Derfor er det godt, at både ledelse og formanden for social og sundhedsudvalget, Rene Danielsson (DF), nu erkender problemet fuldt ud og dermed også sætter sig for at få det løst fremadrettet. Når der er mangler i de ansattes faglighed i denne grad, så skal der handles, så den vigtige service til borgerne bliver genoprettet.
Den opgave ligger hos administrationen og politikerne, der sammen bærer ansvaret for en ordentlig hjemmepleje til alle. Det er hård kost at fortælle den voldsomme historie. Men når vi gør det, så er det netop fordi, vi ønsker at give de ansvarlige fuld offentlig opbakning til at få løst situationen. Første skridt til at løse en alvorlig situation som denne er at erkende den. Når vi i offentligheden kender til sagerne, bliver det lettere for politikerne at turde handle, og administrationen kan få den nødvendige opbakning. Det har vi brug for. Derfor fortsætter vi med at dække forholdene i hjemmeplejen. Men selvom det er gået galt for Ole Nilsson, er det værd at huske på, at mange hundreder af hjemmehjælpere hver eneste dag gør en kæmpestor positiv forskel her på Bornholm. Ole Nilssons sag er på ingen måde en fortælling om, at hele hjemmeplejen er dysfunktionel. Det understreges også af, at Ældrerådets formand, Erik A. Larsen, beretter, at sagen her er den værste, han har hørt om. Der er områder, der trænger til en alvorlig ændring, og der er heldigvis også rigtig meget god hjemmehjælp på Bornholm.