Molslinjen foreslår, at Express 1 afløser Express 5 i den ugentlige pause. Konkret går forslaget ud på, at Express 1 sejler de to sidste dobbeltture om mandagen, hele tirsdagen og onsdagens to første dobbeltture. Onsdag eftermiddag bytter færgerne så plads, og Express 5 går i drift igen.
Ifølge Molslinjen vil denne ugentlig udskiftning gavne begge hurtigfærger, for færger har generelt ikke godt af at ligge oplagt i længere perioder, som Express 1 gør i lavsæsonen. Længere tids oplægning øger nemlig risikoen for såvel tekniske som elektroniske systemsvigt, som kun kan opdages, når færgen kommer i drift, forklarer rederiet.
Større negativ effekt
Rederiet forklarer, at der på traditionelle færger ofte er en højere grad af overskud i de vigtige fremdrivningssystemer, mens det i mindre grad er tilfældet for hurtigfærger på grund af kravet til en lettere konstruktion. Det betyder, at svigt af disse systemer har en større negativ effekt på hurtigfærgens evne til at opretholde rettidig sejlads.
Ligeledes har længere tids oplægning en negativ effekt på hurtigfærgernes specielle bundmaling. Der sker tiltagende begroninger, hvilket påvirker hurtigfærgernes ydeevne, herunder evnen til effektivt at få fremdrift. Derudover resulterer begroningerne i et øget brændstofforbrug samt ekstra miljøbelastning, forklarer rederiet.