En syg mands kamp for at få sin medicin

80-årige Ole Nilsson kan i værste fald dø, hvis han ikke får sin medicin mod Parkinson præcis på klokkeslæt. Men dette efterår har hjemmeplejen gentagne gange fejlet med hans medicin. Med tårnhøjt infektionstal har han også gået to døgn uden penicilllin, selvom hospitalet havde ordineret det, ligesom fejl med penicillin har ført til, at han blev indlagt. Forløbet er foregået i en snavset lejlighed, hvor vasketøjet flød, men hvor der mest blev vasket og gjort rent af Ole Nilssons børn.

Fredag den 28. august sender hjemmeplejen den 80-årige Ole Nilsson fra Rønne til akutmodtagelsen på Bornholms Hospital.

Hjemmeplejeren oplever Ole Nilsson som mere forvirret end normalt. Det samme har hans tre børn gjort et stykke tid: Jacob Nilsson, Pia Dam og Eva Riis-Hansen, der er sygeplejerske.

Ole Nilsson er syg. Hans Parkinson er begyndt at vise sig som symptomer på demens. Han har to gange overlevet kræft, og han har haft blodprop i hjertet to gange.

Hospitalet sender Ole Nilsson hjem samme dag. Lægerne finder ikke noget akut. De mener nærmere, at hans dårligere tilstand skyldes mangel på væske – og at hans medicin kan være givet uregelmæssigt.

Særligt det sidste er alvorligt. Ole Nilssons medicin mod Parkinson skal gives hver fjerde time. Sker det ikke, svækker det ham både fysisk og mentalt: Han bevæger sig dårligere. Og hans evne til at klare hverdagen bliver svækket.

Parkinson-midlet hedder Madopar. Får Ole Nilsson ikke sin Madopar til tiden, rammer det hans evne til at bruge sin krop. Han ryster voldsomt og har svært ved at styre bevægelserne. Mangel på medicin gør det også sværere at fornemme sult og tørst. Og at bruge sin telefon, fornemme tid og udføre simple opgaver.

Madopar er også følsomt i forhold til mad. Medicinens virkning bliver svækket, hvis Ole Nilsson spiser for tæt på, at han har fået sin Parkinson-medicin.

– Det er tydeligt, når min far ikke får det til tiden. Det har alvorlige konsekvenser for hans funktionsniveau, hvis det bliver givet forkert. Eller hvis det ikke bliver givet, siger Eva Riis-Hansen.

Og sidst i august mener altså Bornholms Hospital, at noget kan være gået galt med Ole Nilssons medicin.

Rod i lejligheden

Da hun besøger sin far, opdager Pia Dam, at det er rigtigt: Ole Nilsson har ikke fået sin Parkinson-medicin.

Hun finder hans lejlighed rodet og snavset. Uvasket vasketøj ligger i bunker på gulvet. Også selvom hjemmeplejen skal hjælpe med tøjvask.

Men tøjet bliver liggende. Ole Nilsson får heller ikke gjort rent.

"Der er meget vasketøj. Hvornår skal borger have gjort rent? Der ligger meget skidt på gulvene", skriver en hjemmeplejer i Ole Nilssons journal den 3. september. Næsten en uge senere.

"Ole skal have rengøring på tirsdag den 10. september", svarer en planlægger hos Hjemmeplejen Rønne Syd.

Ole Nilssons journal fortæller ikke noget om, at han får gjort rent den 10. september. En uge senere melder Jacob Nilsson ind til hjemmeplejen, at han nu selv tage sig af vasketøjsbunken.

Mere hjælp bevilges

Ole Nilsson har brug for mere hjælp med både mad og medicin. Han vil også gerne skrives op til plejebolig.

Så den 18. september er både Ole Nilsson og alle hans tre børn til stede, da hjemmeplejens visitator kommer på besøg.

Visitatoren bliver vist rundt i lejligheden. Den lugter af røg, sur indelukket luft og gammel mad. I køkkenet er køleskabet, lågerne og hyldefladerne belagt med lag af gammelt stegefedt, skidt og nikotin. Også badeværelset er meget beskidt.

