Endnu et afslag til havvindfolkene

NOTITS | 28. JUN • 13:00
NOTITS | 28. JUN • 13:00

Bornholms Havvind, som arbejder for en lokalt og folkeejet havvindmøllepark ud for Bornholm, har endnu en gang modtaget et udkast til afslag fra Energistyrelsen vedrørende deres ansøgning om forundersøgelse. Styrelsen fastholder begrundelsen om, at en imødekommelse af ansøgningen vil indebære statsstøtte. Bornholms Havvind er fortsat uenige i denne vurdering og finder proceduren problematisk, idet endnu et udkast til afslag forlænger processen og forhindrer muligheden for en klage til Energiklagenævnet. Det skriver foreningen i sit nyhedsbrev.

Udkastet fra Energistyrelsen kommer kort efter, at Bornholms Havvind blev hædret med en ærespris for deres projekt, som er blevet fremhævet af eksperter som et af de potentielt mest ambitiøse folkeejede energiprojekter i Danmark.

Energistyrelsens fremgangsmåde, med gentagne udsendelser af udkast til afgørelser fremfor en endelig afgørelse, bliver af Bornholms Havvind kritiseret for at udskyde processen unødvendigt og forhindre juridisk afprøvning. Samtidig peger Bornholms Havvind på, at proceduren er i modstrid med den hastende nødvendighed af en grøn omstilling og energi-uafhængighed fra fossile brændsler.

Bornholms Havvind vil nu indsende endnu et partshøringssvar og opfordrer offentligheden og beslutningstagere til at støtte op om kravet om hurtig og klar forvaltning samt handling i klimaets tjeneste.

FÅ ABONNEMENT