Leder: Færger til Bornholms bedste

Leder: Færger til Bornholms bedste
LEDER | DEBAT | Onsdag 24. august 2022 • 05:30
LEDER | DEBAT | Onsdag 24. august 2022 • 05:30

Det gælder om at tænke sig godt om, når Trafikkontaktrådet skal forholde sig til ekstra godsafgange.


Det virker helt absurd, at to ugentlige afgange med Povl Anker skal koste det samme som en ekstra afgang hver eneste dag.

Ifølge Trafikkontaktrådet tilbyder Bornholmslinjen at indsætte Poul Anker på 42 ekstra ture for 10,6 millioner kroner. Det giver et krav om støtte på over 250.000 kr. pr. afgang. Man skal nok tælle sine fingre, når man forhandler med Bornholmslinjen, der allerede får mere end en million kroner i støtte om dagen for at betjene Bornholm.

Ifølge borgmester Jacob Trøst kan rederiet tilbyde at bytte tre hurtigfærgeafgange til en Povl Anker-afgang. Det lyder dyrt.

Men når det er skrevet, så giver det helt sikkert mening at undersøge mulighederne for at få mest ud af de store trafikaftalesummer, som staten støtter Bornholm med, selvom vi ikke må få mere netop nu.

Har vi mest brug for en fjerde hurtigfærgeafgang i vinterhalvåret eller en opgradering af gods, så vores samfund kan få de varer, vi har brug for?

Trafikaftalen med alle de mange afgange og de lave priser har betydet en verden til forskel. Selvom mange savner de gode gamle dage med Færgen, så er priser og kapacitet eksploderet siden da til gavn for vores bornholmske samfund. Nu er væksten vokset så meget, at vi oplever problemer med vareleverancer og de sædvanlige udsolgte weekendafgange omkring ferierne.

Det giver mening at bytte en tom afgang med en fyldt, hvis bytteforholdet er fair. Her undrer 1:3, selvom turen fra Køge til Rønne er længere, så er Povl Anker en del billigere end Express 5 både på afskrivning og brændstofforbrug.

Vi kan dog helt sikkert klare os med tre afgange på visse dage - men kun hvis fordelen er stor nok - for det er et tab at isolere Bornholm yderligere og nedbryde vores infrastruktur.

Men inden den løsning findes, kan vi da ikke udfordre de støtterammer, som begrænser os. Kan Bornholm ikke både blæse og have mel i munden? Den øgede efterspørgsel er jo netop et tegn på, at markedskræfterne efterspørger mere fragt, mens de tomme vinterafgange er en opbygning af basis infrastruktur for at udvikle vores samfund. Fragtraterne holdes også kunstigt nede med massiv statsstøtte, og nu er efterspørgslen for stor og udbuddet begrænset.

I Trafikkontaktrådets arbejde med Express 1, som ekstra færge, har man netop introduceret en mere fri prissætning på de ekstra billetter, som rederiet udbyder ved eventuelt at indsætte den større og mere sødygtige Express 1 i stedet for den lille Max, som står i aftalen.

Den logik burde vi kunne genbruge i fragtspørgsmålet. Her har rederiet også færgekapacitet til at løfte opgaven og naturligvis ekstra omkostninger til at løfte den.

Det vil være oplagt, at man undersøger, om ikke fragtraterne for den ekstra kapacitet kan sælges til en højere pris frem for at ofre den anden del af færgeinfrastrukturen. Alternativt kunne rederiet måske nøjes med at indsætte den lille Max på de halvtomme vinterafgange og på den måde spare på driften.

Vi har brug for fragt til øens udvikling.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT