Søfart skriver, at tal fra Søfartsstyrelsen bekræfter, at tankskibstrafikken på transitruten Storebælt siden 2021 er øget med 900 til godt 4.000 årlige transitter. Her er der tale om antal passager fra Bornholms Gat over Storebælt til Skagen og omvendt.
Den administrerende direktør i Danpilot giver i Søfart sit bud på, hvad en del af det forøgede aktivitetsniveau i lodseriet kan skyldes:
– Vi kan ikke dokumentere det sort på hvidt. Men det er vores klare opfattelse, at trafikken med russiske råvarer, særligt råolie, ud af Østersøen er øget siden 2021, og at den er fortsat med at stige i første halvår i år, siger Erik Merkes Nielsen.
Den øgede efterspørgsel efter lodser skyldes også, at trafikken til og fra Ruslands nabolande, der grænser op til Østersøen, er vokset.
– Tidligere fik de en stor del af de varer fra Rusland. Det ændrede transportmønster er også en del af forklaringen på stigningen i vores transitlodsninger siden 2021, forklarer Erik Merkes Nielsen til Søfart.