Derfor kan rejsepasset bruges fra 24. juni til og med fredag 21. juli og igen fra mandag 31. juli og til og med søndag 20. august.
– Det er et godt tilbud, der de seneste år har været populært blandt rejselystne i den kollektive trafik, der vil ud for at opleve ferielandskabet i Danmark, siger kundechef i DSB Charlotte Kjærulff i meddelelsen.
– Rejsepasset bliver stort set ligesom de sidste tre år. Dog er rejseperioden delt op i to perioder i år, da der kommer en uge midt i ferieperioden med store sporarbejder, hvor det ikke er muligt at rejse med rejsepasset.
DSB oplyser, at der sidste år blev solgt lidt over 47.000 rejsepas. Også her blev der sat 75.000 til salg.
Rejsepas blev udbudt første gang i sommeren 2020 under coronapandemien, hvor mange holdt ferie i Danmark. De 50.000 rejsepas blev nærmest revet væk og udsolgt på fire dage.