Medarbejderne er ikke fagligt dygtige nok.
Det sagde Plejedistrikt Rønnes leder Mille Krüger-Johnsen ifølge kommunens officielle mødereferat, da hun den 18. november sad over for de to døtre af den 80-årige multisyge Ole Nilsson, der siden august har oplevet talrige omsorgssvigt fra hjemmeplejen.
"Mille Krüger-Johnsen konstaterede, at i erkendelse af, at den generelle faglighed hos medarbejderne er mangelfuld, sættes der i gang med et stort fokus på faglig ledelse i hjemmeplejen i Rønne", hedder det i det referat fra mødet, som en medarbejder i Myndighed skrev.
Ole Nilsson oplevede gentagne alvorlige svigt med medicin, mad og drikke, rengøring og tøjvask fra Hjemmeplejen Rønne Syd, det ene af hjemmeplejens i alt tre teams i Rønne, som Mille Krüger-Johnsen er leder for.