Visitatoren bevilger Ole Nilsson en hovedrengøring. Hans andre behov for mere hjælp bliver også godkendt.

Efter mødet beslutter de tre søskende at rette nogle af de værste forhold op. De skrubber badeværelset, skifter sengetøjet og fjerner råddent mad og affald.

Kun hylderne i køkkenet bliver faktisk gjort rent i den hovedrengøring, som Ole Nilsson får bevilget. Hans børn tager det meste, og resten bliver ikke gjort.

Medicin skal sikres

Omkring Ole Nilssons medicin mod Parkinson sker der også noget vigtigt den 18. september.

Hjemmeplejens sosu-personale får en ny instruks. Parkinson-medicinen "SKAL" gives ved "fysisk besøg dagligt", står der nu i Ole Nilssons journal.

"Ydelsen omfatter at udlevere medicin dispenseret i æske/pose og sikre, at borger tager medicinen."

Klokken 6. Klokken 10. Klokken 14. Klokken 18. Og klokken 22. Her skal Ole Nilsson have sin medicin mod Parkinson. Hjemmeplejen skal se ham tage medicinen. Også klokken 6 om morgenen.

Alligevel går der tid, før instruksen slår igennem. 26. september, otte dage efter den nye instruks, beder en hjemmeplejer om, at nattevagten kommer ud til Ole Nilsson hver dag klokken 6. Han er stadig ikke blevet formelt visiteret til fysiske besøg klokken 6.

"Borger er konfus omkring medicin, har derfor ikke taget den klokken 6. Har givet borger sin medicin klokken 9", rapporterer hjemmeplejeren.

"Fremadrettet skal medicinen lægges på klokken 6, 10, 14, 18, 22 indtil det visiteres. Til nattevagten: Vil I komme fra i morgen klokken 6? Der er søgt, men borger har brug for, at dette opstarter fra i morgen tidlig", står der også i journalen.

Det sker bare ikke. 2., 3. og 4. oktober kan man i Ole Nilssons journal se hjemmeplejen diskutere, om hans Parkinson-medicin klokken 6 skal gives med besøg – eller ved at ringe til ham som hidtil.

Ole Nilsson bliver svagere. Han falder også oftere: Både den 7., den 13. og den 14. oktober.

Ole Nilsson og hjemmeplejen

Fortællingen om Ole Nilsson bygger på en lang række dokumenter: Hans plejejournal i hjemmeplejen, referater af møder, breve og mails fra hans tre børn til hjemmeplejens og kommunens ledelse – og de pårørendes løbende kommunikation på Messenger.

Ole Nilsson i meget svag tilstand den 5. oktober. Hans vægt er nede på 56 kilo. Privatfoto

To døgn uden penicillin 

Den 14. oktober falder Ole Nilsson om eftermiddagen. Han har smerter i sine ribben og i brystet, og nu bliver han indlagt.

Hospitalet sender ham hjem samme aften. Han har lungebetændelse, og lægen har ordineret penicillin. Men hjemmeplejen får ikke besked.

Ole Nilsson er blevet kørt hjem i taxa. Datteren Eva Riis-Hansen oplever sin far konfus og meget svag. Ole Nilsson taler i tåger. Adgangen til at sprøjte medicin ind sidder stadig i hans ene arm. Han har ikke sit nødkald på. Ole Nilsson har heller ikke fået sin medicin.

Eva Riis-Hansen finder en æske antibiotika i faderens jakkelomme. Men Ole Nilsson kan ikke forklare noget om den. Han falder også om i datterens arme.

Eva Riis-Hansen ringer til hjemmeplejen. Hun fortæller, at hendes far nu er hjemme, hvordan han har det, og at han er blevet sat på penicillin, som hjemmeplejen derfor skal tage hånd om. Det lover sosu-assistenten i den anden ende.

I lejligheden er der ikke gjort rent i fire uger. Intet tøj er blevet vasket. Ole Nilssons sengetøj er heller ikke skiftet siden hans børn gjorde det.

– Enhver med blot en smule faglighed i blik og tanke eller blot menneskelig ordentlighed kan ikke lade stå til med så synligt forfald af menneske og lejlighed, siger Eva Riis-Hansen, der selv er sygeplejerske.

Meget forsinket penicillin 

Formiddagen efter kommer datteren Pia Dam på besøg. Ud over en svimmel og svag Ole Nilsson møder hun også en sosu-assistent, der dispenserer penicillin. Der er næsten gået et døgn fra Ole Nilsson blev sat på penicillin af hospitalet. 

Pia Dam får hurtigt også noget andet at fortælle sine søskende.

"Efter at have været nede hos far i formiddag og opdaget et fyldt pillehylster har jeg fået bekræftet, at der ved flere lejligheder ikke er blevet givet medicin. I dag heller ikke 10-piller. Så sent som i går har han heller ikke fået", skriver hun i en Messenger-besked.

Ole Nilsson står og falder med at få sin medicin helt regelmæssigt. På det seneste falder han mere og mere.

Klokken 14 vender Eva Riis-Hansen tilbage. Hun møder en venlig sosu-hjælper, der bare ikke ved, at hun skal se Ole Nilsson indtage sin medicin mod Parkinson. Hun giver ham pillerne i hånden og går ud af rummet. Ole Nilsson tror, at pillerne er til hjemmehjælperen, som han også tilbyder saft.

Eva Riis-Hansen spørger til, om behandlingen med penicillin er blevet sat i gang. Sosu-hjælperen lover at give spørgsmålet videre. Hen under aften kontakter også sønnen Jacob Nilsson hjemmeplejen for at spørge til penicillinen. Han bliver lovet, at "bolden bliver grebet".

"Der skal akut dispenseres penicillin, som kommer med bud fra apotek i morgen", står der da også i Ole Nilssons journal.

Men om aftenen er hjemmeplejen stadig ikke i gang med den penicillinkur, som Bornholms Hospital satte Ole Nilsson på mod lungebetændelse godt et døgn forinden.

Hjælpere står for alt

16. oktober bliver Ole Nilsson officielt bevilget fysisk besøg også klokken 6 om morgenen. For at sikre, at han får sin medicin.

Der er gået næsten en måned siden den nye instruks om fysiske besøg klokken 6 blev sat ind i hans journal den 18. september. Men tvivlen om hjemmeplejen bare skal ringe til ham klokken 6 bør nu være væk.

Andre medicinfejl bliver derimod ved. Ligesom det bliver mærkbart, at det er længe siden, at Ole Nilssons køkken er blevet gjort rent.

"Klokken 10 medicin må springes over. Ole får serveret yoghurt, men tager kun en mundfuld og siger, at det smager stygt. Lejlighed fremstår meget ildelugtende - lettere råddent. Efter aftale med Ole smides alt ud, som er gammelt og dårligt. Køkken fremstår usoigneret", skriver hjemmeplejeren i journalen samme dag.

Eva Riis-Hansen ringer til Hjemmesygeplejen. Det bekræfter hende i, at hendes far ikke modtager al den hjælp, som han er visiteret til. Hjemmesygeplejen kan også fortælle, at al Ole Nilssons daglige hjemmepleje bliver varetaget af sosu-hjælpere.

Kun hver 14. dag kommer en sosu-assistent for at dosere Ole Nilssons medicin. Dermed går der længe imellem, at personale med højere medicinsk uddannelse ser Ole Nilsson.

Læge: Penicillinsvigt

17. oktober er Ole Nilsson varm, men ifølge journalen har hjemmeplejen "ikke mulighed for at måle temperatur". 

Eva Riis-Hansen besøger ham om formiddagen. Ole Nilsson har også besøg af to fra hjemmeplejen, men har ikke fået sin morgenmedicin, heller ikke penicillinen. Hans infektion er stærkt forværret.

En sosu-assistent er kommet til og fortæller, at der er "tvivl om hvorvidt han faktisk har fået antibiotika og øvrigt medicin det seneste døgn".

Klokken 13.06 bliver Ole Nilsson indlagt igen. Han taler i tåger, har høj feber og en plumret bevidsthed. På Bornholms Hospital fortæller Ole Nilssons journal, at hans infektionstal er 183. Var han rask, ville det være under 10.

”Sandsynligvis behandlingssvigt af penicillin”, skriver lægen som forklaring.

Stor forandring på tre år: Her er Ole Nilsson i 2021. Privatfoto

Brev til borgmesteren

Ole Nilsson er indlagt hele den weekend, der starter den 18. oktober.

Hans infektionstal er tårnhøjt. Ole Nilsson får antibiotika med drop, men i første omgang reagerer kroppen ikke. Han er meget svag og taler i tåger.

Om lørdagen prøver han at gå fra hospitalet, fordi han tror, at han er til bestyrelsesmøde. Han er ophidset og møder folk med mistro.

Hospitalet glemmer at give ham den Parkinson-medicin, der er livsvigtig for ham. Det bliver senere kraftigt beklaget.

Da Ole Nilsson endelig reagerer på antibiotika, skriver hans tre børn til borgmester Jacob Trøst. De sætter ham ind i de mange medicinfejl, den manglende pleje – og særligt de to døgn kort forinden, hvor Ole Nilsson var sat på penicillin, men ikke fik det fra hjemmeplejen.

"Desværre må vi konstatere, at der gennemgående er sket adskillige alvorlige fejl og grundlæggende mangler i den hjælp Ole skulle modtage", skriver de tre søskende.

"Selvom vi har mødt flere venlige og velmenende ansatte, giver mængden af fejl og graden af alvor i fejl en grundlæggende anledning til tvivl, frustration, magtesløshed og ærligt talt også vrede over, hvorfor den kommunale hjemmepleje ikke lever op til den omsorgspligt, som opgaverne hos en ældre, svækket borger foreskriver."

"Ingen af os tør længere have tillid til, at den kommunale hjemmepleje kan varetage denne opgave", får borgmesteren også at vide.

"Hvis Ole ikke skulle overleve denne indlæggelse, kommer vi som familie til at gå videre med denne sag og det omsorgssvigt, som Ole har oplevet."

Ingen medicin og mad

Søndag den 20. oktober lægger hospitalet an til at udskrive Ole Nilsson. Men ikke før to dage efter.

– Udskrivelser til hjemmeplejen går bedst når hjemmeplejen har et døgns varsel, forklarer sygeplejersken.

Alligevel bliver Ole Nilsson udskrevet allerede dagen efter. Kommunen sender en udskrivningskoordinator ud på hospitalet. Hun fortæller, at al relevant information er blevet givet til hjemmeplejen.

Sønnen Jacob Nilsson ringer for at dobbelttjekke. Det betrygger ham i, at der er styr på hans far efter udskrivelsen.

Det er der bare ikke. Dagen efter, den 22. oktober om eftermiddagen, besøger datteren Pia Dam sin far i lejligheden. Her opdager hun, at Ole Nilsson hverken har fået medicin klokken 12 eller 14. Så han har misset både antibiotika og sin medicin mod Parkinson.

Ole Nilsson har heller ikke fået mad eller drikke siden formiddagsbesøget. Han drikker en kande saft og spiser to portioner varm mad, mens Pia Dam er hos ham.

Hun kan også konstatere, at Ole Nilssons seng er gennemvædet af urin. Han er stadig konfus og ved ikke, hvor han er.

Brev til cheferne

Nu har Jacob Nilsson fået nok. Sidst på eftermiddagen ringer han til hjemmeplejen. Ifølge Ole Nilssons plejejournal er han "meget vred over, at hans far ikke fået sin medicin og antibiotika, der var aftalt om tidligere."

Jacob Nilsson skriver nu også til både velfærdsdirektør Trine Dorow, sundheds- og omsorgschef Louise Juel Pedersen og ældreplejens myndighedsafdeling. Det handler om de nye medicinsvigt.

"Hvordan i alverden kan det ske? Han har været hjemme i under 24 timer, og dette kan man tydeligvis ikke håndtere. Jeg har ikke ord for hvor inkompetent og ringe dette omsorgssvigt er", skriver han.

"Enten forstår de mennesker I har ansat ikke alvoren i medicin, ellers har de ikke de nødvendige kompetencer. Begge dele er meget skræmmende.”

Klokken 18.45 har datteren Pia Dam en smule godt nyt.

"Hjemmehjælperen, som Jacob har snakket med, har været der og givet piller. Jeg skulle hilse dig, Jacob, og sige at alle beskeder er givet videre til deres leder. Hun har ofte kommet hos far og er lige så forarget som vi er", fortæller hun på Messenger.

Eva Riis-Hansen klager til Styrelsen for Patientsikkerhed.

"Kvaliteten af plejen er ikke blot mangelfuld, men decideret livsfarlig for min far og jeg kan ikke forestille mig, at han er den eneste som lider under, hvad der lader til at være massiv inkompetence", skriver hun.

Og dagen efter er den gal igen, fortæller Pia Dam på Messenger hen over middag.

"Far har ikke fået 10-pille, og der er stadig ingen til at give ham 12-pille. Derudover har han ikke fået mad og intet smurt, heller ikke i køleskab."

Ole Nilsson i 2018. Privatfoto

"Han får medicin når der er tid"

Igen har Ole Nilsson ikke fået sin medicin. Hans datter Eva Riis-Hansen er vantro, da hun ser det.

"Hvad i alverden bilder de sig ind! Det er jo ud over vanvittigt", skriver hun på Messenger til sine søskende.

Hjemmeplejen har haft travlt den 23. oktober.

"Var på vej ud af døren ved middagsbesøget, skulle med færgen, fik ham overtalt til at komme ind og få noget mad", oplyser en hjemmeplejer i Ole Nilssons journal.

I den helt anden ende af systemet er Ole Nilssons sag nu også fremme hos velfærdsdirektør Trine Dorow.

"Jeg er oprigtig ked af at læse om din og din families oplevelse med den kommunale hjemmepleje. Jeg vil straks se nærmere på jeres sag med henblik på at få bragt forholdene omkring din far i orden", skriver hun om formiddagen til Jacob Nilsson.

Men Ole Nilssons søn må snart til tasterne igen.

"Et kæmpe omsorgssvigt"

Kort efter klokken 10 har Jacob Nilsson haft fat i Hjemmeplejen Rønne Syd. Og forklaret, at hans far igen ikke har fået sin livsvigtige medicin mod Parkinson. Hverken klokken 6 eller 10.

To timer senere sker det samme igen. Ole Nilsson får heller ikke medicin klokken 12. Kun fordi Jacob Nilsson ringer, kører en fra hjemmeplejen ud og giver medicinen.

"Du bliver nødt til at hjælpe med hvad jeg skal stille op, og hvem jeg skal have fat på, så min stakkels far kan få sin livsvigtige medicin til tiden", skriver Jacob Nilsson til kommunens velfærdsdirektør klokken 13.50.

"Jeg håber, at du har haft mulighed for at kigge på denne sag i dag, da der er tale om et kæmpe omsorgssvigt, og det virker ærligt ikke som, at Hjemmeplejen Rønne Syd forstår det eller magter situationen", skriver han også.

"Jeg skynder mig lige at skrive til dig, så du ikke skal være bekymret. Din far er lige blevet tilset, og jeg er blevet oplyst, at han har det godt", skriver hjemmeplejeleder Mille Krüger-Johnsen tilbage klokken 15.45.

Halvanden time efter får Jacob Nilsson også mail fra Trine Dorow. Hun fortæller, at der nu er lagt en plan for Ole Nilssons pleje.

"Jeg har i dag haft kontakt til de ansvarlige ledere", skriver Trine Dorow.

"Jeg modtager en redegørelse over forløbet og på den baggrund, vil jeg følge op og sikre, at der blive iværksat relevante tiltag", skriver velfærdsdirektøren også.

"Jeg kan endnu en gang kun beklage din og din families oplevelser med den kommunale hjemmepleje."

Stadig beskidt køleskab

Måske er der nu styr på Ole Nilssons medicin. Men det er der ikke på hans køleskab, der stadig ikke er gjort rent.

"Det trænger rigtig meget", fortæller en hjemmeplejer 24. oktober i Ole Nilssons plejejournal.

"Borger har haft hovedrengøring, hvor dette er gjort. Det blev udført den 8. oktober", lyder svaret snart fra hjemmeplejens base.

"Det er ikke gjort. Da undertegnede var der klokken 12, var pårørende i gang med at rengøre et uhygiejnisk køleskab. Vil I følge op med den pågældende kollega?", svarer hjemmeplejeren.

To dage senere er Ole Nilssons børn nået frem til vasketøjet, som hjemmeplejen ellers også skal stå for.

"Datter Pia har været der i eftermiddag, og hun vil få ordnet vasketøjet sammen med sin bror", fortæller plejejournalen den 26. oktober.

Ole Nilssons børn bliver stadig mere bekymrede. Den 27. oktober kan Ole Nilsson ikke huske, at de alle tre besøgte ham dagen før.

Medicin når der er tid

At slå alarm til kommunens ledelse giver den 28. oktober Ole Nilssons tre børn et møde med to ledere i hjemmeplejen: Lederen af Hjemmeplejen Rønne Syd – og lederen af al hjemmepleje i byen.

Ole Nilssons børn har nok at tale om. Men efter deres ønske handler hele det halvanden time lange møde om plejen fremadrettet. Og ikke om de svigt, som de har været vidner til.

Fire dage efter sker så endnu en fejl, igen med medicin.

"Nede hos far klokken 15.30. Det sidste jeg troede, at jeg skulle tjekke op på, var piller. Men en fuldstændig stresset hjemmehjælper kom klokken 15.40 for at give far hans 14-medicin. Han glemte at give ham noget at drikke til pillen, og han har ikke fået mad til middag", fortæller datteren Pia Dam på Messenger den 1. november.

Da Jacob Nilsson kontakter hjemmeplejen, fortæller han igen, hvor afgørende vigtigt det er, at hans far får sin medicin mod Parkinson præcis til tiden, altid regelmæssigt. Plejejournalen gengiver det anderledes.

"Det drejer sig blandt andet om Parkinson-medicin, som helst skal blive givet på så præcist tidspunkt som muligt", hedder det her.

Samme budskab får Pia Dam, da hun om eftermiddagen besøger sin far. Hun møder en stresset sosu-hjælper, som Pia Dam skælder ud over det nye medicinsvigt.

– I må forvente, at medicin gives, når der er tid til det, lyder svaret.

Hvor meget medicin skal han have?

7. november bliver Ole Nilsson kørt på hospitalet igen. Hans ansigt og kæbe hænger i den ene side. Han er svimmel og hallucinerer.

Hjemmeplejen er nervøs for en blodprop i hjernen, men Ole Nilsson bliver udskrevet samme dag.

Han er inde i en bedre periode. Han spiser for det meste godt i de første 14 dage af november. Flere dage er han også i godt humør. Mere opmærksomhed og færre medicinfejl gør ham godt.

Men Ole Nilsson sover stadig uroligt. 8. november sætter hjemmeplejen ind med et kontrolbesøg midt om natten. Simpelt hen for at se, om han sover.

Kommunens ledelse er også meget opmærksom på sagen. Da Ole Nilssons tre børn kan fortælle om nye medicinfejl også efter det første møde med hjemmeplejens ledelse, får de tre børn tilbudt endnu et møde.

"Jeg skal beklage, at der ikke er blevet rettet op på forholdene, som det blev lovet. Jeg vil derfor gerne mødes med jer for at orientere jer om, at der er iværksat tiltag for at I som familie fremover kan være trygge i, at Ole Nilssons pleje og omsorg, herunder medicin, håndteres som foreskrevet", skriver kommunens ældrechef Louise Juel Pedersen til Ole Nilssons tre børn den 8. november.

Også lederen af Plejedistrikt Rønne beklager.

"Det er en sag, vi ser på med stor alvor og vi er, som I, blevet bekendt med endnu en fejl hos jeres far omhandlende medicin, som er givet på forkerte tidspunkter. Det er igen dybt beklageligt, og vi gør alt hvad vi kan for at rette op", skriver Mille Krüger-Johnsen den 9. november.

"Jeg kan oplyse, at vi har indledt en tilbundsgående undersøgelse af forløbet, og at der er igangsat med daglig sygeplejefaglig supervision af plejen til jeres far samt ugentligt tilsyn af en sygeplejerske. Desuden er der sat en fast sygeplejerske på som kontaktperson”, fortæller hun også.

12. november sker der alligevel endnu en fejl med Ole Nilssons medicin.

Hvor meget medicin?

To dage senere mødes datteren Eva Riis-Hansen med den sygeplejerske, der skal få et overblik over Ole Nilssons situation og behov.

Det er også et møde mellem to kolleger. Bagefter føler Eva Riis-Hansen sig ikke tryg. Hun har oplevet mangler i gennemgangen af sin fars helbred. Den skal gå fra top til tå, men det har den ikke gjort.

Først da Eva Riis-Hansen beder sygeplejersken om at gå ind i Fælles Medicinkort, ser sygeplejersken, at Ole Nilsson har fået ændret i sin medicin mod Parkinson.

Hans dosis er blevet sat ned af en speciallæge. Men speciallægen har ikke oplyst, hvornår på døgnet der skal fjernes en dosis.

Ole Nilssons egen læge har oplevet en dårlig kontakt til speciallægen. Så nu ved kun speciallægen præcis hvornår på døgnet Ole Nilsson skal sin vitale medicin mod Parkinson.

Sygeplejersken ændrer på hans dosis, så Ole Nilsson nu skal have den nye dosis første gang dagen efter, hvor det vil være fredag. Eva Riis-Hansen fraråder hele tiden sygeplejersken at ændre medicinen, uden at speciallægen har gjort klart, hvordan medicinen bør gives.

Samtidig ændrer sygeplejersken også på hjemmeplejens besøg i lyset af, at medicinen er ændret. To gange må Eva Riis-Hansen bede hende kontrollere, om de nye tidspunkter kolliderer med anden medicin, som Ole Nilsson skal have.

Det gør de begge gange.

Nu flytter Ole Nilsson

Fredag eftermiddag ringer Ole Nilsson til sin datter. Han er utryg ved den sygeplejerske, der om-doserer hans Parkinson-medicin.

Eva taler med sygeplejersken, en anden end dagen før. De bliver enige om ikke at ændre dosis. Det er sent fredag eftermiddag, og som Eva Riis-Hansen forudså, er det nu umuligt at få fat i speciallægen.

Sønnen Jacob Nilsson ringer under besøget. Sygeplejersken lover ham at tale med hjemmeplejen og de nye tidspunkter til medicinen. Hun lover også at vende tilbage og give Ole Nilssons børn besked. Men de bliver ikke kontaktet.

Lørdag den 16. november får Ole Nilsson hverken sin medicin til aften eller nat. Eva Riis-Hansen regner med, at det skyldes det rodede forløb med de nye tidspunkter.

Fem dage efter har speciallægen stadig ikke svaret. Så Ole Nilsson får nu sin Parkinson-medicin efter skøn fra en sygeplejerske.

Her er Ole Nilssons tre børn i gang med at forberede det næste kapitel i deres fars liv. For selv i et efterår, der udmattede både Ole Nilsson og hans børn, er der stadig sket enkelte ting, der er opløftende.

1. december flytter Ole Nilsson ind på Plejecenter Snorrebakken.