Ingen skal have særstatus - heller ikke LGBT+

Skal uenighed om LGBT+ sidestilles med intolerance?

I forbindelse med Bornholm Pride i august har der været en større debat – særligt på Facebook – om hvilke partier, der har støttet økonomisk.

Ifølge arrangørerne blev der sendt en forespørgsel ud til samtlige partier, men flere partier har efterfølgende udtrykt undren, fordi de ikke mener at have modtaget nogen mail. De har endda sagt, at de gerne ville have bidraget, hvis de var blevet spurgt.

Ville vi have støttet?

Om vi i Kristendemokraterne har modtaget en sådan henvendelse, ved jeg ikke.

Men hvis vi havde, så er det heller ikke givet, at vi ville have støttet økonomisk. Ikke fordi vi er imod friheden til at elske, hvem man vil, eller retten til at leve sit liv i overensstemmelse med sin identitet. Det bakker vi fuldt ud op om. Men vi mener samtidig, at der skal være plads til uenighed om det idégrundlag, som LGBT+-foreningen bygger på.

Vielser som eksempel

Et eksempel er spørgsmålet om vielser af homoseksuelle.

Jeg mener ikke, at nogen skal tvinges til at medvirke i en vielse, hvis det strider imod deres overbevisning. Det handler ikke om at være imod homoseksuelle ægteskaber – det handler om frihed og respekt. Der er i dag kun ganske få præster, som ikke ønsker at vie homoseksuelle. Derfor bør hensynet til denne lille minoritet respekteres. Og ærligt talt: Hvem vil vies af en præst, der kun gør det under tvang?

Mennesker og foreninger

For mig er det vigtigt at skelne mellem mennesker og foreninger. Jeg respekterer fuldt ud de individer, som føler sig repræsenteret af LGBT+. Min kritik retter sig alene mod den måde, som foreningen og dens støtter til tider fremlægger sine visioner på – som om man automatisk er intolerant, hvis man ikke støtter økonomisk eller politisk.

Det blev meget tydeligt i et indlæg på Facebook af Morten Riis fra Enhedslisten, hvor han skrev, at partier, som ikke bidrager økonomisk til Pride, gør sig til ”lakajer for Orbán og hans slags”. Den form for retorik er både unuanceret og usaglig.

At være uenig med LGBT+ er ikke det samme som at støtte autoritære regimer. Det svarer til at påstå, at hvis man er uenig med konservative retninger inden for kristendommen, så støtter man automatisk halshugninger af kristne i for eksempel Egypten eller andre religiøst motiverede mord. Sådan en måde at debattere på lukker for dialog og sætter mennesker i båse, som de slet ikke hører hjemme i.

Rummelighed

Jeg ønsker ikke, at nogen gruppe skal have særstatus – heller ikke LGBT+. Jeg ønsker blot, at vi giver hinanden plads og respekterer hinandens frihed.

Rummelighed er først ægte, når den gælder begge veje, og når den inkluderer selv dem, som vi er allermest uenige med.

Derfor er mit spørgsmål: Er der plads til uenighed i debatten – en plads, hvor man respekteres for sin holdning, selv når den ikke er den samme som flertallets? For det bør der være i et demokrati.