Der skal færre råb og skrig på færgerne

TRAFIK | 19. JUN • 09:05
TRAFIK | 19. JUN • 09:05

Rederier og fagforeninger går sammen om at forbedre tonen på vandet.

Der bliver råbet og skreget af hinanden på de danske færger, når passagerer og besætningsmedlemmer kæmper mod stress for at komme ind og ud af færgerne hurtigst muligt og undgå at køre sammen. Det skaber tit en dårlig stemning, og derfor lancerer rederier og fagforeninger nu kampagnen ”Tal pænt – vi er alle i samme båd.”

– Vi er med i kampagnen, fordi det betyder uendeligt meget for os, at vores passagerer har en god rejseoplevelse, men det gør det også, at vores ansatte tager glade hjem fra arbejde. Ved at tale pænt til hinanden er vi kommet langt med begge dele, siger Henrik Schlotfeldt, direktør hos ÆrøXpressen, i en fælles pressemeddelelse som alle partnerne har sendt ud.

Kampagnen bliver synlig kampagne på skibene, i terminalerne samt online. Og det er både et budskab til passagerer og besætning.

– Vi tror på, at god service starter med gensidig forståelse. Når både kunder og medarbejdere møder hinanden med venlighed, skaber det bedre oplevelse for alle, siger Henrik Renneberg, trafikdirektør for Samsø Rederi.

Vi nærmer os sommerferien og dermed fulde færger. Det er også grunden til, at man netop har valgt dette tidspunkt til at gå ud med budskabet.

– Vi håber, kampagnen kan være med til at sikre, at der altid er en god rejseoplevelse for både passagerer og personale. Vigtigt er, at vi alle har en god oplevelse på overfarten med Læsøfærgen, siger Kurt Bennetsen, der er kommunaldirektør på Læsø.

Det er Metal Maritime, 3F Privat, Service, Hotel og Restauration, 3F Transport, 3F Sømændene, HK Privat, Søfartens Ledere, Læsøfærgen, Samsø Rederi, Ærøfægerne, Ærøxpressen, Sea Health & Wealthfare og Molslinjen, der står bag tal pænt-kampagnen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT