Landgang blev ødelagt af 'berøring' med Povl Anker

Landgang blev ødelagt af 'berøring' med Povl Anker
Jesper Maack mener ikke, der er tale om nogle nævneværdige skader på Povl Anker, efter færgen ramte en landgang i Ystad nytårsdag. Foto: Søren Strandman-Møller
TOPNYHED | TRAFIK | 11. JAN • 05:30
TOPNYHED | TRAFIK | 11. JAN • 05:30

Bornholmslinjen har sammen med Ystad Havn og et forsikringsselskab gennemgået skaderne på landgangen i færgeleje 1 i den svenske havn, efter Povl Anker ramte den nytårsdag.

Landgangen til færgeleje 1 i Ystad Havn har fået skader og er midlertidigt ude af drift, efter Bornholmslinjens færge Povl Anker ramte den nytårsdag om eftermiddagen.

Det oplyser Ystad Havns operative chef, Michael Törnfeldt, i en mail til Tidende. Han tilføjer, at også landgangens kaleche har fået skader.

Uheldet skyldtes, at færgen i forbindelse med anløbet blev ramt af et vindstød på 27 sekundmeter og derefter drev ind mod kajen, hvor den kom i 'berøring' med landgangen, oplyste rederiets pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, mandag til Tidende. Han beskrev videre, at det i situationen var hårdt vejr.

Tidende har opfølgende spurgt Michael Törnfeldt, hvor store skaderne er - men i et svar konstaterer Michael Törnfeldt blot, at landgangen tilhører Ystad Havn og anvendes af rederiet Unity Line.

– I øjeblikket har jeg ikke mere information at give, skriver den operative chef.



Det er denne landgang, Povl Anker ramte den 1. januar om eftermiddagen. Skærmbillede: Google Maps

 

Gennemgik sagen torsdag

Færgelejet benyttes normalt af færger, der sejler til Swinoujscie i Polen - men altså også af Povl Anker, når vejret eller andre faktorer sætter den konventionelle færge ind på ruten mellem Rønne og Ystad som erstatning for hurtigfærgerne.

Jesper Maack oplyser, at der torsdag var en gennemgang af skaderne i Ystad, hvor Bornholmslinjen, Ystad Havn og forsikringen deltog, men han henviser til Ystad Havn for nærmere information om de konkrete skader på landgangen, da det er deres landgang. I mandags oplyste han dog, at skaden virkede til at være ganske begrænset, og at der ikke var noget akut.

Er skaderne på landgangen mere omfattende end I først troede?

– Jeg udtalte mig om skader på skibet og - som du selv spørger til ovenfor - at den netop gennemførte gennemgang ville vise, hvordan landgangen var påvirket, lyder det i dag fra Jesper Maack.

'Ingen nævneværdige skader'

I situationen var det Povl Ankers kommandobros gelænder, der ramte landgangen, har Jesper Maack tidligere bekræftet. Nærbilleder af kommandobroens højre brovinge viser tydeligt, at gelænderet har fået skader. I starten af ugen lød det ellers fra rederiet, at der ikke var nogle skader på Povl Anker.

Er det stadig jeres opfattelse, at der ingen skader er på Povl Anker?

– Ingen nævneværdige skader. Kun på gelænder, som nu er fjernet, og så er vores egne smede i gang med et nyt, som kommer op så snart de er færdige, siger Jesper Maack.

Bornholmslinjen har desuden informeret Søfartsstyrelsen om hændelsen, oplyser styrelsen i et skriftligt svar til Tidende.

– Rederiet har oplyst om omstændighederne, og desuden informeret om rederiets interne håndtering. Søfartsstyrelsen følger op på sagen, herunder i forhold til udbedring af skaderne på skibet, lyder det.

Ifølge Jesper Maack betyder "rederiets interne håndtering" blot, at rederiet har informeret Søfartsstyrelsen om hændelsen samt, 'at vi har haft en debriefing med skibets kaptajn og godtaget hans forklaring om uheldet, som skyldes vejret.'

Uheldet har ikke haft nogen betydning for Povl Ankers mulighed for at indgå i sejlplanen efterfølgende.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT