Folkehuset får navn: 'Det bornholmske kommer til at skinne igennem'

Folkehuset får navn: 'Det bornholmske kommer til at skinne igennem'
Holdet bag det kommende folkehus på Store Torv i Rønne har besluttet, hvad det skal hedde. Foto Anette Vestergaard
KULTUR | Tirsdag 15. juli 2025 • 07:00
Henrik Nielsen
Journalist
KULTUR | Tirsdag 15. juli 2025 • 07:00

Holdet bag det nye folkehus i Rønne har valgt et bornholmsk navn.

Folkene bag projektet har afsløret, hvad det nye folkehus på Store Torv i Rønne skal hedde. Der er blevet afsøgt navnemuligheder mange steder, og nu er der truffet et valg, fortæller Linda Olsen, som er daglig leder.

I marts kom det frem, at Lennart Lajboschitz ville etablere et folkehus i den karakteristiske bygning, han ejer sammen med sin kone, og som tidligere har huset Colbergs Boghandel og Tiger. I 2015 åbnede parret Folkehuset Absalon i København, og 10 år senere gør de noget lignende her på Bornholm.

– Vi prøver at lave noget, der ligner Absalon. Et sted, som handler om sociale relationer. Vi laver forskellige aktiviteter, som er vigtige for, at det kan lykkes. Der kommer til at være et bordtennisbord, der kan spilles banko, dyrkes yoga med videre. Der bliver plads til en del aktiviteter, dog ikke så mange som i København, sagde Lennart Lajboschitz tilbage i marts.

Aftaler med lokale aktører

Siden er der blevet bygget om, Linda Olsen er blevet ansat som daglig leder, og så er der blevet ledt efter et navn til folkehuset. Selv om ejerne er fra København og den daglige leder er tilflytter fra Aarhus, har det været vigtigt for holdet bag, at det bornholmske kommer til at skinne igennem.

Derfor har de valgt navnet Hodda.

– Der er ingen tvivl om, at bygningen på Store Torv 9 er en markant bygning, som mange bornholmere har et forhold til. Med et folkehus tilfører vi et nyt kapitel til bygningens historie, og i overført betydning laver vi en tilbygning til dens historie – derfor navnet Hodda, fortæller Linda Olsen, som er i gang med at lave aftaler med lokale aktører, der vil være med til at skabe en bornholmsk udgave af et folkehus.

Som man kan læse i Bornholmsk Ordbog på Københavns Universitets hjemmeside, betyder hodda blandt andet tilbygning.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT