymringen, at krisekommunikation ikke rettidigt når frem til bornholmerne i givet fald.
Det oplyser organisationen, der beskæftiger sig med forsvars-, beredskabs- og sikkerhedspolitik, i en pressemeddelelse med hovedbestyrelsesmedlem Johnny G. Larsen som afsender.
Reaktionen kommer, efter Jyllands-Posten fredag skrev historien om, at Bornholm ikke er dækket af DR's nødplan, hvis Danmark bliver ramt af et stort cyber- og sabotageangreb, der også rammer fibernettet - eksempelvis fordi kablerne skæres over.
Resten af landet vil i sådan et skrækscenarie altså stadig få nyheder via en særlig nødprocedure for radio kaldet ballempfang – men den rækker ikke til Bornholm. Jyllands-Posten har talt med DR, der forklarer, at Bornholm i tilfælde af denne type angreb omfattet af første trin (nødstrøm), men ikke andet trin (ballempfang-kæden).