Glem ikke Martin Andersen Nexø

Bornholmeren, der med egne erfaringer gav stemme til de svageste og satte spor i verdenslitteraturen, er udeladt af gymnasiernes nye litteraturkanon – et fravalg, der er både uforståeligt og uretfærdigt.

“Bornholmeren har en svaghed for at tænke selv og danne sig egne meninger om tingene.”

Ordene er forfatteren Martin Andersen Nexøs i et forord til Jakob Hansens novellesamling “Golgatha”, som Nexø fik overtalt forlaget Gyldendal til at udgive som et lille minde om den afdøde barndomsven.

Det var den barndomsven og klassekammerat, som han tilbragte timer sammen med, når Jakob dukkede op hos Martin på vogtermarken med en stabel anbefalelsesværdige bøger under armen - og “såsnart det rygtedes, at han var i Vangen, kom vogterdrengene fra de forskellige jorder for at høre Jakob fortælle”.

Erfaringer

Martin Andersen, som blev tilføjet Nexø - i første omgang med bindestreg - for at opnå en fordelagtig placering på boghandlernes hylder, øste i rigt mål af sine oplevelser fra livet på Bornholm, da han skrev de værker, som gjorde ham verdenskendt og dermed til en af vores mest oversatte og læste forfattere: “Pelle Erobreren”, “Ditte Menneskebarn”, erindringerne og en lang række af hans noveller med “Lotterisvensken” i førerfeltet.

Martin har med en ikke helt lille selvbevidsthed sikkert også tænkt på sig selv med ordene om bornholmeren, der kan tænke selv. Han var i al fald ikke helttil at styre for de politiske partier, som han skiftede mellem gennem livet.

Til gengæld går der en rød tråd gennem forfatterskabet tilbage til Nexøs oplevelser og formidable evne til at gengive erfaringerne som vogterdreng, røgter, skomagerlærling, del af farens brolæggersjak og til det for hans valg af forfattervejen så afgørende ophold på Østermarie Højskole betalt af lokale borgere.

Bornholm har haft enorm betydning for Martin Andersen Nexøs forfatterskab. Formentlig har han også betydet noget for Bornholm - også selvom der indimellem har været en kure på tråden. Nexø svingede da også det meste af livet mellem ros og ris for henholdsvis hans bøger og hans holdninger.

Synlige spor

Der er synlige spor efter ham. Ikke mindst med de Mindestuer i det fredede barndomshjem i Nexø, som siden 1990 har givet både bornholmere og danske og udenlandske turister mulighed for at skabe sig et overblik over forfatterens liv og værk.

Initiativet til etablering af Mindestuerne kom fra Nexø Rådhus, som satte en arbejdsgruppe i gang med “at undersøge mulighederne for en realisering af ideen: At erhverve ejendommen og indrette Martin Andersen Nexøs barndomshjem til en Mindestue for vores store og verdenskendte forfatter.”

I 1969 blev den nærliggende vej omdøbt til Martin Andersen Nexø Vej, Som nyeste skud på stammen er etableret Digterruten for Martin Andersen Nexø, hvor man kan følge i hans spor fra Balka Lyng og Lystskoven langs Østersøen og rundt i Nexø by og nu den årlige afholdelse af Litteraturens Folkemøde.

Desværre hører Nexø åbenbart ikke længere til det gode litterære selskab - i det mindste ikke, når det gælder anbefalingerne af hvilke forfattere, som gymnasieelever enten skal præsenteres for eller kan tilvælge at stifte bekendtskab med.

Der fremgår af den netop offentliggjorte nye udgave af litteraturkanon for gymnasier. Den nye udgave sigter på unges læselyst og mangedobler antallet af “kanoniserede” kvindelige forfattere. Begge dele er uhyre prisværdigt, men Nexø røg altså af i svinget.

Og det fravalg er uforståeligt.

Det folkelige gennembrud

Nexø blev en del af “det folkelige gennembrud” i dansk litteratur, som beskæftigede sig med de svagest stilledes virkelighed.

Mens Jeppe Aakjær gav stemme til landbrugets mishandlede tyende, og Johan Skjoldborg fik sat husmændenes kummerlige forhold på dagsordenen, så blev Nexø den store skildrer af Danmarks overgang fra landbrugsland til industriland, vandringen fra land til by og underklassens kamp for anstændige vilkår og indflydelse.

Det er for vigtig en del af vores fælles kulturarv til, at forfatterskabet sendes på uansøgt pension.