Efter 13 år som bagersvend bliver Rasmus medejer

Efter 13 år som bagersvend bliver Rasmus medejer
Rasmus Madsen (tv.) kommer med ind i ejerkredsen hos Konditorbager Bornholm, hvor Christina og Jonas Møller hidtil har været for sig selv. Pressefoto
ERHVERV | 19. SEP • 12:52
ERHVERV | 19. SEP • 12:52

Indehaverne af Konditorbager i Rønne er glade for at få Rasmus Madsen med i ejerkredsen.

I de seneste 13 år har 35-årige Rasmus Madsen arbejdet som bagersvend hos Konditorbager i Rønne.

Derfor kender han efterhånden forretningen ud og ind, og nu er han blevet en del af ejerkredsen af kæden i Rønne.

Det oplyser Konditorbager i en pressemeddelelse.

– Jeg har brændt for det her bageri, lige siden jeg startede for 13 år siden, så jeg er virkelig glad og taknemmelig for at være blevet partner i forretningen. Vi har altid været meget enige om, hvordan bageriet skal drives, og vi supplerer hinanden rigtig godt, så jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde, siger Rasmus Madsen i pressemeddelelsen.

Vil fremtidssikre

Rasmus Madsen kommer selv fra Rønne, hvor han er udlært som bager i Kvickly. Han kommer nu til at eje en tredjedel af Konditorbager Bornholm.

– Vi kender Rasmus rigtig godt, og han er utrolig dygtig, så vi ville ikke risikere at miste ham. Det er ikke supernemt at finde en så kvalificeret bager. Han kom til os som ganske ung og har altid været loyal og dygtig, så det har været helt naturligt, at han skulle have muligheden for at blive partner, siger Jonas Møller.

Netop risikoen for at miste Rasmus Madsen har fyldt, for Christina og Jonas Møller vil gerne fremtidssikre bageriet.

– Mange af vores bagere er ved at være oppe i årene, og det kan være svært at få de unge til at komme ind og blive i faget, så vi er rigtig glade for, at Rasmus havde lyst, siger Jonas Møller og fortsætter:

– Han kommer med en gejst, som er med til at give hele butikken – inklusive mig selv – et løft, ny energi og nye inputs, så nu kan vi holde os kørende mange år endnu.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT