Povl Anker ramte landgang i Ystad

Povl Anker ramte landgang i Ystad
Sådan ser den højre brovinge ud på Povl Ankers kommandobro efter uheldet i Ystad. Foto: Søren Strandman-Møller
TOPNYHED | TRAFIK | 6. JAN • 05:30
TOPNYHED | TRAFIK | 6. JAN • 05:30

Da Povl Anker nytårsdag anløb Ystad Havn først på eftermiddagen, ramte færgen landgangsbroen i det færgeleje, hvor den skulle lægge til.

Det er dagens første tur til Ystad for Povl Anker nytårsdag den 1. januar. Færgen er sammen med Hammershus sat ind på ruten mellem Bornholm og Sverige på grund af kraftigt blæsevejr, som holder hurtigfærgen i havn.

Men da færgen ankommer til Ystad ved 14-tiden, og skal til at bakke ind i færgeleje 1, går det ikke helt som planlagt. Det bekræfter Bornholmslinjens pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, over for Tidende.

– De liner op og er klar til at bakke ned i lejet, og så bliver de ramt af et vindstød, som de målte til 27 sekundmeter. Så driver de en lille smule ind mod kajen, hvor de kommer i berøring med landgangen, hvor man normalt går om bord på den polske færge, siger Jesper Maack, der videre fortæller, at det er Povl Ankers kommandobros gelænder, der rammer landgangen.

– Så sætter de speed på igen, kommer væk og venter på, at vinden forlader dem igen. Så lægger de til og kontakter Ystad Havn og de polske ejere (af landgangen, red.). Skaden virker til at være ganske begrænset, men de har aftalt, at de sammen med os vil kigge på det i denne uge. Povl Anker er selvfølgelig et stort skib, så ligegyldigt hvad trykker det lidt, når sådan et gelænder kommer mod et gelænder. Men ikke rigtig nogen skade og ingen dramatik, siger Jesper Maack.


Povl Ankers venstre brovinge ser ud, som den skal. Den har heller ikke været i nærkontakt med landgangsbroen i Ystad. Foto: Søren Strandman-Møller


Billeder viser skade

Han tilføjer, at der ikke var nogle skader på Povl Anker.

Nærbilleder af færgens kommandobro, Tidende tog lørdag eftermiddag, viser dog, at gelænderet ud for den højre brovinge, som vender ind mod landgangen i situationen, ikke ser ud som gelænderet ud for den venstre, hvor alt er intakt. Samtidig viser et arkivfoto taget af færgen den 9. december sidste år, at gelænderet ud for højre brovinge på det tidspunkt er intakt. Noget er der altså sket i den mellemliggende periode.

Du siger, der ikke er nogle skader, men vi var nede at kigge og tage nogle billeder. Det ser ud til, at der er nogle skader?

– Det har jeg ikke noget om her på rapporten. Men det kan sagtens være. Jeg ved ikke, hvordan kaptajner vurderer 'ingen skade', og om et gelænder, der er bukket lidt, er 'ingen skade'. Jeg tænker, de har fokus på, om der sker noget med skibet. Om der så er et gelænder, der er lidt skævt - det er jo, hvad det er. Det kan man jo godt få rettet op igen, svarer Jesper Maack.


Povl Anker er kommet hjem til Rønne efter at have ramt landgangsbroen i Ystad. Foto: Søren Strandman-Møller


'Vindstød kommer jo uventet'

Tilbage i Ystad afgår Povl Anker retur mod Bornholm med cirka 25 minutters forsinkelse ifølge data fra hjemmesiden Marinetraffic.com, hvor man kan følge skibes position.

Rederiets pr- og kommunikationschef fortæller selv, at det var en dag med hårdt vejr. Spørgsmålet er så, om det på tidspunktet overhovedet var sikkert at begynde at sejle ind i Ystad Havn?

– Vindstød kommer jo uventet, og det er altid en risiko, når man sejler. Hvis man sejler i hård middelvind på 20-21 sekundmeter, så kan der jo komme stød, der er endnu kraftigere, siger Jesper Maack og tilføjer:

– Det er klart, at man skal forsøge at tage højde for det så meget, man kan, når man lægger til. Men i det her tilfælde er vindstødet så kraftigt, og det kommer bag på dem, så de kommer i en let berøring med de to gelændere.

Men var der risiko for, at der kunne ske noget større i situationen - eller var det dét, der kunne ske?

– De har i hvert fald konstateret, at de har manøvreret med stor forsigtighed, og alligevel kommer der den her lette berøring. Men det er jo ikke meningen, at ting skal berøre hinanden, siger Jesper Maack.

Det har søndag ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Ystad Havn eller de to polske færgerederier, der sejler mellem Ystad og Polen; Polferries og Unity Line. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Søfartsstyrelsen, da styrelsen holder lukket.

 


Foto: Søren Strandman-Møller


Hjemmesiden Marinetraffic viser Povl Ankers anløb om eftermiddagen den 1. januar, som var tæt på kajen. Det senere anløb om aftenen foregik længere væk fra kajen, viser dataene. Skærmbillede: Marinetraffic/Tidende


Da Povl Anker anløb Rønne Havn den 9. december var gelænderet ud for højre brovinge intakt. Foto: William Sonne Kaalø

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT