Baggrunden for henvendelsen er et ønske om at hjælpe de unge, og til det vil de gerne have assistance.
"Som gymnasier kan vi naturligvis gøre vores til, at de unge bliver mere opmærksomme på de negative konsekvenser af et stofmisbrug, men det er klart, at hvis vi er flere parter, der arbejder sammen, kan vi nå bredere og mere massivt ud til de unge. På den baggrund henvender vi os altså nu til jer, for at høre om vi kunne etablere et samarbejde med det formål at prøve at minimere tabu, fremme viden og få en fælles front mod brugen af euforiserende stoffer", skriver rektorerne til regionen.
Samarbejde med kommuner
Opråbet fra de bekymrede gymnasierektorer blev hørt af regionspolitiker Christoffer Buster Reinhardt, som på vegne af Det Konservative Folkeparti bad om at få behandlet et forslag om et samarbejde med gymnasier og ungdomsuddannelser for at bekæmpe misbrug af euforiserende stoffer.
Den politiske behandling foregik i udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor der var opbakning til det. Hvordan samarbejdet konkret kommer til at foregå, bliver besluttet på et senere møde i udvalget, men på alkoholområdet har Region Hovedstaden haft et godt samarbejde med gymnasierne, hvor regionen blandt andet har hjulpet med ekspertviden og vejledning. Det er mulighederne for et lignende samarbejde om euforiserende stoffer, der skal undersøges nærmere.