Der er rigtig godt gang i beskæftigelsen. Vi er blevet et af de steder i landet med færrest ledige, og med andre kedelige tal in mente – befolkningstal og kommunale budgetter i frit fald – er det glædeligt, når noget går den rigtige vej.
Det er bemærkelsesværdigt og en væsentlig del af forklaringen, at noget af succesen bag vores lave ledighed skal findes blandt dem, der egentlig har alderen til at trække sig tilbage.
For bag tallene gemmer sig en vilje til at bidrage – en vilje, der fortjener et skulderklap. Mange vælger fortjent at takke af på arbejdsmarkedet, når de når pensionsalderen, men det er prisværdigt, at så mange er klar til at tage endnu en tørn i deres job, eller til at tage et nyt – som eksempelvis i opvasken i Ekkodalen.
Det er godt for Bornholm. Og det er godt for folkesundheden. Vi lever længere, og mange har brug for at holde sig i gang, og uanset om det er som frivillig i idræts- eller kulturområdet, eller det er med et lønnet job på arbejdsmarkedet, så er det godt at "høre til" og bidrage.