Igor flygtede fra Ukraine og blev sendt til Bornholm: 'Den første nat står klart'

Olivia Emma Espersen

Journalist

Igor Morok er veteran og flygtede til Bornholm fra Ukraine. Han holder meget af havet og naturen på Bornholm - og han har noget vigtigt, som han gerne vil fortælle om flygtninge. 

Vil du fortælle lidt om dit liv i Ukraine, før krigen brød ud?

– Jeg er født i Ukraine og har levet størstedelen af mit liv i Dnipro. Mit liv var almindeligt: tjeneste i de væbnede styrker, familie, hjem. Jeg har både en teknisk og en teologisk uddannelse, fordi jeg altid har søgt både viden og mening. Min professionelle vej blev militæret.

Rejste du hertil alene - eller sammen med din familie?

– Jeg kom hertil sammen med min hustru for at bringe hende i sikkerhed.

Hvorfor kom I netop til Bornholm?

– Jeg er kampofficer i Ukraines væbnede styrker og forbliver det, selv om jeg nu er veteran. Jeg har fået to skader og blev fritaget fra tjeneste af helbredsmæssige årsager. Flere gange forsøgte jeg at vende tilbage, men den militære lægekommission afviste det.

– Omstændighederne tvang mig til at forlade mit hjemland. For hver ukrainer er det en pligt at bevare sin familie – og dermed også sproget, kulturen og traditionerne.

– Min kone og jeg rejste til Europa uden en plan, men med tillid til Gud. Danmark havde vi ikke overvejet, men her endte vi – sendt til Bornholm af udlændingemyndighederne. Måske var det Guds plan. For netop her har det ukrainske fællesskab brug for Guds ord på deres eget sprog. I dag samles vi i en lille bibelgruppe i vores hjem, og det giver os følelsen af et ægte hjem.

Hvordan var din første tid her på øen – og hvad overraskede dig mest?

– Den første nat står klart i erindringen: styrtregn og fuld uvished. Men senere faldt alt på plads. Kommunen tog imod os med ro, og jeg mindes med varme mine første mentorer, Frank og Trine. Det, der overraskede mig mest, var stilheden og naturens nærhed – efter krigens brag blev stilheden en helende kraft.

Hvordan blev du taget imod af lokalsamfundet?

– Vi mødte venlige og åbne mennesker. Mange viste interesse og ønskede at hjælpe. Det gav hurtigt en følelse af, at vi ikke stod alene.

Hvordan og hvor hurtigt lærte du dansk?

– Jeg begyndte på sprogskole kort efter ankomsten. Det er en svær proces, især udtalen, men langsomt begynder jeg at forstå og udtrykke mig. Det kræver tålmodighed, men det er også en vej ind i fællesskabet.

Hvordan ser din hverdag ud i dag?

– Jeg lærer sproget, deltager i praktik og skriver fortællinger. Litteraturen er blevet en måde at leve videre på – at finde mening midt i alt det, der er sket.

Hvad holder du mest af ved Bornholm - og hvad er det sværeste ved at bo her?

– Jeg holder mest af havet og naturens stilhed. Det sværeste er sproget og følelsen af afstand til mit hjemland.

Kan du forestille dig at blive boende her, også den dag krigen slutter?

– Mit hjerte vil altid være knyttet til Ukraine. Men Bornholm er blevet et sted, hvor jeg har fundet ro og tryghed. Jeg kan godt forestille mig at blive, hvis livet her fortsætter med at give mening.

Er der noget, du gerne vil have, at bornholmerne - eller danskerne generelt - ved om flygtninge som dig? Noget, du gerne vil fortælle dem?

– At vi ikke kun er mennesker, der flygter. Vi er også mennesker, der ønsker at bidrage, at være en del af samfundet, at give noget tilbage. Bag hvert ansigt er en historie om kamp, tab – men også håb.

Hvordan er det at se krigen udspille sig i Ukraine, mens du er så langt væk?

– Det er svært at se krigen på afstand. En del af mig blev tilbage dér, sammen med dem, der aldrig kommer hjem. Her er der fred og stilhed, og det er jeg taknemmelig for – men for mig har denne ro altid en pris.

– Det føles som et dobbelt liv: med kroppen er jeg på Bornholm, men med hjertet er jeg ved fronten. Der findes ting, man ikke kan forklare med ord. De minder mig hver dag om, at frihed aldrig er gratis.

Du er jo forfatter. Har du nogle særligt betydningsfulde linjer, du har skrevet om krigen, som du har lyst til at dele?

– Ja. Disse ord bærer min erfaring:

Den, der bærer lyset først,

ser mørket klart –

men viser også vejen for andre.

Igor Morok

Født i 1966, Kryvyi Rih, Ukraine.

Veteran.

Bor i Aakirkeby sammen med sin kone.

Skriver prosa om sine personlige erfaringer med krig, tro og længslen efter frihed.